Traditionelle klasser

Nedenstående afsnit er fra en artikel, jeg har skrevet til Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift, nr. 1 / 2016.

"Jeg siger ikke, at vi skal smide den traditionelle klasse ud med badevandet. Tvært imod. Klassen kan være en fin base, i hvilken der skabes forudsigelighed, rutine og tryghed. Men der bør være en middelvej imellem segregerede tilbud og den traditionelle klasse. -En organisatorisk, specialpædagogisk praksisform, der går på tværs af standardiserede løsninger, som knytter sig til det store fællesskab, som har tæt kontakt til de almene klasser, men som også indeholder muligheden for skabelsen af små, beskyttede arenaer, hvor særligt uddannet personale hjælper de børn, der har særlige hehov. Til forskel fra de gammeldags “specialklasser”, så etableres disse arenaer som en naturlig del af skolens prakis, hvorfor eleverne der kommer her ikke er “specialelever”, men bare elever."

Læs bloggen på Facebook

Voldtægt

I øjeblikket raser debatten om sexuelle overgreb begået af mænd med indvandrerbaggrund. Ofte er der fokus på, “hvordan vi skal tale om problemet?”. Altså: Har det noget med indvandrere at gøre? Hvad med alle andre mænd? Hvor er grænsen for, hvad man kan kalde et overgreb? Er man feminist når man siger, at mænd kan være nogle svin? Er det i virkeligheden et spørgsmål om værdier? Eller handler det om religion og kultur? 

Som psykolog har jeg talt med en del kvinder, der har været ofre for voldtægt og/eller er blevet tæsket af mænd. Nogle er blevet overfaldet af fremmede, nogle har levet i et voldeligt parforhold, mens andre har været i situationer, hvor de til at starte med følte sig trygge, men hvor det alligevel udviklede sig til noget krænkende, selv om de sagde tydeligt “nej”. 

Det er grove løjer, kan jeg godt afsløre.

Ikke én af de kvinder, jeg har talt med, intellektualiserer den hændelse, de har været udsat for, sådan som det ses i medierne. Ikke i situationen mens de blev holdt nede, mens de blev sparket og slået, mens de blev sexuelt ydmyget eller bag efter, hvor de prøver at komme videre.

Jeg kan godt se, at fænomenet “voldtægt" giver anledning til mange generelle debatter. Men jeg fornemmer, at emnet i lidt for høj grad er blevet en platform for meningsdannere i medierne. Med afsæt i emnet “voldtægt” kan man fortælle, hvad man selv mener om sin egen sag. 

Må jeg opfordre til, at vi ikke glemmer dem, det er gået ud over. Der er en traumatiseret menneskeskæbne bag ved, hver eneste gang, vi bruger ordet “voldtægt”, -uanset hvor klogt vi udtaler os. Det synes jeg vi skal huske.

Læs bloggen på facebook

Privat lektiehjælp

De private lektiehjælps-virksomheder har pt. vældig vind i sejlende. 

Jeg har fuld forståelse for de forældre, der vælger denne løsning, de private lærere er sikkert dygtige til deres arbejde, og det handler ikke kun om traditionelle lektier, det ved jeg godt. 

Men de private lektiehjælps-virksomheder er, om vi vil det eller ej, et symptom på en defekt i vores skolesystem. Deres ydelser er ofte kompenserende af natur, hvilket betyder, at deres opgave er at rette en “fejl” eller en “mangel” skabt i barnets skolehverdag. 

Jeg tror det er fordi, at den offentlige konkurencestatsskole i virkeligheden ikke er særligt konkurrencedygtig: Skoledagen er for lang, der er for stort spænd mellem top og bund i klassen, lærerne har for lidt forberedelsestid, og konstant kommer der nye, smarte koncepter, som alle skal kaste deres energi på - således at kun lidt når at bundfælde sig. Resultatet er, naturligt nok, træthed, stress og manglende læringsudbytte. 

Her kommer så den private lektiehjælps-virksomhed og siger til de bekymrede forældre: "Hos os er det anderledes. Vi har ro, tid og er velforberedte, -så med vores hjælp er dit barn med i konkurrencen igen”. 

Man må for min skyld meget gerne deltage i faglig træning, studiestøtte eller lign. på egen tid. Men kun af lyst, ikke som kompensation. Desværre ser det pt. ud til, at folkeskolen skaber behov for kompensation i det private. -Og det er vel ikke meningen, er det?

