God undervisning, og hvad med dig selv?

En aktuel rapport fra EVA fortæller, at eleverne definerer god undervisning via 5 følgende punkter:

Når undervisningen matcher elevernes forudsætninger
Når der er gode relationer mellem undervisere og elever
Når eleverne har en aktiv rolle i undervisningen
Når skoledagen er varieret og alsidig
Når der er mulighed for fordybelse og koncentration

Det er godt, at eleverne har en stemme; hurra for det! Dog lægger jeg mærke til, at eleverne gennemgående definerer “god undervisning” som noget der skabes af skolen eller den enkelte underviser, ikke af dem selv. Jeg kunne derfor samtidig godt tænke mig en opfølgende undersøgelse, der stiller eleverne følgende spørgsmål:

“Hvad gør du selv for at udvikle dig fagligt?”
“Hvordan bidrager du selv til den positive relation mellem din lærer og dig?”
“Når du har en aktiv rolle i undervisningen, -hvad gør du så for at alle, og ikke kun dig selv, kan være aktive?”
“Hvad gør du selv for at få det til at fungere, når I laver “alsidig” eller “alternativ” undervisning, som ikke foregår bag skrivebordet i klassen?”
“Hvad gør du selv for, at det i klassen er muligt at fordybe sig og koncentrere sig?”

Den undersøgelse vil jeg se frem til at læse.

Og lige for at være helt tydelig: Jeg mener bestemt ikke, at vi skal give eleverne hele ansvaret for, at undervisningen fungerer. Bestemt ikke. -Og som jeg altid siger, så er børnene de eneste, jeg holder med. Men ud over, at skolesystemet har nogle hængpartier, der skal forandres, så synes jeg samtidig at vi i rimeligt omfang skal huske børnene på deres eget medansvar.

DEL GERNE

Reference: EVA (2018), Elevernes oplevelse af skoledagen og undervisningen

Gaming

Flere og flere børn er meget optagede af PC-gaming, særligt Fortnite. Fint nok, -gaming kan være en sjov aktivitet.

Men i flere tilfælde ses der i undervisningen en sammenhæng, eller i hvertfald et sammenfald, mellem hhv. børn der gamer meget, og børn der har svært ved at holde koncentrationen og motivationen.

Dette kan hænge sammen med, at man via gaming vænner hjernen til at få hyppige “belønninger” via stoffet dopamin, der produceres, når man “scorer” eller “rammer” m.m.

Den slags kan skolen ikke konkurrere med, for ofte skal man i undervisningen beskæftige sig med aktiviteter, der ikke hele tiden udløser dopamin.

Det kan derfor anbefales, at man som forældre overvejer en begrænsning af børnenes gaming i fritiden. I stedet kunne man måske tilbyde børnene alternative, men stadigt udfordrende og sjove, fritidsaktiviteter.

Eller også, og hold nu fast, kunne man give børnene den opgave selv at finde på noget at lave, uden voksenhjælp.

Jeg sige det bare.

Alenkærs nytårstale

2018 har desværre været året, hvor intensiteten af børns negative adfærd i undervisningen har været tiltagende.

Adfærden kendetegnes særligt ved tre forhold:

1. Børnene er blevet mere voldsomme og aggressive overfor de voksne. Aldrig før i mine 24 år som hhv. lærer og psykolog er jeg blevet slået, sparket og spyttet på så meget, som i dette år. Hertil er den verbale aggression overfor både voksne og jævnaldrende langt mere ekstrem end tidligere. Som gæv vestjyde med tradition for at kommunikere via eder og forbandelser (kun privat og i god ånd), må jeg se mig slået med flere længder af børnene.

2. Skolevægring kan have mange udtryk, og er en stigende problematik. Børnene stikker af fra undervisningen som aldrig før. Ofte oplever jeg “løber-adfærd” som en helt almindelig del af børnenes adfærdsrepertoire. Et stigende antal børn kommer slet ikke i skole.

3. Børnene “nægter” som aldrig før. Almindelige og rimelige henstillinger (“…er du sød at gå hen på din plads…”) bliver ofte mødt med “..næ…”. -Og børnene ved udemærket godt, at man som underviser kun kan gøre lidt, for resten af klassen skal også have opmærksomhed.

I 2019 er det mit ønske, at vi tager børnenes adfærd alvorligt. Vi bliver nødt til at ændre de forhold, der skaber - og pt. eskalerer - denne markante, destruktive adfærd. Eksempelvis:

Der skal være mere tid til forberedelse, samarbejde og opfølgning. Underviserne er ofte stressede, og det kan jeg godt forstå. Man kan jo ikke puste og have mel i munden samtidig, -det ved alle.

