ADHD er det mindste problem

For et barn med ADHD er hyperaktivitet, opmærksomhedsforstyrrelse og manglende impulskontrol sjældent det mest problematiske.
Lang værre er følgevirkningerne af konstant, negativ feedback fra voksne og børn. -For når man hele tiden får at vide, at man gør noget forkert, så føler man sig til sidst som et forkert menneske.
Konsekvensen er ofte depression, lavt selvværd og social marginalisering, eller på dansk... en rigtig ubehageligt barndom, der sidder i kroppen resten af livet.
Man vælger ikke selv at have ADHD.
Men når systemet vælger at nedprioritere støtte til børn og unge med ADHD, så vælger systemet samtidig at øge chancerne for mistrivsel i denne målgruppe.
Nu og på sigt.
Og det er dyrt.
Støttetimer i skolen er lang, langt billigere end førtidspension, medicinering og fængselsceller senere i livet.

Derfor handler OK18 om alle på arbejdsmarkedet

For et par dage siden skrev jeg en blog om "betalte pauser", hvilket var en kommentar til konflikten mellem de offentligt ansatte og beslutnings-Danmark. Den blev læst og kommenteret af mange, -tak for det.

Flere bidragsydere i debatten argumenterede for, at lærerne, pædagogerne og andre skulle holde op med at klynke, for
a) i "det private" har man ikke betalte pauser
og
b) i det private står man også til rådighed i sin pause, selv om man egentligt har arbejds-fri.

Ikke medtaget, at disse argumenter er grove generaliseringer med masser af undtagelser, repræsenterer de en farlig vej. De er nemlig udtryk for, at det åbenbart skal være OK, at være stresset, når man er på arbejde. Og når man er stresset på det private arbejdsmarked, så skal de offentligt ansatte også være det.

Denne norm bør jeg som fagmand på området advare imod. Vi har bestemt ikke brug for mere stress i Danmark og ingen får noget godt ud af den slags. Tro mig.

Særligt vil jeg fraråde, at de mennesker, der passer på vores børn, ældre og svage, udsættes for stress. For i så fald laver de flere (måske farlige) fejl end de gjorde, hvis de havde fysisk og mentalt overskud. Samtidig er mennesker, der arbejder i stressede erhverv, mere sårbare for sygdom, -og vi kan vel være enige om, at vi gerne vil undvære vikarer, kan vi ikke?

Det er ikke OK, at ansatte i det private skal arbejde hårdere, end de kan -og endda uden at få ekstra penge for det. Derfor er det heller ikke OK, at offentligt ansatte skal gøre det.

Og derfor handler OK18 om alle på arbejdsmarkedet, ikke bare de offentligt ansatte.

DEL GERNE

PS: Her over tales der om stress i den forståelse, at man er udsat for konstant krav om tilsidesættelse af fysiologiske og psykologiske behov for restitution, til fordel for vedvarende opgaveløsning. Dette kan/kan ikke udvikle en klinisk diagnostiserbar overbelastningsreaktion.

Opdragelsesdebatten

Mai Mercado har lanceret "Opdragelsesdebatten", -et internetbaseret debatforum. Der skal også debatteres heftigt på Facebook, hvor et panel under ledelse af Sofie Münster (der selv har et online-selvhjælpsmagasin for forældre), vil deltage.

Lad os lige tænke lidt over det.

Efter min ydmyge mening er den største udfordring for det moderne forældreskab "manglende nærvær". En udfordring, der i høj grad er båret oppe af internettes mange muligheder for fordybelse...men også fortabelse og fordummelse, i hverdagen.

Derfor virker det uhensigtsmæssigt, at man lancerer en netbaseret opdragelses-kampagne på de sociale medier. Det er jo netop dette, vi skal have både forældre og børn væk fra.

Der må være en anden vej. Stod det til mig, skulle opdragelseskampagnen maksimalt bestå af én hjemmeside med ét eneste faneblad, hvor der stod: "Hvis du læser dette, har du ikke fokus på dit barn."

Ja...undskyld, men jeg har af bitter erfaring ikke meget fidus til ekspert-paneler, arbejdsgrupper, debatfora og task-force-ordninger m.m. De profileres højt og der snakkes med store bogstaver, men effekten er altid minimal og dagsordenen er typisk en anden, end den offentligheden bliver præsenteret for.

Hvorfor gjorde du det?

"Hvorfor gjorde du det?", "hvorfor er du ikke klar", "hvorfor har du ikke gjort dit" eller “hvorfor har du ikke styr på dat?".

Sådanne spørgsmål hører jeg ofte voksne sige til børn som første sætning i en irettesættelse.

