Efteruddannelse

Det siges, at bevægelsen mod øget, specialpædagogisk inklusion i det traditionelt almene, er betinget af uddannelses- eller vidensniveauet blandt de professionelle. Ergo: Formel efteruddannelse er den bedste vej frem.

Den logik bør udfordres. I sin mest radikale form antages det nemlig, at man således kan uddanne sig til at vide, hvordan "børn med ADHD" eller "børn med angst" kan befordres. Det kan man bare ikke. Alle børn er unikke. Et ADHD-barn er ikke sin diagnose. Et "angst-barn" er ikke sin diagnose. Og så videre. Et barn er altid et barn, -som så mange andre.

Efteruddannelse er således blot et godt sted at starte. Det, vi i virkeligheden har brug for, er muligheden, tiden og redskaberne til at undersøge individuelle problemstillinger i rette kontekst, -ikke blot generaliserede, diagnostiske udfordringer på akademisk niveau.

Min pointe er, at vi kan sende nok så mange lærere, pædagoger og konsulenter m.m. på efteruddannelse, -men hvis de ikke har tid til efterfølgende at undersøge og rådgive til bunds i specifikke sagsforløb, så kommer vi ingen vejene.

Del gerne.