Der skal færre elever i klasserne. Det fysiske arbejdsmiljø er bekymrende, for larm, snavs og rod er ofte en naturlig del af børnenes hverdag. Voksne ville aldrig finde sig i den slags forhold.

Der skal være mere end én underviser i klassen på samme tid. En didaktisk leder, eksempelvis en lærer, og en trivsels/adfærds-back-up, eksempelvis en pædagog, kan være løsningen.

Hertil kunne jeg nævne flere andre forhold: En mere hands-on PPR-praksis, hvor rådgivningen foregår ude i klasserne, ikke på sporadiske, såkaldt konsultative møder. Man skal droppe den lange skoledag, de anti-pædagogiske tests, den understøttende undervisning og den administrative inklusion, hvor børn med markante, specialpædagogiske behov, placeres i almenklasser uden passende støtte.

De danske elever er nogle gode børn.
De danske underviserer er gode til deres arbejde.
De danske forældre vil gerne støtte folkeskolen.

Nu mangler vi bare, at de danske beslutningstagere og politikere på øverste niveau lytter til os, der arbejder i praksis, ...og til alle de dyre rapporter, der understøtter det, vi siger.

Det er min forventning og mit håb, at 2019 bliver året, hvor skuden vender.

Godt nytår.

Nogle bud på en læreruddannelse

Nogle bud på en læreruddannelse:

1. Som underviser på seminariet må man først undervise de studerende, når man selv har undervist rigtige børn på en rigtig skole. Et godt stykke tid. Og hver 3. år eller hyppigere skal man ud i praksis og have ansvar for rigtige børn og deres forældre.

2. Undervisningen på seminariet skal rette sig mod HÅNDVÆRKET “undervisning af børn og unge”. Man skal ikke uddanne refleksive praktikere, læringskonsulenter, team-agenter eller lign. Man skal uddanne håndværkere. -For det siger sig selv, at man kan tænke over egen praksis, at man kender sin teori og at man kan samarbejde, når man er en dygtig håndværker.

3. Undervisningen skal foregå som 50% teori på seminariet og 50% mesterlære på en rigtig skole, hvor man naturligvis får løn for sit arbejde.

4. Et mix af almen- og specialpædagogik er nødvendigt, og naturligvis skal man have lov at specialisere sig i udvalgte fag på seminariet. Vigtigst af alt: Pensum skal ikke være præget af modeluner og UCérnes falden-på-knæ for enhver “teori”, der kan tjenes penge på.

5. Praktiklæreren, “mesteren” skal have kompetence til at lade den studerende dumpe / fyre lærlingen, hvis denne ikke er egnet / ikke passer sit arbejde.

6. Om man kalder den uddannede lærer “kandidat”, “bachelor” eller andet er jeg ligeglad med. Bare den uddannede kan sit kram og ikke vælter, når vinden blæser - for det gør den ude i virkeligheden.

Der er sikkert en del, jeg ikke har fået med.
Men det er da et sted at starte.

Når elever slår

Forleden skrev jeg et lille indlæg, der mildest talt har genereret en ordentlig omgang trafik på min side.

Mange har liket, delt og kommenteret positivt. -Tak for jeres deltagelse.

Andre har på konstruktiv vis problematiseret min begrebsanvendelse, hvilket jeg takker for - for sådan lærer man i fællesskab.

Og så er der dem, der har fokuseret så meget på anvendelsen af begrebet "tortur", at den oprindelige teksts egentlige intention og pointe synes at være forsvundet.

Slutteligt er der en ordentlig bunke følgere, der har set sig tvunget til at skrive til mig personligt, fordi de oplevede sig hørt og anerkendt, men som i den tiltagende turbulens ikke magtede/turde at deltage i den offentlige tråd.

Min intention var ene og alene at forklare, hvorfor det kan være psykisk svært at bliver overfaldet af en elev. Den pointe forsvandt i et vist omfang, fordi jeg brugte ordet "tortur" - og det skulle jeg ikke have gjort.

Så ved I hvad. Nu tager jeg et ledelsesmæssigt valg, og sletter det oprindelige indlæg, som jeg her under erstatter med version 2.0. Det må jeg godt, for det er min blog.

Jeg har intet imod, at man er uenig med mig eller hinanden, men når det hele bunder i misforståelser eller begrebsmæssige uklarheder, og når samme afholder dem det hele handler om (dem der er blevet overfaldet) fra at deltage ... så skrotter vi og prøver igen.

Så her er version 2.0, i hvilken jeg har beholdt så meget, af den oprindelige tekst, som muligt. Jeg beklager, at kommentartrådene også går tabt, -men skriv igen her under, hvis det stadigt er relevant (det er det sikkert).

