Linjeskoler

Flere skoler tilbyder “specialiserede linjer” for deres elever fra ca. 6. kl. og op. Ud over de almindelige, fælles skolefag får eleverne lov at fordybe sig i noget, de selv synes er spændende. 

Som jeg ser det, er ovenstående en fin mulighed for at møde eleverne der, hvor de selv mener at være. Man vil givet vis vælge forkert i nogle tilfælde, men sådan er livet - og den slags er der også væsentlig læring i. Så længe specialiseringen er et supplement til de fælles skolefag, ser jeg kun få problemer. 

Problemet kommer primært til at bestå i alle de offentlige debatter, hvor ovenstående blæses op til at være et spørgsmål om enten / eller. Her vil meningsdannere slå på tromme for, at alle børn skal trækkes igennem alle fag sammen, for kun derved står livet åbent for Danmarks ungdom. 

Jeg er af en anden mening. Den traditionelle, danske bredde er en konstruktion, der er ude af trit med virkeligheden. Der er ikke noget som helst galt i at gå et par ekstra skridt i en faglig retning, så længe man ikke har skyklapper på. -Faktisk tror jeg, at færre elever vil blive skoletrætte, flere vil tage skolen alvorligt og jeg tror, at specialiseringen vil være guf for overbygningslærerne.

Læs på Facebook