God undervisning, og hvad med dig selv?

En aktuel rapport fra EVA fortæller, at eleverne definerer god undervisning via 5 følgende punkter:

Når undervisningen matcher elevernes forudsætninger
Når der er gode relationer mellem undervisere og elever
Når eleverne har en aktiv rolle i undervisningen
Når skoledagen er varieret og alsidig
Når der er mulighed for fordybelse og koncentration

Det er godt, at eleverne har en stemme; hurra for det! Dog lægger jeg mærke til, at eleverne gennemgående definerer “god undervisning” som noget der skabes af skolen eller den enkelte underviser, ikke af dem selv. Jeg kunne derfor samtidig godt tænke mig en opfølgende undersøgelse, der stiller eleverne følgende spørgsmål:

“Hvad gør du selv for at udvikle dig fagligt?”
“Hvordan bidrager du selv til den positive relation mellem din lærer og dig?”
“Når du har en aktiv rolle i undervisningen, -hvad gør du så for at alle, og ikke kun dig selv, kan være aktive?”
“Hvad gør du selv for at få det til at fungere, når I laver “alsidig” eller “alternativ” undervisning, som ikke foregår bag skrivebordet i klassen?”
“Hvad gør du selv for, at det i klassen er muligt at fordybe sig og koncentrere sig?”

Den undersøgelse vil jeg se frem til at læse.

Og lige for at være helt tydelig: Jeg mener bestemt ikke, at vi skal give eleverne hele ansvaret for, at undervisningen fungerer. Bestemt ikke. -Og som jeg altid siger, så er børnene de eneste, jeg holder med. Men ud over, at skolesystemet har nogle hængpartier, der skal forandres, så synes jeg samtidig at vi i rimeligt omfang skal huske børnene på deres eget medansvar.

DEL GERNE

Reference: EVA (2018), Elevernes oplevelse af skoledagen og undervisningen

Gaming

Flere og flere børn er meget optagede af PC-gaming, særligt Fortnite. Fint nok, -gaming kan være en sjov aktivitet.

Men i flere tilfælde ses der i undervisningen en sammenhæng, eller i hvertfald et sammenfald, mellem hhv. børn der gamer meget, og børn der har svært ved at holde koncentrationen og motivationen.

Dette kan hænge sammen med, at man via gaming vænner hjernen til at få hyppige “belønninger” via stoffet dopamin, der produceres, når man “scorer” eller “rammer” m.m.

Den slags kan skolen ikke konkurrere med, for ofte skal man i undervisningen beskæftige sig med aktiviteter, der ikke hele tiden udløser dopamin.

Det kan derfor anbefales, at man som forældre overvejer en begrænsning af børnenes gaming i fritiden. I stedet kunne man måske tilbyde børnene alternative, men stadigt udfordrende og sjove, fritidsaktiviteter.

Eller også, og hold nu fast, kunne man give børnene den opgave selv at finde på noget at lave, uden voksenhjælp.

Jeg sige det bare.

Nogle bud på en læreruddannelse

Nogle bud på en læreruddannelse:

1. Som underviser på seminariet må man først undervise de studerende, når man selv har undervist rigtige børn på en rigtig skole. Et godt stykke tid. Og hver 3. år eller hyppigere skal man ud i praksis og have ansvar for rigtige børn og deres forældre.

2. Undervisningen på seminariet skal rette sig mod HÅNDVÆRKET “undervisning af børn og unge”. Man skal ikke uddanne refleksive praktikere, læringskonsulenter, team-agenter eller lign. Man skal uddanne håndværkere. -For det siger sig selv, at man kan tænke over egen praksis, at man kender sin teori og at man kan samarbejde, når man er en dygtig håndværker.

3. Undervisningen skal foregå som 50% teori på seminariet og 50% mesterlære på en rigtig skole, hvor man naturligvis får løn for sit arbejde.

4. Et mix af almen- og specialpædagogik er nødvendigt, og naturligvis skal man have lov at specialisere sig i udvalgte fag på seminariet. Vigtigst af alt: Pensum skal ikke være præget af modeluner og UCérnes falden-på-knæ for enhver “teori”, der kan tjenes penge på.

5. Praktiklæreren, “mesteren” skal have kompetence til at lade den studerende dumpe / fyre lærlingen, hvis denne ikke er egnet / ikke passer sit arbejde.

6. Om man kalder den uddannede lærer “kandidat”, “bachelor” eller andet er jeg ligeglad med. Bare den uddannede kan sit kram og ikke vælter, når vinden blæser - for det gør den ude i virkeligheden.