Vh Rasmus Alenkær

-----

Når en elev slår eller sparker en lærer/pædagog, kan det have alvorlige, psykiske konsekvenser for den voksne, -også selv om den voksne er stærk og erfaren.

Som professionel har man qua sin rolle, opgave og sit menneskesyn begrænsede muligheder for at forsvarer sig, sådan som man måske ville gøre i enhver anden situation, hvor man er truet på sin sikkerhed. Man må ikke engang stikke af, -for man får penge for at blive.

Med andre ord mister man kontrollen, hvilket kan være mentalt belastende i en sådan grad, at det er skadeligt. Hertil skal man indregne en god del skyld og skam, instinktiv frygt for at overfaldet gentager sig, og måske værst af alt på den lange bane - faglig selvbebrejdelse.

Derfor kan selv meget erfarne og dybt professionelle fagfolk udvikle en overbelastningsreaktion, efter at være blevet overfaldet af et lille barn. Det handler altså ikke om, hvor stor, stærk, dygtig eller erfaren man er. Det handler om noget helt andet.

Så hvis du har en kollega, der har fået slag eller spark, -så giv lige vedkommende et ekstra knus og sig, at du godt kan forstå det er hårdt.

Vh
Rasmus

PS: I ovenstående forholder jeg mig udelukkende til de psykiske eftervirkninger af overfald på professionelle i skoleregi. Jeg forholder mig ikke til årsager til overfald, jeg har ikke givet nogen skylden, og jeg har ikke lagt op til nogen former for konsekvenser.

Atjuuuuu....

I forbindelse med dagens klassebesøg (-det kan være lige meget hvor det var - og det er i øvrigt en god klasse og en god skole), sendte personalet og jeg 4 børn fra samme klasse hjem pga. sygdom.
To af børnene fortalte, at de havde været syge allerede om morgenen - en af dem endda hele weekenden. Snot i hovedet, hævede øjne og varme kinder. De to andre havde dårlig mave, tydeligvis en maveinfektion (...jeg er ikke læge, men altså...), og de løb fra klassen til toilettet tur/retur.
Og så er det jeg tænker: Er det rimeligt, at man som forældre sender et virusramt barn i skole? Er der ikke bakterier nok i forvejen i skolemiljøet? -Og i de klasser jeg kommer, er stressniveauet almindeligvis højt - hvormed også elevernes og personalets immunforsvar er nedsat.
Så... når rådet til voksne lyder “er du syg, så bliv hjemme - både for din og for de andres skyld”, så burde det også gælde for børn.
Er det mig, der overreagerer? -I så fald undskylder jeg gerne.

Ud af klassen

Det er ikke OK, at man i vrede smider en elev uden for døren. Hvis målet er "straf" har man naturligvis sejret, -forudsat at eleven rent faktisk efterlever det talte ord og forføjer sig. Elles har man tabt. Big time. Uanset skal man ikke regne med, at eleven hverken "angrer" sin opførsel, eller bruger sin karantæne på at analysere egen adfærd og/eller planlægge en mere hensigtsmæssig sådan, når døren til klassen atter åbnes.

Der imod er det OK, at man tilbyder eleven mulighed for, selv at træffe et valg:

A)
"Du kan vælge at være i klassen, -hvilket jeg allerhelst vil have.
I så fald gælder de samme regler for dig, som for de andre elever.
Dvs. at vi ikke forstyrrer hinanden, men at vi er venlige og at vi arbejder med undervisningens indhold.
Hvis du synes det vi laver, er for svært, skal jeg nok hjælpe dig, når det er din tur.
Hvis du har været i en konflikt, skal jeg nok hjælpe dig med at løse den, når det bliver din tur.
Ind til da, så gør hvad du kan uden min hjælp, men forstyr ikke de andre, der - som du kan se - er kommet i skole for at lære noget og for at være gode kammerater."

B)
"Hvis du af en eller anden grund ikke er i stand til at vælge A, så er du velkommen til at vælge B - nemlig at sætte dig uden for klassen og arbejde.
Når det er din tur, så kommer jeg ud og tjekker, hvordan du har det.
Jeg er ikke vred på dig, og jeg er ked af, at du har en dårlig dag.
Men jeg forventer, at du selv vælger, -ellers vælger jeg for dig."

Bliver "B" anvendt ofte, skal der naturligvis mere til, -men det gør jeg ikke noget ud af i denne omgang.

Ros dit barns underviser

Har du givet din underviser, behandler eller lign. et klap på skulderen i dag?

