Pædagogisk værtskab - og uro i skolen

 

Støj, uro, forstyrrelser eller mere præcist “undervisningsforstyrrende uro” er en udfordring i skolen, der spænder ben for både deltagelse og trivsel. Men hvordan kommer vi uroen til livs?

 
Super god læsning. Den burde alle, der interesserer sig for pædagogik, læse.
— Mads Thomsen, lektor i pædagogisk psykologi

I denne bog introducerer Rasmus Alenkær begrebet pædagogisk værtskab, som svar på dette spørgsmål. Pædagogisk værtskab handler om at skabe rammer og relationer, der giver børn følelsen af at være velkommen i skolen. Værtskabet sker på tre niveauer:

  • Det strukturelle værtskab – som viser sig i skolens organisering og værdigrundlag

  • Det personlige værtskab – som viser sig i de voksnes klasseledelse, relationsarbejde og måde at undervise på

  • Medværtskab – som viser sig i børnenes deltagelsesadfærd og sociale dynamikker.

Hovedbudskabet i bogen er enkelt og positivt: Det er muligt at skabe grundlag for ro, tryghed og fokus i skolen gennem pædagogisk værtskab. Bogen giver en række praktiske anbefalinger til konkrete initiativer i den daglige undervisning og i forhold til skolens struktur, ledelse og prioriteringer.

Bogen bygger på teori og forskning på området og tager ikke mindst afsæt i Rasmus Alenkærs egne journalnotater fra en lang række pædagogiske udviklingsforløb i danske grundskoleklasser. Bogen giver derfor et unikt, aktuelt og praksisrettet blik ind i den danske folkeskoles hverdag med fokus på alt det, der understøtter – eller udfordrer – sundhedsfremmende og robuste læringsmiljøer. 

Pædagogisk værtskab og uro i skolen henvender sig til lærere, pædagoger, skoleledere, ressourcepersoner, studerende på grund- og efteruddannelser, konsulenter, psykologer, bestyrelser, beslutningstagere og politikere. 

Køb bogen her

Tak for en god formiddag, som var virkelig lærerig og vanvittig spændende. Vi gik klogere og opløftede derfra.
— Eva Pedersen
Tak for et fantastisk oplæg. Det er en berigelse at have kloge folk til at blive inspireret af. Du formår at ramme spot on. Må alle lytte og tage det til sig.
— Camilla Kastrup Nielsen
 

Anmeldese af Merete Riisager

“Forestil dig, at du møder på arbejde i et åbent kontorlandskab. Din sidemand kigger på videoer på sin mobil, og han vil gerne vise dig dem. To af dine kolleger skændes højlydt og teamlederen prøver at tale dem til ro. En fjerde kollega vandrer hvileløst rundt i lokalet, mens en femte kaster en bold igennem lokalet. En sjette forlader lokalet og smækker døren efter sig med et brag.

Hvordan ville det påvirke din dag? Og hvordan ville det påvirke dig, hvis det var virkelighed hver eneste dag - fra om morgenen til ud på eftermiddagen?

Ikke godt, formentlig. Ikke desto mindre, er det sådanne rammer, ganske mange børn og lærere møder ind til hver dag i skolen. Støj er et stort problem for elevers mulighed for at lære og det tærer på trivslen og det gode børneliv.

Der er brug for denne bog mange steder i landet. Jeg er glad for, Rasmus Alenkær har skrevet den.”

 

Specialpædagogik nr. 2/23 - anmeldt af Anette Lind

“Bogens titel indikerer et tema med introduktionen af begrebet ”pæda- gogisk værtskab” i forbindelse med uro i skolen. Men lad mig allerede nu konstatere, at godt nok tager Alenkær uro i skolen under grundig behand- ling, men forfalder ikke til et ensidigt fokus på uroen. Nej, han går skridtet videre. Eller gravere dybere, om man vil. For det hele hænger sammen. Uro er blot ét af mange temaer, som er vævet ind i hinanden, og som påvirker hinanden gensidigt fx elevers trivsel, inklusion, socialisering, læring og dan- nelse. Det fysiske miljø. Dynamikker. Marginalisering. Skolens organisering. Overgang fra børnehave til skole. Kedsomhed. Personalets tryghed, stress og afmægtighed. Samarbejde med forældre og PPR. Listen er læn- gere. Jeg er imponeret over, hvordan Alenkær formår at formidle et så bredt blik på temaerne på en meget tilgængelig måde.

At bruge metaforen ”pædagogisk værtskab” handler i bund og grund om, at elever skal have følelsen af at være velkommen i skolen.