Der er sikkert en del, jeg ikke har fået med.
Men det er da et sted at starte.

Når elever slår

Forleden skrev jeg et lille indlæg, der mildest talt har genereret en ordentlig omgang trafik på min side.

Mange har liket, delt og kommenteret positivt. -Tak for jeres deltagelse.

Andre har på konstruktiv vis problematiseret min begrebsanvendelse, hvilket jeg takker for - for sådan lærer man i fællesskab.

Og så er der dem, der har fokuseret så meget på anvendelsen af begrebet "tortur", at den oprindelige teksts egentlige intention og pointe synes at være forsvundet.

Slutteligt er der en ordentlig bunke følgere, der har set sig tvunget til at skrive til mig personligt, fordi de oplevede sig hørt og anerkendt, men som i den tiltagende turbulens ikke magtede/turde at deltage i den offentlige tråd.

Min intention var ene og alene at forklare, hvorfor det kan være psykisk svært at bliver overfaldet af en elev. Den pointe forsvandt i et vist omfang, fordi jeg brugte ordet "tortur" - og det skulle jeg ikke have gjort.

Så ved I hvad. Nu tager jeg et ledelsesmæssigt valg, og sletter det oprindelige indlæg, som jeg her under erstatter med version 2.0. Det må jeg godt, for det er min blog.

Jeg har intet imod, at man er uenig med mig eller hinanden, men når det hele bunder i misforståelser eller begrebsmæssige uklarheder, og når samme afholder dem det hele handler om (dem der er blevet overfaldet) fra at deltage ... så skrotter vi og prøver igen.

Så her er version 2.0, i hvilken jeg har beholdt så meget, af den oprindelige tekst, som muligt. Jeg beklager, at kommentartrådene også går tabt, -men skriv igen her under, hvis det stadigt er relevant (det er det sikkert).

Vh Rasmus Alenkær

-----

Når en elev slår eller sparker en lærer/pædagog, kan det have alvorlige, psykiske konsekvenser for den voksne, -også selv om den voksne er stærk og erfaren.

Som professionel har man qua sin rolle, opgave og sit menneskesyn begrænsede muligheder for at forsvarer sig, sådan som man måske ville gøre i enhver anden situation, hvor man er truet på sin sikkerhed. Man må ikke engang stikke af, -for man får penge for at blive.

Med andre ord mister man kontrollen, hvilket kan være mentalt belastende i en sådan grad, at det er skadeligt. Hertil skal man indregne en god del skyld og skam, instinktiv frygt for at overfaldet gentager sig, og måske værst af alt på den lange bane - faglig selvbebrejdelse.

Derfor kan selv meget erfarne og dybt professionelle fagfolk udvikle en overbelastningsreaktion, efter at være blevet overfaldet af et lille barn. Det handler altså ikke om, hvor stor, stærk, dygtig eller erfaren man er. Det handler om noget helt andet.

Så hvis du har en kollega, der har fået slag eller spark, -så giv lige vedkommende et ekstra knus og sig, at du godt kan forstå det er hårdt.

Vh
Rasmus

PS: I ovenstående forholder jeg mig udelukkende til de psykiske eftervirkninger af overfald på professionelle i skoleregi. Jeg forholder mig ikke til årsager til overfald, jeg har ikke givet nogen skylden, og jeg har ikke lagt op til nogen former for konsekvenser.

Atjuuuuu....

I forbindelse med dagens klassebesøg (-det kan være lige meget hvor det var - og det er i øvrigt en god klasse og en god skole), sendte personalet og jeg 4 børn fra samme klasse hjem pga. sygdom.
To af børnene fortalte, at de havde været syge allerede om morgenen - en af dem endda hele weekenden. Snot i hovedet, hævede øjne og varme kinder. De to andre havde dårlig mave, tydeligvis en maveinfektion (...jeg er ikke læge, men altså...), og de løb fra klassen til toilettet tur/retur.
Og så er det jeg tænker: Er det rimeligt, at man som forældre sender et virusramt barn i skole? Er der ikke bakterier nok i forvejen i skolemiljøet? -Og i de klasser jeg kommer, er stressniveauet almindeligvis højt - hvormed også elevernes og personalets immunforsvar er nedsat.
Så... når rådet til voksne lyder “er du syg, så bliv hjemme - både for din og for de andres skyld”, så burde det også gælde for børn.
Er det mig, der overreagerer? -I så fald undskylder jeg gerne.