Jeg har fået en mail fra en glad mor til en pige, der har været min klient et stykke tid nu. Den feedback har jeg fået lov til at dele, -naturligvis fordi jeg er glad for, at nogen kan lide mit arbejde, men også for at minde andre forældre om, hvor meget det betyder for en fagperson, at få positiv - og hjertelig - feedback. Jeg oplever, at forældre, elever og andre i dagligdagens trummerum overser eller glemmer, at man som hårdtarbejdende professionel har brug for et klap på skulderen i ny og næ.

“Nu jeg har fat i dig, vil jeg benytte lejligheden til at sige, at vi sætter stor pris på den måde du "håndterer" vores pige. Hun er rigtig glad for din "usnobbede", "nede på jorden" tilgang til dit fag, som gør, at hun ikke føler, at hun sidder til forhør og i den grad er en patient med en diagnose. Hun føler, at du ser hende, som et menneske og ikke bare som en klient og hun elsker, at du giver noget af dig selv, så fokus ikke er på hende hele tiden. Ja, du gør det bare rigtigt godt - så af hjertet tak for det!”

Ja, jeg bliver så rørt, når nogen skriver den slags. Og så får man energien til at give den en ekstra skalle!

Lad os alle huske på, at fagfolk bliver ekstra gode til deres fag, hvis de får ros, når det er fortjent.

Og hvis du har fået fortjent ros, så skriv det i kommentarsporet. Den slags skal siges højt og vi kan ikke få nok!

DEL GERNE

Stop

Tag det nu alvorligt, når der siges stop!

Vi er pædagogisk set kommet rigtigt langt de sidste 20 år. Generelt er klasseledelsen blevet bedre, menneskesynet er blevet mere mangfoldigt, undervisningen er blevet mere differentieret og samarbejdet omkring eleverne er blevet bedre.

Derfor mener jeg, at man skal tage det alvorligt, når en lærer eller pædagog siger: “Stop. Dette barn har bedst af IKKE at være i min undervisning”.

Mener jeg så, at vi skal segregere flere børn til specialtilbud? Ikke nødvendigvis.

Mener jeg, at alle undervisere har gjort alt, hvad der kan gøres inden for rammerne af det almene? Nej, slet ikke.

Men jeg mener, at den traditionelle klasse-organisering ikke er hensigtsmæssig, hvis man vil praktisere kvalitativ inklusion: For enten er man inde, eller også er man ude. Der er ingen mellemvej.

Tiden er inde til etablering af en specialpædagogisk, organisatorisk hybrid på alle almenskoler.

Der skal være et sted til de børn, der for en stund, i perioder eller måske bare et par timer sidst på skoledagen, simpelthen ikke magter at være sammen med alle andre: En pædagogfaglig rasteplads, et mindfuldt pusterum eller en inkluderende hængekøje. Kald det hvad man vil, så længe stedet ikke bruges som en pædagogisk skraldespand - som de gamle OBS-klasser.

Det bør ikke være enten/eller for de urolige, de voldsomme, de angste, de skrøbelige, de traumatiserede, de afledelige, de hyperaktive, de dårligt begavede og så videre.

Det bør være både/og.

Den slags er ikke eksklusion. Den slags er inklusion.

DEL GERNE

Kaosklasse på 179

Jeg har fået en henvendelse vedr. en ny kaos-klasse opgave.

Der er tale om en gruppe på 179 elever, der beskrives som intrigante, provokerende og dårligt samarbejdende. De er netop i dag mødt ind efter sommerferien; -som godt nok synes lang, sammenlignet med andres sommerferie.

Det kognitive funktionsniveau blandt de 179 elever er øjensynligt svingende, men hvor mange, der har diagnoser, ved jeg ikke. Uanset går hverdagen med endeløse diskussioner, hvor kun få lytter til hinanden, og hvor beskyldninger om det ene eller det andet flyver gennem luften. Det største problem i klassen er dog, at ingen vil tage ansvar for egne fejl. Eksternal attribuering - årsagen ligger uden for mig - er helt centralt i denne klasse.

Evne til fastholdelse af fokus og opmærksomhed er udfordret, for at sige det mildt. Man har i den forbindelse forsøgt at indføre “nul-smartphone-politik” i det store fælleslokale, men det er ikke lykkes. Derfor er der kun få der lytter, når der tales fra “talerstolen” (...jeg går ud fra, at det er et klasseledelsesudtryk...). På videoer (...sikkert noget Marte Meo...) ses det, at mange går hvileløst rundt i lokalet, eller at andre simpelthen har givet op og bare snakker sammen i små par.

Man arbejder i øvrigt med “frit fremmøde”, hvorfor ved jeg ikke, men resultatet er, at få rent faktisk møder op, når der er samling.