Lad os lige se nærmere på det.

Hvis man som voksen vitterligt har brug for en forklaring, så er det vel et relevant spørgsmål.

-Men sådan er det jo sjældent, for spørgsmålet er i virkeligheden en anklage eller påtale. Altså ville det være mere rigtigt at sige "du har ikke gjort dit og dat, hvilket er forkert".

Ikke så meget desto mindre forstår barnet spørgsmålet som et spørgsmål, og kommer derfor med en forklaring, - som den voksne allerede inden spørgsmålet blev stillet, enten godt kendte til - eller havde besluttet sig for ikke at acceptere.

Derfor er der nu to ting, som barnet har gjort forkert (i den voksnes perspektiv): Ikke gjort som forventet + kommet med en ikke acceptabel forklaring.

Dette underbygger den voksnes magtposition som overlegen, og barnet kan nu 1) sluge uretfærdigheden/nederlaget eller 2) optrappe.

Må jeg foreslå et par alternativer. Man kunne jo sige:
"Hov, -det skal vi da lige have styr på".
"Det kan da vist gøres bedre...har du brug for hjælp?".
"Stop...ikke den vej...men den vej"
"Prøv lige igen, jeg er sikker på at du kan".

Find selv på flere.

Et godt råd fra en dreng med seperationsangst

I dag har jeg haft besøg af en 12årig dreng, der kæmper med separationsangst. Den viser sig ved, at han har svært ved at sove hos kammerater eller tage på overnatningstur med sin sportsklub. Det er der i øvrigt mange børn, der bøvler med.

Ved dagens session fortalte drengen, at han havde klaret den challenge (...ung lingo for "udfordring"...), som vi havde aftalt: Han havde sovet på stue med 3 kammerater på et hotel. Bravo!

Jeg spurgte ham, hvilket redskab han havde brugt, -og han svarede (i min formulering):

"Det hjælper, hvis man tænker mere på den næste dag, end på at sove. For når man næste dag vågner i sin egen seng - ikke mors eller fars - med alle kammeraterne omkring sig, så er det verdens bedste følelse. -Så lukkede jeg øjnene...og det var det!".

Giv gerne det gode råd videre.

Køn fødselsdag

Køn fødselsdag...

Her er noget, som jeg har tænkt over, -men som jeg ikke har et svar på. Derfor kunne vi måske hjælpes ad med at tænke højt i fællesskab.

Traditionelt har man i skoler og daginstitutioner haft den regel, at når et barn inviterer de andre børn hjem til fødselsdag (eller lign.), så er der to muligheder:

1. Drengene kan inviterer drengene / pigerne kan invitere pigerne

eller

2. Man inviterer både drenge og piger (dvs. alle).

Min erfaring som fagmand og forældre siger mig, at denne regel fungerer ganske fint.

Men hvordan kommer det til at gå i fremtiden? Nu er "drenge" jo ikke længere bare "drenge" og "piger er ikke bare "piger". I 2018 kan køn defineres socialt, biologisk, sexuelt, kulturelt og så videre. Nogen siger endda, at køn slet ikke skal defineres.

Så hvad tror I, der kommer til at ske?

Skal der på fødselsdagsinvitationen til 2.b stå: "Christian har fødselsdag, og vil derfor gerne invitere alle dem, der ud fra en kønsidentitetsmæssig betragtning definerer sig selv som overvejende maskuline, uanset hvilke fysiologiske køns-karakteristika det pågældende barn måtte være udstyret med fra naturens side."

Eller holder vi ved den gamle regel?
Hvad tror I?

Stress

Som mange ved, laver jeg mange “kaos-klasse” -interventioner. Dvs indsatser i skoleklasser, hvor uro og utryghed har overtaget i en sådan grad, at en akutindsats er påkrævet. Tidligere handlede det primært om pædagogik, klasseledelse og forældresamarbejde, men efterhånden er arbejdsrelaterede overbelastningsreaktioner (...den usexede, men rigtige, betegnelse for “stress”) blevet en almindelig del af den samlede opgaveløsningspakke.

Folk knækker nakken, og der er ikke kønt, skal jeg hilse og sige. -Ikke bare i kaosklasserne, men også i de almindelige, velfungerende klasser.

Stress, lad os bare kalde det det, har ikke noget at gøre med, om man er stærk eller svag, klog eller dum, gammel eller ung. Det er en på alle måder inkluderende sygdomstilstand, der rammer bredt. Den er invaliderende ikke bare for den enkelte, men påvirker også kolleger, elever og disses forældre.