Ros dit barns underviser

Har du givet din underviser, behandler eller lign. et klap på skulderen i dag?

Jeg har fået en mail fra en glad mor til en pige, der har været min klient et stykke tid nu. Den feedback har jeg fået lov til at dele, -naturligvis fordi jeg er glad for, at nogen kan lide mit arbejde, men også for at minde andre forældre om, hvor meget det betyder for en fagperson, at få positiv - og hjertelig - feedback. Jeg oplever, at forældre, elever og andre i dagligdagens trummerum overser eller glemmer, at man som hårdtarbejdende professionel har brug for et klap på skulderen i ny og næ.

“Nu jeg har fat i dig, vil jeg benytte lejligheden til at sige, at vi sætter stor pris på den måde du "håndterer" vores pige. Hun er rigtig glad for din "usnobbede", "nede på jorden" tilgang til dit fag, som gør, at hun ikke føler, at hun sidder til forhør og i den grad er en patient med en diagnose. Hun føler, at du ser hende, som et menneske og ikke bare som en klient og hun elsker, at du giver noget af dig selv, så fokus ikke er på hende hele tiden. Ja, du gør det bare rigtigt godt - så af hjertet tak for det!”

Ja, jeg bliver så rørt, når nogen skriver den slags. Og så får man energien til at give den en ekstra skalle!

Lad os alle huske på, at fagfolk bliver ekstra gode til deres fag, hvis de får ros, når det er fortjent.

Og hvis du har fået fortjent ros, så skriv det i kommentarsporet. Den slags skal siges højt og vi kan ikke få nok!

DEL GERNE

Kaosklasse på 179

Jeg har fået en henvendelse vedr. en ny kaos-klasse opgave.

Der er tale om en gruppe på 179 elever, der beskrives som intrigante, provokerende og dårligt samarbejdende. De er netop i dag mødt ind efter sommerferien; -som godt nok synes lang, sammenlignet med andres sommerferie.

Det kognitive funktionsniveau blandt de 179 elever er øjensynligt svingende, men hvor mange, der har diagnoser, ved jeg ikke. Uanset går hverdagen med endeløse diskussioner, hvor kun få lytter til hinanden, og hvor beskyldninger om det ene eller det andet flyver gennem luften. Det største problem i klassen er dog, at ingen vil tage ansvar for egne fejl. Eksternal attribuering - årsagen ligger uden for mig - er helt centralt i denne klasse.

Evne til fastholdelse af fokus og opmærksomhed er udfordret, for at sige det mildt. Man har i den forbindelse forsøgt at indføre “nul-smartphone-politik” i det store fælleslokale, men det er ikke lykkes. Derfor er der kun få der lytter, når der tales fra “talerstolen” (...jeg går ud fra, at det er et klasseledelsesudtryk...). På videoer (...sikkert noget Marte Meo...) ses det, at mange går hvileløst rundt i lokalet, eller at andre simpelthen har givet op og bare snakker sammen i små par.

Man arbejder i øvrigt med “frit fremmøde”, hvorfor ved jeg ikke, men resultatet er, at få rent faktisk møder op, når der er samling.

Der er udpræget tendens til gruppedannelse, og kampen om at blive “valgt” (...sikkert noget med rundbold eller den slags...) fylder nærmet alt i den sociale dynamik. Man vil gøre HVAD SOM HELST for at blive valgt.

Hertil er der tale om tryghed/utryghed som generel udfordring. Næsten alle 179 vil gerne ses og høres konstant, men de vil helst tale med en “interviewer” (...jeg går ud fra, at det er et pædagogisk konsulentudtryk...), som de kender, og som de har faste aftaler med mht. spørgsmål og taletid.

Men nok om det. Jeg satser på at sige ja tak til opgaven. Dog tror jeg ikke, at min faste rutine på 4 arbejdsdage pr. klasse helt er nok i denne omgang.

DEL GERNE

PS: Længe leve demokratiet!

Stopprøver

Vi har ikke brug for stopprøver mellem 0. og 1. klasse. Spild af tid og penge. I stedet burdet man lytte til børnehavekasselederne i god tid, for min erfaring siger mig, at de nærmest altid har et glimrende overblik over, hvilke elever, der har brug for den ene eller den anden specialpædagogiske indsats. Og så burde man bruge alle de penge, en given stopprøve ville koste, på pædagogisk støtte, særlige tilbud og øget PPR-involvering.