Der er udpræget tendens til gruppedannelse, og kampen om at blive “valgt” (...sikkert noget med rundbold eller den slags...) fylder nærmet alt i den sociale dynamik. Man vil gøre HVAD SOM HELST for at blive valgt.

Hertil er der tale om tryghed/utryghed som generel udfordring. Næsten alle 179 vil gerne ses og høres konstant, men de vil helst tale med en “interviewer” (...jeg går ud fra, at det er et pædagogisk konsulentudtryk...), som de kender, og som de har faste aftaler med mht. spørgsmål og taletid.

Men nok om det. Jeg satser på at sige ja tak til opgaven. Dog tror jeg ikke, at min faste rutine på 4 arbejdsdage pr. klasse helt er nok i denne omgang.

DEL GERNE

PS: Længe leve demokratiet!

Hviskussion

Der er ikke noget bedre end en god hviskussion.

Efter en målrettet indsats i forhold til problemadfærd, afbrydelser og støj, var den pågældende klasse, som jeg er supervisor for, kommet så langt, at der nu er dejlig, dejlig, dejlig arbejdsro. Lang tid af gangen. Jeg har det på video, men kan naturligvis ikke vise det her på siden. Men tro mig.

Ved et gruppebord sad 6 piger, der pludselig røg ind i en ophedet debat. Det var fantastisk. Hvorfor? Fordi de
a) diskuterede noget fagligt - der var ikke tale om en social konflikt, som der ellers har været mange af, og
b) fordi de “hviskuterede” - altså det fænomen der gør sig gældende, når man diskuterer energisk - men med hviskestemme.

Man bliver så glad!

Måske skal vi i virkeligheden sætte mere fokus på det fænomen i folkeskolen. Meget godt kan nemlig ske i en klasse, når man har en god hviskussion.

Et redskab til løberne

Vi bliver nødt til at udvide definitionen af skolevægring til også at omfatte “løberne”, -dvs. de børn/unge, der på daglig vis stikker af fra undervisningen. Problemet kan i den forbindelse være, at der i en travl dagligdag sjældent føres protokol med elever, der bevæger sig ind og ud af undervisningslokalet. Men løbere, -dem er der nok af.

Og hvad gør vi så ved de små løbere? Jeg har ikke det endelige svar, da løsningen i almindelighed beror på mulighederne i den konkrete case.

Min erfaring siger mig dog, at vi aller først må i dialog med barnet og finde ud af, hvad det hele handler om. Fordi der i løber-problematikker ofte er tale om en række markante faktorer, eksempelvis familieproblemer, socialkognitive færdigheder, faglige vanskeligheder, social dynamik, selvbillede m.m., ja, så kan vi være hurtige til at gribe fat i den mest nærliggende årsag og fokusere på den. Vi kan meget vel have ret, men barnet har ofte en mere nuanceret version af problematikken, og har ofte også et godt bud på, hvad der kan hjælpe.

I mine dialoger med løberne har jeg særlig fokus på tre forhold:
1) Problem-konkret: Forståelse af barnets problem og særligt den udløsende faktor (altså... “hvad er det, der helt præcist udløser løbeturen?”)
2) Meta-læring: Gennem dialogen lærer barnet, at man kan kommunikere sin frustration på andre måder, end ved at stikke af. Dette gør jeg MEGET ud af at italesætte sammen med barnet.
3) Alternativer: Hvad kan barnet og os voksne gøre i stedet, så løbeturen bliver afløst af en anden og bedre handling?

Pas i øvrigt på med, at der ikke bare er tale om en “snak”. Dialogen bør foregå via en kendt dialogmetode, som barnet er tryg ved. Jeg anvender den kognitive diamant som primært redskab, og den virker fortrinligt. Dialogen bør sættes i system, så der er løbende opfølgning (...pudsigt ordvalg...) og samarbejde med øvrige undervisere og forældre om indsatsen.

Jeg siger ikke, at dette er hele løsningen, langt fra, men det er klart det bedste sted at starte.

Smagen af blæksprutte

Man ved det er efterår, når sandalerne udskiftes med gummisko. Således også i dag, hvor jeg besøgte en 4. klasse på Bramdrup Skole. Det var første besøg af en lang række på skolen, hvor jeg netop er startet på et udviklingsprojekt. Vi har i størst muligt omfang droppet møder i mødelokaler, til fordel for udvikling der ude, hvor børnene er - i klasselokalerne. Sådan skal det være.