Læs bloggen på Facebook

Joachim B. Olsen

Joachim B. Olsen fortæller, at han ser positivt på selvtægt i visse situationer. 

Læs blogindlæg 1 inkl. billede her

Læs blogindlæg 2 her

Har Pippi Langstrømpe ADHD?

Hvis Pippi Langstrømpe, Alfons Åberg, Emil fra Lønneberg og Peter Plys m.fl. havde levet i dag (…og i virkeligheden…), ville de så få en psykiatrisk diagnose? Flere har leget med dette hypotetiske spørgsmål og fundet træk af ADHD hos Pippi og Emil, Aspergers hos Alfons og depression hos Peter. 

Men spørgsmålet stilles på den forkerte præmis. Det antages nemlig, at psykiatriske diagnoser bliver “udmålt" og tildelt på helt samme måde som fysiologiske sygdomme, i forbindelse med hvilke man kan måle, scanne og veje m.m. sig frem til den præcise diagnose, uafhængigt af kontekst. Sådan er det ikke.

Om nutidens børn får en psykiatrisk diagnose eller ej, er primært et spørgsmål om økonomi og børnepolitik. Hvis kommunen har råd til en specialpædagogisk placering og/ eller -støtte, så er det muligt at diagnosen gives. Er der ingen penge, så trækkes sagen i langdrag. Bor man i et pladderpædagogisk ressourceorienteret og hardcore inkluderende skoledistrikt, så er der ingen børn, der fejler noget nogensinde overhovedet. Men har kommunen et velfungerende specialpædagogisk prestigeprojekt med statslige puljemidler, så er diagnosen pludselig en god idé. 

Så, det handler faktisk ikke om Emil og alle de andres diagnoser i sig selv. Det handler der imod om den kontekst de dumpes ned i, hvor mange penge man har og hvad man uafhængigt af børnenes behov har besluttet sig for, skal gælde rent politisk. Sådan er det.

Læs bloggen på Facebook

Michael Ziegler

Der er mangel på lærere i folkeskolen, men heldigvis har Michael Ziegler både forklaringen og løsningen.

Problemet er, at ansøgningerne til læreruddannelsen er faldet. Det er de, fordi der nu er andre adgangskrav for de studerende. Det er simpelthen derfor, at ingen vil være lærer i folkeskolen, ifølge Ziegler.

Et andet problem er, at der har været hård debat om folkeskolen. Når folk er uenige, er det svært at holde på dem, ifølge Ziegler.

Løsningen er, at vi 1) ansætter nogle flere pædagoger og akademikere (...i stedet for at give lærerne bedre arbejdsvilkår og en mere meningsfuld målsætning), og 2) at vi holder op med al den debat (...så altså KL´s projekt bliver gennemført uden modstand). I følge Ziegler. 

Jeg er ikke enig i noget af det, han siger. 

Med reference til artikel i JyllandsPosten, 23.12.15, "KL: Det er blevet sværere at finde lærere". Se link i kommentarsporet. Det, der står i parentes, er min konklusion og ikke Michael Zieglers ord.

Læs bloggen på Facebook

5 gode råd til eksperterne

Julen er for alvor sæson for punkt-lister med gode råd fra "eksperterne". Der er hele tiden lige 5 gode råd om eksempelvis sprøde svær på flæskestegen, om afholdelse af jul i skilsmissefamilien, om at undgå forstoppelse, julefrokost-utroskab, gaveudpakningskaos og julestress, og om at overleve det årlige besøg af den mavesure svigermor, m.m.

Det er lige ved, at der er flere lister med gode råd, end der er folk til at læse dem. 

Derfor har jeg valgt at vende det hele lidt på hovedet, og har lavet en 5-punkts liste med gode råd til de eksperter, der påtænker at lave en 5-punkts liste med gode råd. Ja, jeg kan godt se ironien. Men min liste er som følger:

1. Lav ikke en liste med gode råd. Vi har rigeligt allerede.
2. Lav ikke en liste med gode råd. Vi har rigeligt allerede.
3. Lav ikke en liste med gode råd. Vi har rigeligt allerede.
4. Lav ikke en liste med gode råd. Vi har rigeligt allerede.
5. Lav ikke en liste med gode råd. Vi har rigeligt allerede.

