Problemer i klassen

I mit arbejde med adfærdsproblematiske skoleklasser har jeg noteret mig, hvordan eleverne i påfaldende grad er dygtige til at samarbejde med hinanden om at være i mod forandring. Et almindeligt træk er, at de mest offensive elever bevidst udvælger en ydre fjende, som de kan kæmpe imod. Det kan være læreren, pædagogen eller en ressourceperson. 

Alfred Bion, gruppedynamikkens fader, ville have kaldt sådanne skoleklasser for "grundantagelsesgrupper", og mere specifikt "kamp/flugt-grupper". Eleverne kæmper for at opretholde den løsslupne stemning, den hårde tone og tilfredsstillelsen af umiddelbare, lystbetonede behov m.m. Med andre ord: Uproduktiv og ekskluderende kaos. 

I en hverdag, hvor eleverne skal "lære" mest muligt, hurtigst muligt, har sådanne grupper gode vækstbetingelser. Konstante tests, præstationskultur, forventninger hos forældre, et tempo-stresset uddannelsessystem og offentliggørelse af karakterer m.m. tvinger i flere tilfælde lærerne til at fokusere på det fag-faglige, hvormed håndtering på problematisk adfærd nedprioriteres. 

Den går ikke. Nogle gange skal det være helt OK at koncentrere sig om at reetablere et velfungerende, anerkendende og respektfuldt, socialt læringsmiljø. Helt fra bunden af. 

Dvs.: 
Hånden op, hvis man vil sige noget. -For ellers bliver ikke alle hørt.
Drop smarte kommentarer. -For ellers tør ikke alle sige noget.
Tal pænt. -For ellers har kun de stærke lyst til at være i klassen.
Og så videre. 

Er der styr på den slags, så skal eleverne nok score højt i alverdens tests.