Anyway... snakken faldt på “smagen af blæksprutte” (... som snakken jo almindeligvis gør på mellemtrinnet...):

Pige: Rasmus, har du smagt blæksprutte?
Mig: Ja, det har jeg faktisk.
Pige. Orv! Spiste du også skoldkopperne?
Mig: Øhh...
Pige: Ja, dem der kan suge sig fast.
Mig: Nå... sugekopperne... nej... men til gengæld har jeg smagt en haj. Den smagte af fisk.
Pige: Ja, det siger jo lidt sig selv, for den er jo også en fisk. Kommer du igen i morgen?
Mig: Det kan du tro.
Pige: Jamen så hej hej.

Kids... gotta love ém...

Løbere

Her er jeg så i gang med at indfange dagens 4. eller 5. "løber", altså en elev, der er stukket af fra undervisningen. Det synes at være en mere og mere udbredt mestringsstrategi for eleverne, at de i forbindelse med konflikt, krav, kedsomhed eller lign. simpelthen stikker af. I flere klasser oplever jeg ligefrem "løbe-kultur", hvor det for flere elever er normen, at man søger væk fra klasserummet, når noget ikke umiddelbart går godt. Min erfaring siger mig at det bestemt ikke kun er elever med diagnoser og tydelige, specialpædagogiske behov. Det er ved at være almindeligt.

PS: Jeg fandt alle tre, -og de kom med ind igen - en efter en. Det tog et kvarters tid denne gang. Husk - jeg var ikke underviser - men psykolog - og havde ekstra tid til at søge, finde og samtale.
PPS: For at regnestykket skal gå op: Jeg var gået ud efter én løber, men fandt ud af, at der var tre. Tidligere på dage, var der i to omgange løbet et par andre elever, + én, der kun var smuttet ud på gangen for at gemme sig, så hun tæller ikke. Så ca. 4-5 er vel, hvad der smuttede alt i alt.

Den tredje inklusionsbølge

Vi er nu på vej ind i det, jeg kalder for den 3. inklusionsbølge.

Den første bølge kom midt i 90érne og varede ca. 10 år. Opgaven var på det tidspunkt at definere, hvad "inklusion" var og ikke var rent teoretisk, samt at overbevise alle om, at det hele ikke bare handlede om økonomiske besparelser.

Den anden bølge kom midt i 00érne og varede også ca. 10 år, måske lidt mere. I denne periode måtte man helst ikke diskutere, hvad inklusion var rent teoretisk, og man måtte slet ikke nævne økonomi. Opgaven var at tage ja-hatten på , -også selv om man manglede evidens, økonomi og professionelt overskud (-man skulle jo også lige indføre en ny skolereform).

Nu står vi så ved begyndelsen af den 3. bølge. Vi har erkendt, at "inklusion" kan defineres forskelligt alt efter, om man er økonom eller pædagog, samt at de to definitioner har ganske forskellige mål og implikationer. Særligt økonomernes definition har skabt en masse ravage de seneste 10 år. Den 3. inklusionsbølge kommer derfor i høj grad til at handle om reparation og udvikling af de almene læringsfællesskaber, som har fået drøje tæsk af inklusionsloven, skolereformen, den offentlige debat, gennemgribende besparelser og så videre. Inklusionsindsatser kommer således primært til at handle om alle børn, og derfor er alle børn nu officielt "inklusionsbørn".

Hørebøffer

Jeg stod i El-Giganten med min kammerat og tjekkede hovedtelefoner. Når man er inkarnerede tekniknørder som os to, kræver den slags megen undersøgelse, fordybelse, diskussion og afprøvning. Nogen gange tager vi der ud bare for hyggens skyld, selv om det ikke er den bedste butik til den slags.

Ved siden af stod et forældrepar, der ligeledes skulle købe hovedtelefoner. De havde af ekspedienten fået, hvad jeg vil vurdere til at være, verdens mest ubrugelige vejledning, men jeg nænnede ikke at blande mig. Mor vendte sig opgivende mod mig.

Mor: Øh... undskyld... du ser ud til, at du ved en masse om teknik.
Mig: Ja... det kan man godt sige...
Mor: Altså.... kan du måske hjælpe... vi aner intet om hovedtelefoner.
Mig: Naturligvis. Hvem skal I købe til?
Mor: Vores søn, han er 7 år, han er autist, og han har netop fået plads i en specialklasse, efter at han har været uden undervisning i over et halvt år.

Og LIGE DER går mit liv op i en højere enhed: Pludselig får jeg lov til at rådgive i krydsfeltet mellem to af mine største interesser: Pædagogisk psykologi OG IKKE MINDST ELEKTRONIK. Jeg var i himlen!!! Juleaften for Alenkær, jeg siger det bare.