Mangfoldighed er ikke nødvendigvis en ressource

Det ses ofte, at begrebet “inklusion” kædes sammen med “mangfoldighed”, som dernæst beskrives som en “ressource”. Altså: Det er pr. definition godt, hvis der er mangfoldighed i klasseværelset.

Dette er enten en indlysende sandhed der end ikke behøver at italesættes, eller også er det et udtryk for strategisk manipulation.

Hvis “mangfoldighed” henviser til køn, etnicitet, politisk overbevisning, religiøsitet, seksualitet eller lignende, er mangfoldighed naturligvis en ressource. I så tilfælde skaber “mangfoldighed” grobund for dialog, perspektivering og nysgerrighed. Det siger sig selv, og hvem kan være imod det? Indlysende.

Problemet er, at anvendelsen af begrebet “mangfoldighed” i bredt omfang anvendes manipulatorisk til at nedtone det problematiske i de store udfordringer, den reelle inklusionsopgave udgør i praksis. Jeg taler eksempelvis om opmærksomhedsforstyrrelser, problemadfærd, lavt eller markant ujævnt kognitivt funktionsniveau, udviklingsforstyrrelser, døvhed, blindhed, hyperaktivitet, personlighedsforstyrrelser, angst og så videre. Hvordan kan alt dette være en “ressource”? I min bog er der i højere grad tale om “markante udfordringer”, der kræver faglighed, tid og økonomi.

Det er således for nemt at sælge “inklusion” som “mangfoldighed” der pr. definition er en “ressource”. Jeg så hellere man sagde: “Vi tager udfordringerne ved et inkluderende og mangfoldigt skolesystem alvorligt, og tilfører derfor de rette ressourcer”.

Den fødte lærer bør afgå ved døden

Forskningschef ved UCC, Martin Bayer, siger i et interview om sin nye bog, at “den fødte lærer bør afgå ved døden”. Lærer er noget, man skal uddanne sig til. Det er ikke noget, man er født til at være.

Uddannelse er godt, -det er vi enige om. Men når det kommer til lærerfaget, så forholder det sig efter min mening således, at nogen “har den”, mens andre “ikke har den”. Så simpelt er det.

Og hvad er det så, man “har”, når man “har den”?

Måske kunne man kalde det “en dybtliggende forbindelse til genstandsområdets kerne og muligheder”. Skriv gerne en bedre defintion i kommentarfeltet, hvis du har et forslag. Uanset er førnævnte nok for langhåret på en mandag, så vi kalder det i denne sammenhæng for “talent”.

“Talent”, som man ikke kan uddanne sig til, er noget andet end “teknik”, som man godt kan uddanne sig til.

Man kan blive en OK lærer ved kun at have teknik, men intet talent. Men den gode lærer, dvs. den, der bliver husket for noget godt hele livet af sine elever, han/hun har både teknik og talent.

Så jeg er enig med Martin Bayer i, at uddannelse er væsentligt. Men alle kan ikke blive gode lærere.

Eller jo...alle kan blive gode lærere, hvis jobbet defineres som "den tekniske disciplin, i hvilken man ukritisk langer færdigretter hen over katederet". Er det mon det, Bayer er interesseret i?

DEL GERNE

PS: Det kunne lige så godt handle om pædagogerne, -men nu er der altså kun fokus på lærerne i interviewet med Bayer.

Danske Skoleelever viser sit sande ansigt

Før og efter sommerferien mødte jeg formanden for Danske Skoleelever, Jakob Bonde Nielsen, flere gange. Han virkede som en sympatisk og gennemtænkt fyr, der havde fokus på bolden - dvs. at repræsentere eleverne i folkeskolen. Vi snakkede rigtigt fint sammen.

Derfor undrer det mig, at Jakob pludselig melder ud, at en lang skoledag er helt OK. "Det er ikke så vigtigt for mig", siger han. "Det er vigtigere at skoledagen er varieret og spændende". (Se link til reference i kommentarsporet)

Hvad sker der lige?

Når jeg lytter til alle de mange elever rundt omkring på skolerne jeg besøger, så er det bestemt ikke det standpunkt, der gives udtryk for. De fleste siger, at den forlængede skoledag skaber træthed, koncentrationsbesvær og manglende motivation. Jeg har ikke hørt én eneste elev sige, at det er fedt at gå i skole til kl. 15.