Læs bloggen på Facebook

Uro

Der er tre typer uro i de mangfoldige, danske skoleklasser.

Den uro, som lærerne skaber.
Den uro, som alle elever skaber.
Den uro, som få elever skaber

Type 1 og 2 kan håndteres ved hjælp af bl.a. kollegial feedback, team- og forældresamarbejde. Det handler ofte om tydelig klasseledelse og skabelse af et anerkendende, socialt miljø m.m. Det kræver tid og fokus, men kan gøres.

Type 3 kan kun håndteres, hvis der ud over tydelig klasseledelse og positive relationer i klassen, er ekstra mandskab til at tage sig af udvalgte elevers vedvarende konflikter, misforståelser, differentieringsbehov, særlige rettigheder, specialpædagogiske redskaber, umiddelbare og uudsættelige behov, kropslige uro, behov for gentagelse af instruktion, fastholdelse af koncentration og så videre og så videre.

Mangfoldighed er godt. 
Uro er ikke godt.
Ergo:
Flere, varme og veluddannede hænder i klasserne er en nødvendighed.

Læs bloggen på Facebook

Praktiske og boglige børn

I gamle dage puttede man børn i kategoriske kasser, for bedre at kunne håndtere dem og deres livsbane. Der var groft sagt to kasser: På den ene stod der “praktisk” og på den anden stod der “boglig”.

I dag mener man, at kategoriske kasser begrænser børns udfoldelsesmuligheder. Derfor putter man alle børn i den samme kasse, hvorpå der med fine bogstaver står “den inkluderende skole”.

Spørgsmålet er nu, om der i den nye, “inkluderende" kasse rent faktisk er plads til dem, der hælder til det “praktiske”? Er der plads til dem, der i højere grad (eller udelukkende) kan knokle fysisk og arbejde med hænderne? Nogen gange bliver jeg i tvivl.

Jeg kunne ønske mig, at der var flere værksteder, pløjemarker og stalde m.m., som fungerede side om side med de traditionelle, boglige klasselokaler. Jeg kunne ønske mig, at alle elever ikke skulle presses igennem de akkurat samme faglige forløb, tests og afgangsprøver. Jeg kunne ønske mig, at det var cool når børn og unge kan tage fat. 

Hvordan det skal financieres, eller hvordan det skal køre i praksis, er en anden snak. Blot mener jeg, at vort uddannelsessystem først bliver kvalitativt inkluderende, når alle slags kundskaber bliver anerkendt på lige fod.

Læs på Facebook

Børn er lidt ligesom ost

Børn er lidt ligesom ost: 
De lugter nogle gange, -og så modner de i forskellig tempo.
Forhastet produktion giver discount-varer.
Tid, omsorg og hensyn til individuelle behov giver kvalitet.

Derfor skal alle børn ikke behandles ens, når det kommer til skolestart. Forhaster vi processen bliver resultatet der efter, både på den korte og den lange bane. Nogle børn har behov for mere tid før de starter i skolen, -og det er helt fair at de får det.

Så nej, vi skal ikke sammenligne skolestartsalder med andre lande, i den hensigt, at vinde kapløbet om at få flest børn i skole hurtigst muligt. 

Og nej, det gavner ikke samfundsøkonomien, når små, umodne børn hænger i bremsen de første år i skolen. Den slags giver mistrivsel, øget sygefravær både hos dem selv og deres forældre, kamufleret omgængeri i form af skoleskift, samt udgifter til specialpædagogisk støtte. Den slags er dyrt, både menneskeligt og økonomisk.

Og nej, børn skal ikke pakkes ind i vat. Men de skal behandles som mennesker, ikke som samlebåndsprodukter.

DEL GERNE

Med reference til: En god start - Betydningen af alder ved skolestart. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Udgivelsesdato: 24. november 2015

Læs på Facebook

Der er noget jeg ikke forstår

For nylig udkom DPU og SFI med en rapport om inklusion, der konkluderer noget, som ALLE viste i forvejen: 
Det går ikke helt godt. 
Rapporten opstillede nogle klare anbefalinger, som dog ikke bliver omsat til handling i den kommende tid. 
-Man har nemlig lavet et “ekspertudvalg", der selv skal komme med “ekspert-anbefalinger"…selv om disse allerede er givet i rapporten…og selv om alle godt vidste det, der står i rapporten i forvejen…og selv om rapportens forfattere er nogle af de bedste eksperter i Danmark...og selv om een af rapportens konklusioner er, at der er for meget top-down-beslutningstagen på inklusionsområdet - hvilket jo ikke bliver bedre af, at et centralt ekspertudvalg får magten til at definere, hvad der skal gøres lokalt…
Anbefalingerne kommer om 6 måneder, dvs. ved sommerferietid, hvilket betyder, at der sker action ca. næste efterår. Måske. Gad vide om børnene kan vente? 

