Kære "særligt sensitive" menneske

Vi kender ikke hinanden personligt, men vi mødes efterhånden ofte i de offentlige debatter. Det virker som om, at du virkeligt brænder for din sag og at du har noget på hjertet. Det kan jeg godt lide.

Du skal først og fremmest vide, at jeg anerkender de oplevelser du fortæller om, den person du fortæller dig selv som og de følelser, du har. Alt det ønsker jeg på ingen måde at tage fra dig.

Jeg vil gerne have, at vores møder i de offentlige debatter skal være konstruktive, så for at undgå misforståelser og gentagelser, har jeg her under skrevet et par linjer om, hvor jeg står og hvad mit ærinde er.

Faktisk kan det siges ret kort: Mit ene ærinde er at finde ud af, hvad “særlig sensitivitet” er og ikke er, i en psykologfaglig optik. Mit andet ærinde er at hjælpe de børn, unge og voksne, jeg har kontakt med som psykolog. I den forbindelse ser jeg en række problemer:

Elaine Aron´s teori om det “særligt sensitive” er i min optik ikke klart afgrænset, hvilket betyder, at den ikke umiddelbart kan adskilles klart fra andre kliniske, fysiologiske, sociologiske eller psykologiske fænomener. Med andre ord er det uklart hvad der præcist hentydes til, når man siger “særlig sensitiv”. Teorien bygger i høj grad på Arons personlige erfaringer, hvilket er for spinkelt et grundlag i en generaliseret optik. Måden, fænomenet konstateres på, dvs. Arons spørgeskema, er ganske upræcis. Forskningen bag teorien om “særlig sensitivitet” er sparsom, ligesom dens gyldighed er anfægtelig. Slutteligt står praksisanbefalingerne til håndtering af “særlig sensitivitet” i kontrast til de anbefalinger, man finder i andre, mere evidensbaserede forklaringsmodeller.

Alt dette mener jeg ikke hjælper hverken børn, unge eller voksne. Derfor er jeg kritisk. Derfor bør alle være kritiske.

Jeg synes det er cool, at du bevæger mig ind på mit fagfelt, dvs. videnskabeligt funderet psykologi, for at diskutere fænomenet “særlig sensitivitet”. Du er meget velkommen.

Hvis jeg skal være med i debatten bliver jeg dog nød til at insistere på følgende spilleregler:

Vi diskuterer ikke dig. Vi diskuterer et fænomen, der er større end dig. Vi diskuterer et fænomen, der endnu ikke er præcist afgrænset fra andre fænomener. -Og vi diskuterer dette fænomen, for at skabe de bedste muligheder for trivsel og de mest hensigtsmæssige måder at agere på i praksis, -for dig og dine. Diskussionen er altså ikke en kritik af dig, men et redskab til at skabe en bedre verden.

Vi diskuterer ikke for at få ret. Vi diskuterer for at blive klogere. Det bedste, mest saglige argument vinder. I den forbindelse er det ikke et argument, at man selv er “særlig sensitiv”. For det første fordi, at vi endnu ikke præcist har fundet ud af, hvad “særlig sensitivitet” er. For det andet fordi saglige argumenter i en videnskabelig diskussion primært skal være baseret på teori, forskning og på generaliseret, faglig viden, -ikke på personlige erfaringer. Og husk i den forbindelse på, at i en videnskabelig diskussion er intet helligt, end ikke Elaine Aron. Alt bør gøres til genstand for kritik og undersøgelse, hvis vi finde den rette vej.

Du skal have tak fordi du læste min lille tekst.
Jeg håber vi ses i den offentlige debat.

Hav en fantastisk dag

Venlig hilsen
Rasmus Alenkær