Værtskabet sker på tre niveauer; det strukturelle (skolens organisering og værdigrundlag), det personlige vært- skab (klasseledelse, relationsarbejde og måden der undervises på) og med- værtsskab (elevers deltagelsesadfærd og dynamikker). Bogens tema kunne lige så vel hedde ”trivsel”, ”inklusion”, ”læring” – for i og med Alenkær omfavner kompleksiteten med udgangspunkt i fænomenet ”uro” og de bagvedliggende årsager, behandler han også de andre temaer, som alle er forbundne. Alenkær trækker på forskning, teorier og empiri fra sin mangeårige praksis med udviklings- projekter i den danske folkeskole og afdækker, at der ikke findes en simpel ”one size fits all” løsning. Ej heller, at ansvaret kan distribueres til fx eleven, forældrene eller personalet. I en tid, hvor de ”nemme løsninger” sikkert sælger bedre, tilbyder Alenkær en praksisrettet tilgang som favner kompleksiteten. Og dét er tiltrængt og velkomment!

I beskrivelsen fra forlaget står der, at bogen ”henvender sig til lærere, pædagoger, skoleledere, ressource- personer, studerende på grund- og efteruddannelser, konsulenter, psy- kologer, bestyrelser, beslutnings- tagere og politikere”. Jeg er enig. Faktisk mener jeg, at bogen burde være pligtlæsning for alle parterne. Bogen får derfor min varmeste anbefaling.”

 

Folkeskolen.dk - 7. juni 2023 - anmeldt af Christina Krolmer

”Pædagogisk værtskab skal ikke ses som et nyt koncept”, understregede Rasmus Alenkær for et par måneder siden i en artikel her på folkeskolen.dk. Lige siden har jeg glædet mig til at læse bogen. For hvad er ”pædagogisk værtskab” så, og hvordan kan vi bringe det i spil derude i skolen? Forfatterens primære ærinde med bogen er at introducere begrebet ’pædagogisk værtskab’ og relatere det til blandt andet opgaven med at minimere den undervisningsforstyrrende uro i skolen. De voksne i skolen påtager sig et 'pædagogisk værtskab' og børnene i skolen hjælpes til at påtage sig et 'medværtskab'.

I bogens første kapitel præsenteres og defineres dette 'pædagogiske værtskab' og principperne, som forfatteren har bygget sin teori op omkring. Herefter zoomes der ind på uro, som begreb i relation til skolen og uroens betydning for voksne, børn og forældre. Herefter følger forfatterens bud på, hvordan det konkrete møde mellem børn og voksne kan udspille sig i undervisningen: Det personlige værtskab, som kommer til udtryk i de voksnes klasseledelse, relationsarbejdet og deres måde at undervise på. Forfatteren beskriver skolens undervisning som en fest, da der ”i overført betydning er en række fællestræk ved begge begivenheder.” Kapitel fire omhandler det strukturelle værtskab: Om skolen som ramme for fællesskabet, mens der i det femte ses på medværternes, børnenes, deltagelsesadfærd og de sociale dynamikker, der kan opstå. Her får læseren også et eksempel på et klasseforløb. Bogens afrundes med forfatterens pointer, anbefalinger og personlige henvendelse til skolepraktikeren.

Jeg er glad for at have læst ”Pædagogisk værtskab og uro i skolen”. og det er der flere grunde til. Først og fremmest føler jeg mig som lærer med mange år på bagen i folkeskolen, respekteret og forstået, for bogen er gennemsyret af, at forfatteren er aktør derude i skolen og selv har deltaget i både den gode og knapt så gode 'fest'. Forfatterens praksiserfaringer, sammenholdt med teori og forskning i relation til undervisningsforstyrrende uro som fænomen i skolen, er her blevet til en relaterbar, nuanceret og praksisrelevant bog, ubesværet læst og forstået, selv i en travl skolehverdag. Nuancerne opstår, da der også er et skarpt blik på det, der er svært, for eksempel at undervisningsforstyrrende uro er komplekst og ikke bare kan quickfixes. Forfatterens ultimative mål med bogen er ”at læseren med bogens anbefalinger, kan være medskaber af det, som man kunne kalde positive og nærværende møder mellem mennesker, hvor skolens børn føler sig velkomne”: Hermed min varme anbefaling med tak for en god bog!

 

Specialpædagogisk Månedsblad - 19. årg. nr. 232 - 2023 - anmeldt af Kai Pedersen

Når man læser Alenkærs bøger har man en følelser af, at her er en der virkelig ved hvad der sker i den virkelige verden i skolen. Han øser af en guldgrube af observationer og viden man kan lære af. Bogen indeholder god og forståelige forklaringer og er godt struktureret. Kan varmt anbefales.”

 
 

Se klip fra Go´ Aften Danmark

 

Alenkær i Skole & Forældre: Pædagogisk værtskab og undervisningen som en fest

 

Alenkær i Skole & forældre: Sådan genstarter I en klasse

 

Læs feature om støj i skolen med bidrag af Rasmus alenkær

 

Læs artikel om Rasmus Alenkær og Pædagogisk værtskab i Lærerbladet - s. 18 - 20

 

Klik på billedet for at læse artiklen i folkeskolen.dk

 

Klik på billedet for at se artikel