Praktiske og boglige børn
/I gamle dage puttede man børn i kategoriske kasser, for bedre at kunne håndtere dem og deres livsbane. Der var groft sagt to kasser: På den ene stod der “praktisk” og på den anden stod der “boglig”.
I dag mener man, at kategoriske kasser begrænser børns udfoldelsesmuligheder. Derfor putter man alle børn i den samme kasse, hvorpå der med fine bogstaver står “den inkluderende skole”.
Spørgsmålet er nu, om der i den nye, “inkluderende" kasse rent faktisk er plads til dem, der hælder til det “praktiske”? Er der plads til dem, der i højere grad (eller udelukkende) kan knokle fysisk og arbejde med hænderne? Nogen gange bliver jeg i tvivl.
Jeg kunne ønske mig, at der var flere værksteder, pløjemarker og stalde m.m., som fungerede side om side med de traditionelle, boglige klasselokaler. Jeg kunne ønske mig, at alle elever ikke skulle presses igennem de akkurat samme faglige forløb, tests og afgangsprøver. Jeg kunne ønske mig, at det var cool når børn og unge kan tage fat.
Hvordan det skal financieres, eller hvordan det skal køre i praksis, er en anden snak. Blot mener jeg, at vort uddannelsessystem først bliver kvalitativt inkluderende, når alle slags kundskaber bliver anerkendt på lige fod.