Nu er der så kommet rapporter fra SFI og KORA om skolereformen. Disse konkluderer sjovt nok noget, som INGEN vidste i forvejen: 
Det går rimeligt godt.
Sådan modtages rapporterne i hvertfald.
Alle arbejder hårdt på at implementere reformen og børnene er generelt glade. Problemerne er få og håndterbare, hvis man er kreativ, konsekvent og tålmodig. 
Alt i alt går det fint. 
Her er der altså IKKE brug for noget ekspertudvalg...selv om reformen har været genstand for vedholdende og skarp kritik fra interesseorganisationer, eksperter, forældre, elever, personale og andre i snart halvandet år...
Omvæltninger tager tid, -men gad vide om børnene kan vente? 

Det er altså ikke helt til at blive klog på...

Del gerne. Tak.

Læs på Facebook

Forældre og mediestorm

For det første: Har nogen lagt mærke til, at der på billedet sidder en elev uden t-shirt i klassen, og at undervisningen fortsætter som om intet var hændt? Hvor er det mega dansk - på den fantastiske måde!

For det andet: Claus Hjortdal (formand for Skolelederforeningen) mener, forældrenes utilfredshed med forlængede skoledage bunder i "selvforstærkende mediestorm". Jeg er ikke ubetinget enig. Medieomtalen har naturligvis en påvirkningsfaktor. Men endnu vigtigere er det forhold, at forældrene nu har levet med de nye omstændigheder i et godt stykke tid, og derfor har konstateret "effekten over tid" hos deres børn. Denne er ikke positiv.

For det tredje: Det handler jo ikke bare om tid, men også om kvaliteten. Når eksempelvis lærernes forberedelsestid er minimeret, så bliver undervisningens indhold også der efter, -hvorfor det ikke giver meget mening at bliver længere i skolen.

For det fjerde: Reformens hovedreference, John Hattie, siger, at flere undervisningstimer ikke har nogen positiv påvirkning på elevernes præstationsmæssige output. Det har forældrene efterhånden også fundet ud af, så deres modstand er vel blot et simpelt rationale.

http://jyllands-posten.dk/…/Forældres-utilfredshed-med-de-…/

Læs på Facebook

Inklusion: Rapport og råd

Egelund og Dyssegaard m.fl. har idag publiceret rapporten “Kommunernes omstilling til øget inklusion pr. 2015”. Rapporten konkluderer i min udlægning (citater er angivet med “…“):

1. Inklusion er, når 96% af danmarks børn er indskrevet i de almene skoler.

2. 10 ud af 12 kommuner i undersøgelsen siger, at økonomi er et væsentligt incitament for “inklusion”. 

3. Skolelederne er positive og loyale over for regeringens idé om inklusion.

4. Det er lærerne og pædagogerne ikke. Altså, virkelig ikke.

5. Skolelederne fortæller, at der har været en del kompetenceudvikling. 

6. Lærerne siger, at det har de ikke lagt mærke til.

7. PPR-cheferne mener, at der faktisk har været kompetenceudvikling, men at denne har været for langt fra praksis og for “Kloge-Åge”.

8. Skolecheferne mener generelt, at lærerne har et gevaldigt hængeparti. En siger: “Lærerne er modvillige, konservative og i arbejdskamp”. De har ikke et positivt "mindset" over for inklusion.

9. Kun mellem 10 og 12% af lærerne benytter sig af “inklusionsvejledere”.

10. Det nævnes kort i rapporten, at der måske er sket lidt for mange ting samtidig her på det sidste, eksempelvis skolereform, arbejdstidslov, strukturændringer m.m.

Om et halvt år er det meningen, at et udvalg nedsat af Ellen Trane Nørby kommer med en række anbefalinger til praksis. Men…behøver vi at vente så lang tid? Jeg kommer her med mine anbefalinger:

A: Inklusion skal handle om kvalitet, ikke om placering. Drop procenterne og kig på indholdet. Der hvor børn trives, der er de inkluderet. 

