Synlig magt

I 2012 indførte man inklusionslovens bestræbelser på, at 96% af alle børn/unge skal placeres i almen-pædagogiske tilbud. Alle med tilknytning til praksis kunne se, at processen var underfinancieret, forhastet og kompetencemæssigt mangelfuld. Men den blev gennemført alligevel.

I 2014 indførte man skolereformens idéer om centralt styret, "synlig" læring, der primært har til formål, at skabe gode test-resultater. Reformen har mødt vedholdende og massiv modstand, både fra dem, der er tæt på praksis, men også fra politikere og fra eksperter. Alligevel er der, som med inklusionsloven, ikke sket et fundamentalt opgør med reformen. Den skal bare have tid, -og faktisk er det praktikernes skyld at det hele går i fisk, for de har jo taget "nej-hatten" på.

Jeg bliver således nødt til at konkludere, at Danmark ikke længere er et demokrati. Vores børn- og ungeområde afspejler ikke flertallets ønsker. I stedet defineres området af en lille gruppe beslutningstagere, konceptkøbmænd og økonomer, der regerer på landets højere læreranstalter, kommunale forvaltninger, statslige embedsposter og i konsulentvirksomheder m.m.

Jeg har stor tillid til, at undervisningsminister Merete Rissager, gør alt hvad hun kan. Men tro ikke, at hun som enkeltperson eller minister kan trække i alle tråde. Magtnetværket omkring børn- og ungeområdet ønsker jo netop "test-defineret læring", fordi langhårede størrelser som "fordybelse", "virkelyst" og "fantasi", -der i øvrigt alle er termer hentet fra folkeskolens formålsparagraf, er vanskelige at sælge længere oppe i hierakiet, hvor man vil have "mest mulig læring for pengene".

Så alt i alt:

Få synes, at processen omkring inklusionsloven eller skolereformen var/er en god idé, men vore beslutningstagere er mere optaget af "synlig magt" end "dannelse", -så sådan blev det.

Skolen er blevet big business.
Daginstitutionsområdet får samme tur lige om lidt.
Sig mig...er det tid til en revolution?