At være inde eller ude

Afrapportering af inklusionseftersynet er nu ude. Der er tale om en spændende rapport, der henvender sig til politikere og beslutningstagere på de højere niveauer, -ikke til lærere, pædagoger og ressourcepersoner (internt og eksternt).

Det springende punkt er (i et vist omfang) det famøse tal “96%”, hvilket relaterer sig til en administrativ forståelse af “inklusion”: Hvis 96% af eleverne er indskrevet i almenskolen, er de “inkluderede”. Ekspertudvalget medgiver, at man godt kan være indskrevet uden at være i faglig udvikling eller social trivsel, hvorfor de 96% bør revideres som afsæt. Men medgiver de, at man kan være “inkluderet” andre steder end i det almene? Se, det er spørgsmålet.

Jeg kunne godt tænke mig, at rapporten var mere skarp på definitionen af "inklusion". Man skriver, at udgangspunktet tages i Rådet for Børns Lærings definition, -som faktisk er min definition (hvilket RfBL også korrekt kildehenviser til i deres egen tekst fra 2014, -men lad nu det ligge). Her siges det, at “inklusion” er 1) fysiske betingelser, 2) socialt samspil og 3) faglig udvikling (min opsummering). "Inklusion" relaterer sig altså til nogle kvalitative aspekter af menneskelig oplevelse, ikke til fysisk placering. Dermed kan man opleve “inklusion” flere forskellige steder, ikke kun i et prædefineret, alment fællesskab.

Men lige under denne definition defineres inklusion som noget, der specifikt handler om “fysisk tilstedeværelse”, både med henvisning til en af min egne, ældre definitioner, og også til andre definitioner, herunder Farrell, MIS og Qvortrup. Dermed lukkes rammen om et specifikt sted, nemlig det almene, hvori inklusion skal finde sted.

Så nu vil jeg gå i gang med at nærlæse rapporten og finde ud af, om ekspertgruppen mener, at “inklusion” er noget, der skal foregå et specifikt sted (=det almene), eller om man også kan opleve sig inkluderet i andre, mindre, alternative fællesskaber.