Vi fandt de helt rigtige hørebøffer, der både kunne skærme lyd, som ikke kløede, ikke var for tunge, som lød godt, som havde udskiftelig ledning, OG SOM VAR PÅ TILBUD (man er jo i Jylland). Begge forældre var meget taknemmelige. Men det var helt klart mig, der var mest glad.

Nu håber jeg bare, at bøfferne passede deres knejt. Ellers håber jeg at kunne hjælpe.

Fravær og skolevægring

UVM har netop via en Rambøll-rapport offentliggjort, at 279 børn pt. står ude skoletilbud, samt at 475 børn bliver hjemmeundervist. Læser man videre i rapporten ses det, at der ikke er standardiserede normer for, hvornår man kalder fravær for "meget". Derfor kan man med rette gå ud fra, at relativt mange flere børn har et bekymrende højt fravær.

Der spiller almindeligvis en masse faktorer ind på ovenstående problem, hvorfor man ikke bør skyde skylden på et enkelt forhold. Men skulle jeg vove pelsen og fokuserer på noget, der næsten altid spiller ind, er det afstanden/tidsrummet mellem “opdagelse af problemet” og “iværksættelse af løsning”.

Det synes, at man ofte danser rundt om oplagte, behandlingsmæssige tiltag, fordi
A) de forskellige intressenter - skole, socialrådgivere, PPR, forældre, psykiatri osv. - har svært ved at samarbejde om en fælles løsning, og
B) at man ikke er enige om, hvem der skal betale for gildet.
C) Hertil er der i nogle sammenhænge fremelsket en forestilling om, at man ikke kan foretage sig noget som helst, før der foreligger en psykiatrisk udredning. Dette hænger typisk samme med det, der her over nævnes som (B).

Konsekvenserne er typisk, at problemerne vokser sig rigtigt store, før nogen gør noget. Derved bliver løsningen endnu dyrere, og mulighederne for at afvikle problemerne bliver derved endnu mindre.

Jeg kunne godt tænke mig følgende:

1. En klar og fælles definition på “meget” eller “bekymrende” fravær / skolevægring.
2. Hurtig terapeutisk indsats til barnet / den unge.
3. Sideløbende rådgivning til familien.
4. Sideløbende samarbejde med skole/institution om behandlingsforløb og eksponeringsplan, så der er fælles fodslag og kun et minimum af hovsa-løsninger.

Det her behøver ikke at være så stort et problem, som det aktuelt er.

Flere børn med diagnoser

Andelen af børn og unge med en psykiatrisk diagnose fordoblet på få år. (...) Fra 2010 til 2017 er andelen, der har fået en diagnose inden de fylder 15 år steget fra fire til ni procent. (kl.dk/Momentum).

Det forstår jeg godt.

Med "Inklusionsloven" er det blevet sværere at få støtte og endnu sværere at få et segregeret tilbud. Så alt imens der tales om "ressourcer", "styrker" og "anerkendelse", skal man ofte frem med fejlfindingsapparatet, hvis man vil have specialpædagogisk hjælp. Den mest kontante måde at gøre dette på, er at erhverve sig en diagnose i det psykiatriske system. Udredninger er dyre og pengene kunne være brugt på pædagogisk praksis, men sådan bider systemet jo sig selv i halen.

Det er i det hele taget blevet sværere at være barn. Den forlængede skoledag, det øgede testpres, det til tider stressede arbejdsmiljø på skolerne og den begrænsede økonomi, gør det ikke let at have problemer. De børn, der for 10 år siden kunne klare hverdagen, kan i mindre grad klare presset i dag. Skolevægring og udvikling af alvorlige problemer er derfor en naturlig konsekvens.

Hertil har de mange, pædagogiske, fancy-smancy-mode-koncepter, der hældes ud over skolerne og institutionerne, skabt forvirring og forkert fokus. Hvorfor? Fordi de sjældent handler om børns trivsel, men i højere grad om at producere såkaldt "evidens", der kan flashes højere oppe i hierarkiet.

Hvad skal vi så gøre?

Vi skal erkende, at specialpædagogik og almenpædagogik ikke er gratis. Men hvis vi investerer nu, bliver det hele meget billigere på sigt ... så hvad venter vi på?

Vi skal lade folk (lærerne, pædagogerne, lederne og de lokale ressourcepersoner) passe deres arbejde, uden at overdænge dem med centralt definerede udviklingskoncepter. Jeg stemmer for lokale løsninger på lokale problemer foretaget af lokale aktører. Ud af mødelokalerne og drop den evindelige team-refleksion. Ind i klasselokalerne med specialpædagogisk kompetente folk, der kan anvise langtidsholdbare løsninger her og nu.