Personligt tror jeg, at Danske Skoleelever igen viser sit sande ansigt. Vi så det med de to tidligere formænd, der konstant talte folkeskolereform-arkitekterne efter munden. Flere gange har jeg nærmest tabt mælet, når de slyngede om sig med Antorini-floskler som "det hele skal bare have lidt tid" og så videre.

Det virker som om, at Danske Skoleelever er konstrueret med det formål, at lave propaganda for de voksnes skolepolitiske dagsorden. Jeg nægter at tro, at en reel repræsentant for folkeskoleeleverne ville udtale sig så ukritisk og positivt om noget, som påfaldende mange folkeskoleelever forholder sig negativt til.

Men det virker. Nu lyder det nemlig som om, at de danske folkeskoleelever (altså menneskene ude i virkeligheden) vitterligt synes, at den forlængede skoledag er OK. Det siger deres repræsentant, formanden for Danske Skoleelever, jo. -Og da formanden er mindreårig, så får han ikke saksen fra sådan nogen som mig. Havde han været over 18 kan jeg love for, at handskerne var taget af. Trust me. Men han er teknisk set et barn, og dem behandler man som så. Dette er jeg i øvrigt sikker på, at de mange, velbetalte, voksne konsulenter m.m. bag foreningen Danske Skoleelever, godt ved.

Jeg postulerer hermed officielt, at Danske Skoleelevers formænd er spydspidser i en skolepolitisk dagsorden, de ikke selv har formuleret.

Jeg postulerer endvidere, at Danske Skoleelever ikke repræsenterer de danske folkeskoleelever på et dækkende niveau.

Jeg postulerer derfor, at konstruktionen Danske Skoleelever er uetisk og skadeligt for det danske demokrati.

Jeg vil vældig gerne overbevises om det modsatte og retter gerne ind, hvis jeg tager fejl.

Og jeg understreger, at Danske Skoleelevers formand er en sympatisk person med mange talenter, der er i sin fulde ret til at have sin egen mening. Men hans udtalelse og hans funktion bliver jeg nødt til at udfordre.

How to stop a bully

Der florerer en video på nettet, hvor en mand fortæller en sal fuld af skolebørn, "hvordan man stopper en verbal bølle". Det lyder tillokkende, -men jeg må anbefale at man træder varsomt.

Nedsættende kommentarer og "grænseoverskridende adfærd" (uklart begreb) kan helt sikkert afværges ved, at modtageren ikke begiver sig ind i en gengældende og dermed optrappende, dialogisk konfrontation. Dette gælder både børn og voksne.

Jeg har dog følgende bekymringer i forhold til videoens pointer:

1. Videoens tilgang retter sig mod almindeligt forekommende drilleri, -ikke mod mobning. Mobning er i min definition det der sker, når en eller flere krænkere systematisk angriber det samme offer - der ikke er i stand til at forsvare sig. Derfor kan videoens pointe ikke anvendes til at håndtere "mobning", men kun "drillerier" imellem nogenlunde ligeværdige børn.

2. Videoen placerer ansvaret hos ofret. Altså, "-når du møder en bølle, er det dit ansvar at gøre sådan her". Dette er både etisk uforsvarligt og svært at praktisere i bred forstand. -For hvad nu, hvis ofret er skrøbelig af natur, nederst i det sociale hierarki, har kognitive vanskeligheder, har en traumatiseret historik og så videre? Så kan det altså være svært manifestere det rette overskud.

3. Videoen retter sig mod verbale krænkelser. Men erfaringen siger, at verbale overgreb ofte er forstadiet til fysiske konflikter, -hvilket mange ofre har erfaring med. Derfor er det en forståelig adfærd, at man som offer søger væk eller på anden måde dukker sig, hvis bøllen går i gang med at sende stikpiller eller andet.

4. Videoen retter sig mod "en" bølle. Men i praksis ser man oftest, at den sociale dynamik spiller ind stort omfang. Ofret har derfor ikke kun fokus på bøllen, men på dem, der er omkring bølle, -samt hvordan ofret almindeligvis opfattes i den sociale dynamik. Dette benytter de fleste "bøller" sig ofte af. Derfor er simple "comeback-sætninger" svære at få til at virke i praksis.

5. Min største bekymring er, at de tilhørerende børn i salen får en opfattelse af, at der er en simpel måde, hvormed man kan håndtere en bølle. Men hvad så, når virkeligheden melder sig, og man som offer fejler - simpelthen fordi problemet er langt mere komplekst end som så? Så står man der som offer og tænker "ja, -de har ret - end ikke et simpelt comeback kan jeg få til at fungere".

