Inklusion - tre definitioner

“Inklusion” kan betyde mangt og meget. Der kan være tale om et politisk projekt, et økonomisk anliggende, et menneskesyn, et juridisk perspektiv, en specialpædagogisk praksis eller en fundamental etik m.m. Derfor er der ikke nogen entydig måde at definere fænomenet på og ingen definition er som sådan forkert.

Her under har jeg opstillet tre mulige definitioner, der hver har sin præmis og hvert sit mål. Definitionerne retter sig mod arbejdet i praksis.

“Administrativ inklusion” definerer den praksis, hvor en given person (eksempelvis et barn) tillades ophold i et formelt fællesskab (eksempelvis en almindelig skoleklasse). Når barnet er indskrevet, er det inkluderet. Barnets faglige, sociale og personlige udbytte er mindre vigtigt. Administrativ inklusion handler om fysisk placering og om formel indskrivning.

“Traditionel inklusion” definerer den praksis, hvor en given person (eksempelvis et barn) placeres inden for rammerne af en traditionel organiseringsform (eksempelvis en almindelig skoleklasse). I dette traditionelt organiserede fællesskab skal barnet udvikle sig fagligt, socialt og personligt. At barnet måske har brug for en anden organiseringsform er mindre vigtigt, da traditionel inklusion handler om opretholdelse af traditionelle organiseringsformer og traditionelle fællesskaber. Grænsen mellem "almen" og "speciel" er skarp og konstant. Du er inde eller ude, ikke noget midt imellem.

“Kvalitativ inklusion” definerer den praksis, hvor man indledningsvist ser bort fra fysisk placering, men i stedet overvejer hvilke fysiske, sociale og opgaveløsningsmæssige behov, en given person (eksempelvis et barn) har. Ud fra disse overvejelser definerer man, hvilket fællesskab og hvilken pædagogik barnet skal mødes med. Denne inklusionsdefinition kaldes under tiden IC3 og må ikke bruges for radikalt, da fællesskabselementet så står for skade at forsvinde til fordel for individorienterede løsninger. I denne tænkning kan der godt være tale om "inklusion" i et mindre, specialpædagogisk fællesskab, så længe rammerne er afstemt med barnets behov. Oplevelse af tilhør i et overordnet fællesskab er dog central.

Jeg ser pt. en ønsket bevægelse fra den traditionelle til den kvalitative inklusionsform. I praksis strander processen dog ofte ved den administrative, for kvalitet er jo pokkers dyrt og tager tid. Nogle steder lykkes processen, heldigvis, hvilket jeg er glad for. Men de steder, hvor processen ikke lykkes, er der tale om alvorlige, menneskelige tragedier.