-Og så skal vi én gang for alle ryddet op i det rod, der desværre er opstået i forbindelse med skolereformen, inklusionsloven og Lov 409. Der var sikkert en god idé med det hele, men det virker ikke, så find på noget andet.

Skolevægring

kolevægring, altså det fænomen, at barnet ikke "vil" i skole, er desværre stigende i omfang. Der er i den forbindelse ikke tale om "jeg gider ikke" eller "jeg har ikke lige lyst", men rettere "for at passe på mig selv, er jeg nødt til at så bremsen i og gemme mig derhjemme".

Der er ikke præcise tal på omfang, men både Autismeforeningen og ADHD-foreningen melder om stigninger de sidste 5 år. Samtidig noterer jeg mig (uden statistik), at det ikke bare handler om børn med psykiatriske diagnoser, men i høj grad om en bred vifte af børn. I flere og flere hjem kæmper man dagligt med at få børnene i skole.

Hvorfor?

Tja... vi skal passe på med en simpel forklaring, men kan nogen huske, hvad der skete for sådan ca. 5 år siden på skoleområdet? Inklusionslov, Skolereform og Lov 409! Jeg kalder det "Den djævelske treenighed".

Det er min tese, at denne treenighed har bidraget aktivt til at højne det psykologiske pres på både børn, unge og deres forældre. For slet ikke at tale om lærerne og pædagogerne. Og når der er højt, psykisk pres, øges angstniveauet almindeligvis, -hvilket resulterer i, at de børn, der tidligere kunne klare sig med "almindelige hensyn", nu udvikler decideret skolevægring.

Derfor bør vi se øget skolevægring som en klar indikation på, at vi som samfund er ved at gøre noget rigtigt skadeligt ved vores fremtid, nemlig børnene.

10. grunde til, at inklusionsindsatsen er dekoration

I en artikel på Folkeskolen fortælles der om Janne Hedegaard Hansens aktuelle forskning på "inklusionsområdet". Den foreløbige konklusion er, at der mangler systematik, at der holdes for mange møder og at der i for høj grad fokuseres på det enkelte barn. Det bliver interessant at læse den endelige konklusion i 2019. Se link til artikel i kommentarsporet.

Så... hvorfor er inklusionsindsatsen (ofte) dekoration?

1. Skolerne overdækkes med top-down-definerede projekter og metoder, der fjerner fokus og skaber ligegyldighed, -også selv om nogle af projekterne/metoderne isoleret set er ganske fine.

2. Personalet har begrænset samarbejdstid, og da de fleste metoder er teambaserede, falder de tit til jorden af praktiske årsager.

3. Personalet er presset på alle leder og kanter, hvorfor en tendens til kamp/flugt (oftest det sidste) er en naturlig reaktion, når en øjensynligt umulig opgave viser sig.

4. PPR-medarbejderne har ikke meget tid. Hertil har PPR de seneste 10 år været underlagt den "konsultative bølge", hvor indirekte indsatser (dvs. mødeafvikling) sættes højere end direkte intervention.

5. Særlige indsatser, der har et bredt sigte og som er effektive, er gennemgribende. I en hverdag, hvor der skal afvikles en stor mængde almenpædagogiske projekter, tests, forløb og arrangementer, er der ikke "bare lige tid og overskud" til endnu et projekt.

6. Særlige indsatser koster penge, i hvert fald i opstartsfasen, -men ofte også resten af tiden. -Det er derfor slet ikke sikkert, at der er de fornødne ressourcer til at få en given løsning søsat.

7. De almene forhold i skolen anno 2018 er ikke inklusionsfremmende. Skoledagen er lang, der testes ofte og der er mange elever i klasserne. Dette er en svær præmis at skabe mangfoldighed på.

8. Samarbejdet med eksterne samarbejdspartnere halter. Psykiatrien diagnosticerer (og det er den god til), men rådgiver sjældent processuelt. Det sociale system er ofte involveret, men bidrager i mange tilfælde med parallelle og/eller ukoordinerede løsningstiltag, der kan modarbejde skolens tiltag.

9. Forældrene er ved at / har længe mistet tiltroen til systemet, og flytter børnene. -Men nissen flytter almindeligvis med, og så er vi jo lige langt.

10. Det ser ud til, at ingen højt oppe i beslutningshierarkiet lytter. Jeg har eksempelvis sagt ovenstående i mange år, -se eksempelvis vedhæftede dias, der har været standard (i tilpasset form) i mine oplæg længe. Vi er en del, der råber, men for døve ører.

Heldigvis lykkes det også i mange tilfælde at skabe gode, inkluderende læringsmiljøer. Men vi kan nå længere end som så, er jeg sikker på.