Arthur Bruhn og superkræfterne

 
 
Super front screen.png

Arthur Bruhn og superkræfterne” er den første bog i serien om Arthur og Yama.

Arthur går i 6. klasse. Han er klassens stille og ensomme dreng, der af mange bliver opfattet som “lidt speciel”. En dag bliver han venner med klassens rebelske pige, Yama. Det viser sig, at hun slet ikke er den, som alle tror, hun er; - for bag det barske ydre, gemmer sig en smuk og kreativ person.

Sammen laver Arthur og Yama en lille video, i hvilken Arthur forholder sig kritisk til Undervisningsministerens besøg på deres skole. Ved et tilfælde bliver videoen omdrejningspunkt for en masse ballade, berømmelse og kaos. -Alt sammen noget der er svært, når man som Arthur er vant til at være alene og ubemærket.

 
Lyt til Arthur Bruhn som lydbog - ganske gratis. Rasmus Alenkær læser begge bøger op i podcasten Børnepsykologi. Klik på billedet.

Lyt til Arthur Bruhn som lydbog - ganske gratis. Rasmus Alenkær læser begge bøger op i podcasten Børnepsykologi. Klik på billedet.

“Arthur Bruhn og superkræfterne” er en humoristisk,hjertevarm og spændende fortælling om at være anderledes, om at være venner og om at være god til noget. Den er skrevet i øjenhøjde med bogens primære målgruppe, som er de 9-12 årige. Mere modne læsere vil nyde den satiriske og samtidskritiske vinkel, der befinder sig mellem linjerne.

1. udgave af bogen blev godt modtaget, da den udkom i sommeren 2017. I denne 2. udgave er sproget rettet til, så det henvender sig specifikt til skolernes mellemtrin. Hertil fremstår Tatiana Goldbergs flotte tegninger nu som helsideillustrationer.

Af Rasmus Alenkær

2. udgave

188 sider / Hardback

Lix 25

ISBN: 978-87-999750-3-7

Luc Publishing 2018

Download pressemeddelelse

Bogen er udgået fra forlaget og kan kun købes i forbindelse med Rasmus Alenkærs foredrag - så længe lager haves.

 
 

Anmeldelse af de 2 Arthur Bruhn bøger:
Det er 2 letlæste og meget humoristiske bøger. Jeg vurderer, at de passer til tredje-fjerde klasse som højtlæsning og fjerde- sjette klasse som frilæsningsbøger. Jeg tænker, at bøgerne vil være gode som samtalebøger i alle klasser på de alderstrin. Bøgerne lægger op til samtale og forståelse omkring forskellighed, venskaber, tålmodighed og tolerance, og samtidigt får man også mulighed for, at runde emnet netetik, da Arthurs veninde Yama mildt sagt ikke altid optræder diplomatisk. I “det store valg” er Arthurs egne overvejelser om hans udfordringer tydeligst. Jeg tror, mange børn vil genkende disse tanker og kunne bruge hans refleksioner.
Begge bøger har 23 kapitler, der lige passer til madpakkelæsning - hvis man kan nøjes med det, for de fanger
. Heidi Elbæk, lærer

(…) “Jeg må indrømme at jeg ikke blev skuffet, jeg blev begejstret. Bogen er et fyrværkeri, der tør tage tabuerne i skoleverdenen under behandling, og meget mere. Både drenge-pigeroller, barn-voksenroller, mis og forståelser. Bogen er skrevet med indlevelse, hjerte og hjerne. Man mærker som lærer, AKT-lærer og voksen de usynlige tråde bagud til teorierne. Nok er bogen fiktion, men mange ting kan genkendes fra det virkelige liv, hvilket gør bogen vedkommende. (…) En bog, der absolut skal købes til skolebiblioteket, og gerne i flere eksemplarer. Nu sidder jeg bare her og venter og tænker: Hvornår kommer nummer 2?” Kai Pedersen, AKT-bladet


Anti-helte-hovedpersoner fungerer godt i børnebøger og er med til at tilføre en god mængde humor og skønne pinligheder. Begge dele findes i bogen om Arthur. Alt i alt en god børnebog, der med et enkelt sprog og en god portion humor får fortalt en vigtig historie. (…) Hvis man kender lidt til forfatteren Rasmus Alenkær, ved man godt, at han normalt skriver faglitteratur. Man kan dog tydeligt mærke, at hans hjerte banker for børns trivsel, ikke mindst på skoleområdet. Hans egne holdninger til inklusion, test og travlhed i skolen, kommer til udtryk igennem Arthur med den pointe, at alle har deres egne styrker og drømme”. Mette Bach Lindgaard