B: Giv lærerne tilstrækkelig forberedelsestid, så de kan samarbejde med skolernes inklusionsvejlederne, med kolleger og med eksperter.

C: Brug ikke inklusionsvejledere og lignende som vikarer.

D: Lad skolerne selv vælge de eksperter, der skal efteruddanne personalet. Drop kæmpe-koncepter og University College-løsninger, hvis andet giver mere mening.

E: Sats på et stærkt forældresamarbejde. 

F: Tag god tid og gør kun een ting ad gangen.

G: Lad skolecheferne overtage undervisningen en uges tid, og tag der efter en snak om “mindset” og positiv indstilling til inklusion.

H: Brug en masse penge på skolen. Det er billigst i længden.

Læs på Facebook

Mega-klasser

Venstres børneordfører, Anni Matthiesen, mener, at der godt kan være 30 elever i klasserne, så længe man holddeler. Derved sparer man penge. Det gør man ikke. 

For det første er der ikke fysisk plads i de danske klasselokaler, der almindeligvis er dimensioneret til max 28 elever (ofte mindre). Øvelsen kommer altså til at koste en gennemgående ombygning af de fleste skoler. Den slags er dyrt. 

For det andet kræver holddeling dobbelt så mange lærere, hvilket i praksis svarer til, at man opererer med klasser på 15 elever. Den slags er dyrt.

Da vi (åbenbart) skal spare bliver konsekvensen, at der puttes for mange børn ind i for små lokaler, og at der kun er een lærer til at styre hele flokken.

Måske mega-klasserne i virkeligheden er et led i en større masterplan, hvor eleverne skal opbevares billigt mens forældrene arbejder døgnet rundt. Jeg bliver lidt bekymret.

Læs på Facebook

Glem deltid

For nylig kunne vi konstatere, at børn i stigende grad bliver stressede og må meditere i skoletiden. Pyt med det, lyder det nu i en ministeropsang i Berlingske. Stik børnene nogle flere institutionstimer på "fleksible" tidspunkter, så mor og far kan tjene flere penge. Glem deltid og kom i gang, så fremtiden sikres. 

-Men stop holdt...fremtiden tilhører jo børnene, og hvis de går tidligt ned på stress, så er der jo ingen til at forsørge os, de gamle. Jeg forstår det ikke helt. Trygge børn er dem, der oftest bliver kreative, innovative, højt præsterende og ...glade. Jeg troede det var det, vi gik efter (?).

Stod det til mig, skulle der meget mere deltid ind over de danske børnefamilier. Som jeg siger til mine stress-klienter: "Du kan selv vælge, om du vil bruge sommerferien rig og bekymret i New York, eller om du vil grine din røv i laser sammen med ungerne på Vejers Camping". 

Jeg håber, at folk også i fremtiden kan vælge kvalitetstid med børnene frem for penge. Faktisk tror jeg, at vi bliver rigere som samfund af det valg.

Læs på Facebook

Inklusion, rummelighed og karate

En artikel fra Århus Lærerforening, hvor jeg holdt foredrag for nylig.

Læs artiklen her

Meditation i skolen

Flere skoler er begyndt at dyrke meditation i skoletiden, med henblik på at håndtere elevernes stress. 

Måske man hellere skulle tage fat om årsagen til problemet, i stedet for at symptombehandle. 

Jeg mener…lange dage i et (naturligt) støjfyldt miljø, presset personale, præstations- og testkultur, tidspresset fritid…det er den slags, der genererer stress.

Send hellere eleverne tidligt hjem, minimér testning, giv lærerne tiden til forberedelse og se så, om der stadig er brug for stressreducerende meditation. Jeg tror, at behovet vil være mindre.

Læs på Facebook

Synlig læring

Jeg har tænkt lidt over det med synlig læring & synlige mål.

Nedenstående er forholdsvis firkantet og bør læses med alle forbehold. Ikke så meget desto mindre mener jeg, at læring bør styres af elevernes nysgerrighed, ikke af de voksnes pointavler.

Synlige mål i undervisningen virker måske, når læringsprocessen fokuserer på tilegnelse af tekniske færdigheder. Eksempel: 

Elevens læsetempo er X. 
Tempoet ønskes øget til det synlige mål Y.
Metoder sættes ind, så tempo X omdannes til tempo Y.
Eleven testes og man finder ud af, at eleven kan tempo Y.

