Kommentar til YouTube-videoen "Hvad kalder vi børn med diagnoser?"

Min lille film “Hvad kalder vi børn med diagnoser” blev uploadet til YouTube igår og har allerde skabt en del reaktioner: Flest positive, hvilket jo er herligt. -Men også kritiske, hvilket er lige så fint - så længe der er tale om faglige modspil. Jeg er ikke ekspert ud i diagnostik (men dog heller ikke nybegynder) og det er altid godt at blive klogere af dialogens vej i form af feedback. Tak for alle jeres bidrag.

Men der er i nogle tråde en række usaglige angreb på mig, mine motiver og min faglighed. Jeg er bl.a. blevet kaldt en “arrogant stodder”, man skriver, at jeg primært er god til viral-markedsføring men øvrigt ikke fatter et klap af, hvad jeg skriver om, og at jeg har læst mig til alt hvad jeg ved, uden at have nogen forbindelse til praksis, -bl.a. på ADHD-foreningens FB-side og på et par andre private profiler (som jeg ikke synes skal lægges ud her). Den slags bliver jeg ærligt talt lidt ked af.

Uanset har jeg valgt at lave denne lille opdatering, så jeg kan sætte et par ord på min video. Hvis folk efterfølgende stadigt er uenige er det helt OK. Men må jeg ikke bede om kammertonen, sådan som den heldigvis ses oftest.

For det første er det konteksten:

Jeg bruger videoerne, fordi jeg har noget fagligt på hjertet, som jeg via YouTube har fundet en måde at kommunikere ud på. Jeg har desværre en balancesygdom der gør, at jeg ikke kan skrive lange bøger eller artikler for tiden, så derfor må jeg filme lidt i stedet. Forhåbentligt går sygdommen over (-det regner jeg og min famile med den gør) og så kommer der mere på skrift. Ind til da må I nøjes med video (og lidt Facebook-skriverier).

Samtidig er YouTube-videoerne et godt indblik i hvad det er man kan få, når man engagerer mig som foredragsholder. Arrangører (og deltagerne) vil gerne have noget for pengene, og hvis de har set mig i en live-optagelse, er det lidt nemmere at bestemme sig for, om jeg er den rigtige til opgaven. Så den dimension er der også. Dette er i øvrigt almen praksis for selvstændige konsulenter og andet godtfolk, der ikke har økonomi til at reklamere alle mulige ander steder.

For det andet er der indholdet i den aktuelle video om diagnoser.

Den primære pointe med det lille klip har været at kommunikere og problematisere min holdning til anvendelsen af diagnoser i den daglige kommunikation, her under særligt imellem forældre. Denne holdninger relaterer sig til to forhold, et GENERELT og et KONTEKSTUELT forhold.

Generelt set er det min holdning, at man skal være forsigtig med at reducere mennesker til simple, ofte patogenetiske, begreber. Man er i min bog først og fremmest et ligeværdigt menneske, og dernæst de fortrin eller begrænsninger, der kendertegner eens udfoldelsesmuligheder.

Jeg ved godt, at nogle mennesker med psykiatriske diagnoser har "taget deres diagnose til sig” som en naturlig del af deres eksistens, og derfor ikke ser denne som noget forkert, eller sig selv som mindre værdige (hvilke de jo lige præcis heller ikke er).

Jeg ved dog også, at det ikke er alle mennesker med diagnoser, der har det på den måde. Flere jeg har mødt (eller læst om) ville ønske, at de var deres problematik foruden, og finder det i den forbindelse ubehageligt og nedværdigende at blive kategoriseret ved et (i deres egen oplevelse) negativt kendetegn.

Derfor er det min generelle holdning, at man skal være FORSIGTIG med partout at omtale mennesker som “diagnose-mennesker”, “ADHD-børn” eller “Autisme-børn” m.m., om end det for nogle mennesker og i nogle situationer er fordelagtigt. Forsigtighed, that´s all.

At bruge ordet “inklusionsbørn” er i øvrigt ekstremt problematisk og rækker langt ud over diagnose-fænomenet. Det er ikke en diagnose at være “inklusionsbarn”, men der imod en politisk-strategisk kategorisering og et udtryk for et (af flere) syn på det, at “inkludere”. I min forståelse handler “inklusion” om et bredt pædagogisk praksisfelt, og ikke om at flytte nogle få, udvalgte børn et andet sted hen. Derfor virker begrebet “inklusionbørn” ikke for mig og min forståelse. For andre virker det fint.

Dette leder mig frem til den kontekstuelle del af min holdning, dvs. den del, der har med det konkrete arbejde i praksis at gøre.

Jeg har arbejdet i mange år med børn og voksne i og omkring det private og offentlige system i mange år, både i børnehave, skoler, behandlingsenheder, bosteder for handicappede, socialpsykiatri og forskellige dagtilbud.

Det, der i den forbindelse for alvor går mig på i øjeblikket, er den simplificering af mennesker med “særlige udfordringer”, der finder sted. "Kald nu en spade for en spade", sige man. Jeg mener bestemt, at man skal kalde en spade for en spade, hvis man taler om haveredskaber. Når man taler om mennesker, bør det hele være en del mere komplekst.

I den aktuelle, almene institutions-virkelighed er vidensniveauet endnu ikke på et sådant niveau, at det giver et fælles, præcist opgaveløsningsmæssigt afsæt, at referere til at barn som eksempelvis “ADHD-barn”. Særligt kan det i forældrekredse skabe uhensigtsmæssige fantasier, hvis at barn i klassen udelukkende beskrives som sin diagnose.

Der med siger jeg (igen igen) ikke, at man ikke skal tale om diagnoser. Jeg siger netop, at man skal tale om dem, -men altid ledsaget af en mere uddybende og undersøgende dialog om fremtidens muligheder