Et redskab til løberne

Vi bliver nødt til at udvide definitionen af skolevægring til også at omfatte “løberne”, -dvs. de børn/unge, der på daglig vis stikker af fra undervisningen. Problemet kan i den forbindelse være, at der i en travl dagligdag sjældent føres protokol med elever, der bevæger sig ind og ud af undervisningslokalet. Men løbere, -dem er der nok af.

Og hvad gør vi så ved de små løbere? Jeg har ikke det endelige svar, da løsningen i almindelighed beror på mulighederne i den konkrete case.

Min erfaring siger mig dog, at vi aller først må i dialog med barnet og finde ud af, hvad det hele handler om. Fordi der i løber-problematikker ofte er tale om en række markante faktorer, eksempelvis familieproblemer, socialkognitive færdigheder, faglige vanskeligheder, social dynamik, selvbillede m.m., ja, så kan vi være hurtige til at gribe fat i den mest nærliggende årsag og fokusere på den. Vi kan meget vel have ret, men barnet har ofte en mere nuanceret version af problematikken, og har ofte også et godt bud på, hvad der kan hjælpe.

I mine dialoger med løberne har jeg særlig fokus på tre forhold:
1) Problem-konkret: Forståelse af barnets problem og særligt den udløsende faktor (altså... “hvad er det, der helt præcist udløser løbeturen?”)
2) Meta-læring: Gennem dialogen lærer barnet, at man kan kommunikere sin frustration på andre måder, end ved at stikke af. Dette gør jeg MEGET ud af at italesætte sammen med barnet.
3) Alternativer: Hvad kan barnet og os voksne gøre i stedet, så løbeturen bliver afløst af en anden og bedre handling?

Pas i øvrigt på med, at der ikke bare er tale om en “snak”. Dialogen bør foregå via en kendt dialogmetode, som barnet er tryg ved. Jeg anvender den kognitive diamant som primært redskab, og den virker fortrinligt. Dialogen bør sættes i system, så der er løbende opfølgning (...pudsigt ordvalg...) og samarbejde med øvrige undervisere og forældre om indsatsen.

Jeg siger ikke, at dette er hele løsningen, langt fra, men det er klart det bedste sted at starte.