Problemet kan dog være, at den, der “ønsker” ikke er den samme som eleven selv, -hvorfor enhver metode, der ikke er baseret på motivation og oplevelse af mening kommer til kort. -Men ofte kan det i sådanne situationer være en OK fremgangsmåde, at sætte tydelige mål og give positiv/konstruktiv feedback på elevens progression. Ingen tvivl om det. 

Synlige mål i undervisningen kan på den anden side virke hæmmende, hvis læringsprocessen centrerer sig om noget, der er “større” end det rent “tekniske”. Eksempel:

Eleven ved kun lidt om 2. verdenskrig.
Det ønskes, at eleven kender til centrale begivenheder og navne (synligt mål).
Metoder sættes ind så centrale begivenheder og navne “læres".
Eleven testes og det konstateres, at eleven kan de ønskede data-mål.

Problemet er dog, at elevens fokus har været rettet mod det, han/hun blev målt på. Dette er jo helt naturligt. Fokus var holdt væk fra andre relevante emner, der måske var spændende og meningfulde for eleven, men som ikke gav samme point i testen. 

Der i ligger min bekymring. Hvis man fra starten afgrænser læringens horisont, så får man alt for lidt ud af de muligheder, man har. 

Jeg ved godt, at det kan være en tillokkende idé, at gøre alt målbart, -særligt når man skal styre en kæmpe skude som det danske skolevæsen. Når det kommer til børns læring, så mener jeg bare ikke det er en hensigtsmæssig vej frem.

Læs på Facebook

Jeg er ikke imod skolereformen. Men...

Nogen har fået det indtryk, at jeg pr. definition er imod skolereformen. Det er jeg ikke. Jeg har ikke undersøgt hele reformen i detaljer, så at være imod det hele, det er jeg ikke.

Der er dog flere elementer, jeg finder problematiske, -eksempelvis den forlængede skoledag, den begrænsede forberedelsestid vs. de mange undervisningstimer, fokuseringen på testning og mulighederne for inklusion af elever med specialpædagogiske udfordringer m.m. 

Reformens idégrundlag kan jeg heller ikke forstå…-hvorfor bliver “dannelse” eksempelvis nærmest sidestillet med “læringsmålsstyring”. 

Jeg ved godt, at der almindeligvis er forskel på central formuleret ideologi og konkret pædagogisk praksis i virkeligheden. Jeg anerkender også fuldt ud, at nogle lærere, pædagoger, ledere, forældre og elever trives godt i den nye skolehverdag. 

Men når jeg nu kommer på mange skoler (ca. 2-3 om ugen i hele landet), møder mange børn, forældre, lærere og pædagoger m.m., læser en del forskning og holder mig up-to-date med teorien på området, så mener jeg, at man med rette bør være en smule kritisk. -Så det er jeg, -men samtidig fuldstændig åben for folk der har andre og mere positive oplevelser end jeg selv. 

Jeg minder blot om, at barndommen ikke kan gøres om (yep - det er en floskel - men ikke så meget desto mindre, så passer det). -Og som det er nu, så kører det (i min optik) ikke optimalt, hvilket går ud over børnene, deres forældre og de ansatte. Derfor en smule konstruktiv modstand fra undertegnede.

Læs på Facebook

Det store billede

Man har antydet, at debatten om folkeskolen handler for meget om “detaljer" og for lidt om "det store billede". Det kan da godt være, men det "store billede” udgøres jo af en række mindre detaljer. 

Den forlængede skoledag er eksempelvis en detalje, der har væsentlig effekt på mange elever, med eller uden "særlige behov”. Man kan diske op med alskens slags målstyret, kreativ, læringsstilstilpasset og differentieret undervisning, der retter sig mod den ene eller den anden form for dannelse…hvis eleverne er brændt ud for den dag, så hjælper det lige fedt. 

Naturligvis skal vi tale om det store billede. Det hele bør dog ske i respekt for de nære, dagligdags udfordringer, der udgør børnenes og skolepersonalets praktiske hverdag. 

Hvis man er uenig, hvilket man gerne må være, så smut ud i et almindeligt klasselokale efter 12-frikvarteret og se hvad der sker. Så kan vi jo tage snakken bag efter.

Læs på Facebook