Rigtige voksne slår ikke

Aktuelt diskuteres "revselsesretten", dvs. forældres ret til at afstraffe med vold. Allerede her burde alarmklokkerne ringe, for vi skal som demokratisk og højtudviklet samfund slet ikke diskutere, om det er OK at slå hinanden. Det er det ikke. Basta. Men når vi nu er i gang...

For det første er ordet "revselsesret" blot en sproglig kamuflering af "fysisk vold". Krænkelsen af barnet er den samme, uanset hvad man kalder det.

For det andet fylder spørgsmålet om "varig skade senere i livet" alt for meget. Tog du måske selv varig skade af den gang for 10 år siden, hvor du satte hånden på en varm kogeplade. Nej vel. Men det var rigtigt, rigtigt ubehageligt. Bare fordi "noget" ikke nødvendigvis giver varig skade, betyder det ikke, at man skal gøre det. 

For det tredje har voksne, der synes at det er OK at slå børn, fordi de selv blev slået som børn, NETOP taget varig skade. Uanset hvordan de i øvrigt fungerer i deres liv. Med hvert slag de i sin tid modtog, blev deres menneskelige værdier gradvis banket der hen, hvor det er OK at tilføre forsvarsløse børn fysisk smerte og medfølgende psykisk ydmygelse.

Rigtige voksne slår ikke.

Læs på Facebook