Trætte børn

I dag har jeg haft en opgave i en mellemtrinsklasse. Hvor og hvorfor kan jeg ikke røbe, men det er også lige meget.

Eleverne startede dagen med at være på natur-tur i fire lektioner. Dernæst havde de idræt i to lektioner. Kl. 14 skulle eleverne være i klassen i en times tid, hvor der var traditionel undervisning - hvilket var den eneste organisatoriske mulighed.

På det tidspunkt lignede de nogen, der efter min faglige vurdering havde bedst af at blive sendt hjem. Trætte af frisk luft, motion og masser af faglig fordybelse.

Jeg tvivler på, at eleverne fik noget særligt positivt ud af den sidste lektion, selv om skolepædagogen gjorde en formidabel indsats. Men hov! Det siges jo, at elevernes forlængede skoledag bare handler om "spændende indhold", "ud-af-huset-aktiviteter" og "mere motion".

Tja... ikke i dag.

Må jeg minde om, at alt imens der diskuteres formål, dannelse og des lige i folkeskolen, så ses der højt på en række fundamentale, biologiske behov hos børnene. Det virker uproduktivt. Man kan springe op, falde ned og slå alverdens pædagogiske kolbøtter, men hvis børnene er trætte, så er det hele lige meget.

Hvorfor er vi provokerede over den forlængede skoledag?

I skoleverdenen er det en grundlæggende værdi, at hvis noget ikke virker i praksis, så fixer man det. Hurtigst muligt, hvis man kan. Dette hedder “at tage ansvar” og er efter min mening noget af det helt fundamentale ved den dannelsesproces, eleverne skal igennem.

Men sådan er det ikke aktuelt, når fokus falder på den forlængede skoledag. Selv om vi nu på 4. år kan konstatere, at flere lektioner er en uhensigtsmæssig, pædagogisk strategi, så sker der ikke noget. Der snakkes der bare. I aviser. I TV. På de sociale medier. Til konferencer. Snak, snak og mere snak.

Når “rigtige” skolefolk således er negativt indstillede overfor den lange skoledag, er det ikke bare fordi, den ikke virker efter hensigten.

Det er simpelthen fordi, at det er stik imod god, pædagogisk praksis at lade stå til. Man rydder op, hvis man har rodet. Man siger undskyld, hvis man har dummet sig. Og så videre. Man er en professionel rollemodel, der gør det, man selv siger.

Derfor er det vanvittigt provokerende, når beslutningstagere og andre magtfulde folk på skoleområdet bare snakker. Selv når undervisningsministeren laver et lille forsøg med at skære et par timer på sølle 50 skoler, genererer det snak. Snak, snak og mere snak. Det virker som om, at disse folk repræsenterer et helt andet værdisæt, end det, vi forsøger at bibringe vores elever i praksis. Faktisk virker det nogen gange som om, at de ikke aner, hvad de snakker om.

Jeg beklager, men jeg faktisk godt gammeldags træt af det.

Skoledagens længde

Om skoledagens længde bør man ikke mene. Man bør vide.

Fakta er, at danske børn går mere i skole end børn i de lande, vi almindeligvis sammenligner os med.

Samtidig er der ikke forskningsmæssig evidens for sammenhæng mellem hhv. højt antal skoletimer og højt fagligt præstationsniveau.

Hertil er det almindelig kendt blandt fagfolk, at der er øget uro, manglende koncentration og dalende produktivitet i skoledagens sidste timer. Dette er ikke fordi der mangler "kvalitet i indholdet", fordi skolereformen ikke "har fået en chance" eller fordi lærerne/pædagogerne ikke passer deres arbejde. Det er simpelthen fordi, at elevere er trætte. Fordi de er børn.