Svesken på disken?

Tirsdag d. 18. marts 2014 var der indkaldt til et samråd, hvor undervisningsministeren skulle forklare det, så mange folk aktuelt har svært ved at forstå: Hvorfor skal vi “inkludere i folkeskolen”, når nu medierne til stadighed beretter om et væld af negative konsekvenser forbundet med processen.

Efter samrådet, der i øvrigt forløb i en konstruktiv og sober tone, må man nødendigvis reflektere lidt over indhold og proces. Fik man talt om det, der skulle tales om? Eller med andre ord: Kom svesken på disken?

Min vurdering er et rungende “måske”. Jo vist, det var fint, at der blev taget hul på snakken og et eller andet sted skulle man jo starte. Men det var som om, at alle talte lidt ved siden af.

“Svesken” blev i forbindelse med samrådet primært udlagt som (u-) rimeligheden i, at der frem til 2015 skal omplaceres 7000 børn med markante, specialpædagogiske behov, svarende til ca. 3 børn ekstra pr. skole ved udgangen af 2015.

Man anvendte således et kvantitativt inklusionsbegreb, kendetegnet ved fokus på placeringen af en udvalgt gruppe børn (7000 stk) i en almen arena (folkeskolen) inden for en ufravigelig tidsramme (udgangen af 2015).

Stod det til mig, skulle man have valgt et andet afsæt (hvilket jo altid er let at sige bag efter). Det virkede nemlig som om, at det valgte, kvantitative fokus ikke rigtig gjorde nogle af deltagerne særligt meget klogere på det, det hele handlede om. Eller rettere, svesken kom kun delvist op på disken.

Min erfaring siger mig, at når det kommer til emnet “inklusion”, så er der fundamentalt kun to dialogiske veje, man kan gå: “Mikro-vejen” og ”Makro-vejen”. “Mellem-vejen”, som var den valgte ved samrådsmødet, fører ingen steder hen.

Mikro-vejen er den sti man følger, når man taler om de små og nære størrelser. I det aktuelle tilfælde ville det betyde, at man i stedet for at tale generaliseret om en gruppe på 7000 elever, gennemgik hver eneste af de 7000 elevers sagsmapper med fokus på alle detaljer, rup og stup. Hver og een repræsenterer disse sagsmapper en menneskeskæbne, en familie, en fortid og en fremtid. -Og uden at kende disse sager (eller rettere: disse børn) til bunds, giver det ikke meget mening at vurdere, hvad det bedste, pædagogiske tilbud er for dem. Hvis vi blot taler om tal og tidspunkter, mister vi mennesket i det menneskesyn, der igen og igen bliver nævnt som centralt i bevægelsen mod øget inklusion.

Mikro-vejen er dog næppe den rette for vort lands politikere, det ved jeg godt, -og da slet ikke til et samrådsmøde. En mere gangbar sti for de folkevalgte kunne derfor være Makro-vejen, hvor man forholder sig til de helt “store størrelser”. Sidst jeg tjekkede var der nemlig mere end 560.000 grundskoleelever i Danmark, -hvilket er en del mere end de 7000 elever, eller gennemsnitligt 3 ekstra elever pr. skole, som snakken konstant falder på.

Hvis den reele udfordring (læs: svesken) udelukkende handlede om disse gennemsnitligt 3 ekstra elever pr. skole inden 2015, -og hvis resurserne fra specialskolerne fulgte med eleverne, ville de fleste skoler hurtigt finde en god løsning. Problemet er imidlertid, at udfordringen i virkeligheden er noget større end som så.

P.t. ser vi nemlig en stadigt voksende gråzone af børn, der af mange forskellige årsager (sociale, kulturelle og biologiske) udviser en adfærd, der tilfører skolehverdagen stress, larm og uproduktivitet.

Her ud over er der alle de andre børn, der måske godt kan sidde stille, men som har svært ved at lære, svært ved at koncentrere sig og svært ved at samarbejde, -hvilket jo også er det man går i skole for at lære. Så er der naturligvis de børn, der kan det hele fra starten og som derfor vil have store faglige udfordringer. Hver time. Det siger deres forældre i hvert fald. Det faglige spænd er med andre ord temmelig bredt og kræver derfor en ihærdig lærerindsats at imødekomme.

Samtidig står folkeskolen over for en gennemgribende reform, der pt. skaber usikkerhed mht. skoledagens praktiske afvikling pr. 1. august 2014. Hvem skal hvad hvornår? Hvor lang tid af gangen? Hvem har ansvaret? Hvad skal lærerne? Hvad skal pædagogerne? Hvordan bliver indsatsen målt? Hvorfor skal der hele tiden måles? Bliver der tid til frokost? Uforudsigeligheden kræver bestemt sine ofre i disse tider.

Læg oven i hatten et øget forældrepres, skolesammenlægninger, offentliggørelse af karakterer, oplevelsen af manglende opbakning fra befolkningen, begrænset økonomi, for slet ikke at tale om den vedvarende forpligtelse på at udvikle og ibrugtage nye refleksions- og samarbejdsmetoder, der sikkert er relevante, men som tager tid at tilegne sig. Der sker rigeligt ude i virkeligheden.

Min pointe er, at de gennemsnitligt tre ekstra elever pr. skole pr. 2015 kun er en del af den store opgave, folkeskolen skal løse. Derfor kommer svesken kun på disken, hvis vi på politisk niveau tager Makro-vejen og forholder os til det store billede. Det hele hænger sammen. Inklusion handler ikke om placering af en udvalgt elevgruppe, men om udvikling af et samlet skolesystem der retter sig mod mangfoldighed. Som professor Mel Ainscow siger: “En inkluderende skole er en god, almindelig skole. Og en god, almindelig skole er en inkluderende skole”.

I min definition er inklusion en vedvarende og dynamisk udviklingsproces, der hverken har udløbsdato eller et klippefast mål-tal. Det handler om konstant at øge mulighederne for deltagelse i det almene, men kun hvis det giver mening for dem, der skal være der. Derfor kan jeg kun håbe, at man ved en kommende lejlighed tager snakken op igen, men denne gang med et mere generelt, skoleudviklingsfokus, hvor flere aspekter end den nævnte elevgruppe på 7000 bliver bragt i fokus.