Pas på hinanden og DEL GERNE.

Tid til team

Dengang i 1996, hvor jeg startede som fuldtidsansat lærer i folkeskolen, var det med team-organisering noget ganske nyt, og “teamet” blev opfattet som en ekstra opgave, der skulle laves ud over det egentlige lærerarbejde.

Eftertiden har vist, at man kan rigtig meget godt i sin egen undervisning, hvis man har et velfungerende team i ryggen. Eksempelvis alt det med spilleregler og rutiner i klassen. Derfor er det også så bekymrende at se, hvordan man har reduceret på teamets tid til samarbejde. Faktisk virker det helt fjollet, at man i en teambaseret organisation ikke giver tilstrækkelig med tid til team-samarbejde.

Spørg børnene

Når jeg laver interventioner i “kaos-klasser” (hårdt ord, men det passer desværre ofte), anvender jeg i høj grad eleverne som informanter. Min tommelfingerregel er, at “halvdelen kan man se, -resten må man spørge om”. Derfor ledsager jeg altid iagttagelser i det pædagogiske rum med elevgruppe-interviews, oftest med udgangspunkt i IC3-modellen (se billedet).

I dag har jeg eksempelvis tilbragt dagen i en mellemtrinsklasse, der er præget af uproduktiv uro og negative forstyrrelser.

Gruppevis har eleverne deltaget i en refleksiv dialog om hhv.
1. de fysiske betingelser,
2. det sociale samspil og
3. mulighederne for opgaveløsning i klassen.

Det centrale spørgsmål er altid: "Hvor kommer uroen fra?".

Man får spandevis af guld hældt lige i favnen, når man gør det på den måde. -For én ting er, hvad vi som voksne professionelle definerer som “godt” og “skidt”. En anden ting er, hvad eleverne fortæller.

Løsningen, dvs. vejen til mindre uro, findes ofte i spændingsfeltet mellem de to positioner.

Derfor skal man altid spørge børnene.

Hvorfor er vi provokerede over den forlængede skoledag?

I skoleverdenen er det en grundlæggende værdi, at hvis noget ikke virker i praksis, så fixer man det. Hurtigst muligt, hvis man kan. Dette hedder “at tage ansvar” og er efter min mening noget af det helt fundamentale ved den dannelsesproces, eleverne skal igennem.

Men sådan er det ikke aktuelt, når fokus falder på den forlængede skoledag. Selv om vi nu på 4. år kan konstatere, at flere lektioner er en uhensigtsmæssig, pædagogisk strategi, så sker der ikke noget. Der snakkes der bare. I aviser. I TV. På de sociale medier. Til konferencer. Snak, snak og mere snak.

Når “rigtige” skolefolk således er negativt indstillede overfor den lange skoledag, er det ikke bare fordi, den ikke virker efter hensigten.

Det er simpelthen fordi, at det er stik imod god, pædagogisk praksis at lade stå til. Man rydder op, hvis man har rodet. Man siger undskyld, hvis man har dummet sig. Og så videre. Man er en professionel rollemodel, der gør det, man selv siger.

Derfor er det vanvittigt provokerende, når beslutningstagere og andre magtfulde folk på skoleområdet bare snakker. Selv når undervisningsministeren laver et lille forsøg med at skære et par timer på sølle 50 skoler, genererer det snak. Snak, snak og mere snak. Det virker som om, at disse folk repræsenterer et helt andet værdisæt, end det, vi forsøger at bibringe vores elever i praksis. Faktisk virker det nogen gange som om, at de ikke aner, hvad de snakker om.

Jeg beklager, men jeg faktisk godt gammeldags træt af det.

Skoledagens længde

Om skoledagens længde bør man ikke mene. Man bør vide.

Fakta er, at danske børn går mere i skole end børn i de lande, vi almindeligvis sammenligner os med.

Samtidig er der ikke forskningsmæssig evidens for sammenhæng mellem hhv. højt antal skoletimer og højt fagligt præstationsniveau.

Hertil er det almindelig kendt blandt fagfolk, at der er øget uro, manglende koncentration og dalende produktivitet i skoledagens sidste timer. Dette er ikke fordi der mangler "kvalitet i indholdet", fordi skolereformen ikke "har fået en chance" eller fordi lærerne/pædagogerne ikke passer deres arbejde. Det er simpelthen fordi, at elevere er trætte. Fordi de er børn.