Derfor er det alarmerende, når Folkeskolen.dk skriver, at mange lærere oplever sig stressede, simpelthen fordi, der ikke er tid nok til at lave arbejdet. Personligt vil jeg meget hellere arbejde med “udvikling” og des lige, men jeg forudser, at fremtiden bringer mange flere behandlingsopgaver, end før i tiden.

Så...

Til beslutningstagerne højt oppe i hierarkiet:
Få tjek på jeres business. I har lavet en arbejdstidsaftale og en folkeskole, der gør personalet syge. -Og det lærer børnene altså ikke noget af.

Til den lærer, der har:
Nedsat korttidshukommelse
Overbliksvanskeligheder
Nedsat appetit - eller trøstespiser
Tanker på speed - hele tiden
Svært ved at føle lyst til knus og kærtegn
Svingende/nedsat humør og/eller kort lunte
Dårlig søvn
Vedvarende, kropslig uro
Ondt i hovedet, svimmelhed eller tinitus
-Og som bare lyst til at sætte sig ned og tude

...du er ved at blive alvorligt syg. For din egen, for din families og for vores alle sammens skyld: Tag det alvorligt. Kontakt din læge og en psykolog. Det går ikke over af sig selv, og du skal ikke liiiiige nå dit og dat. Du skal i behandling. Heldigvis kan du blive rask igen, men kun hvis du reagerer mens tid er.

Til alle:
Pas på hinanden.

Piercing, tatovering og omskæring af børn

Mig bekendt er der ikke en lov om, hvornår små børn må få huller i ørerne. Men vi venter almindeligvis til børnene synes, at det er en god idé.

Intimpiercing af små børn har jeg aldrig hørt om, og det ville sikkert også blive betragtet som et overgreb og en krænkelse, der ville udløse underretning, undersøgelse, straf og måske fjernelse af børnene.

Vi tatoverer naturligvis ikke børn, for det må man ikke. Man skal være 18 år, ædru og frivillig.

Derfor kan det også undre mig, at man stadig må skære forhuden af små drenge-babyer, selv om det ikke er medicinsk nødvendigt.

For mig er det ikke så væsentligt, om indgrebet er minimalt eller ej, om det gør meget eller lidt ond, eller om det er en religiøs/kulturel skik.

Når man ikke må tegne på børn eller lave ekstra huller i dem, før de selv er med på idéen, så er det heller ikke OK skære dem i kønsdelene uden lægefaglig grund.

Man bør derfor ikke, sådan som Øzlem Cekic gør det, sidestille "dåb" og "omskæring" i en bog, der rettes mod skolebørn. Eller, -det må hun jo gerne, hvis det er hendes holdning. Men jeg finder det problematisk, hvis bogen bringes ukritisk videre til eleverne - og det tror heller ikke bliver tilfældet. Det er min overbevisning, at de fleste undervisere vil gøre meget ud af kritisk dialog og så videre, hvis udgivelsen bringes ind i undervisningen.

10 grunde til at stopprøver i 0. klasse er en dårlig idé

Dansk-sproglige kundskaber er vigtige, og børn med udfordringer skal have den nødvendige hjælp. Men stopprøver i 0. klasse løser ikke problemet. Her er hvorfor:

1. Testen er unødvendig, da børnehaveklasselederne allerede godt ved, hvem i klassen der ikke kan tale sproget på et passende niveau. Den slags finder man ud af, ved at tilbringe tid sammen med sine elever. Og da politikerne og KL med skolereformen har skruet op for tilstedeværelsestimetallet, skulle den jo allerede være i vinkel.

2. At implementere en test er en de facto underkendelse af lærernes og pædagogernes kompetencer til at vurdere deres egne elevers kompetencer og pædagogiske behov.

3. Testen lanceres som løsningen på et generelt integrationsproblem, -men den kommer ikke til at løse noget som helst. Den vil blot fortælle hvor godt eller dårligt, et givet barn kan tale dansk. That´s it.

4. Testen drager fokus væk fra, at det koster ressourcer at oprettet pædagogiske støttetilbud til børn med særlige behov. Ansvaret for dette kommer med al sandsynlighed til at ligge hos kommunerne inden for den værende, økonomiske ramme. -Men heldigvis kan politikerne jo sige, at de selv HAR gjort noget, -nemlig at indføre en test, hvilket bringer mig til det næste punkt:

5. Testen er dyr at udvikle og administrere. Man kunne bruge pengene på at løse problemet i stedet.

6. Testen vil med stor sandsynlighed føre til oprettelse af flere muslimske friskoler, og dermed mindske integration og dansk-sproglig stimulering i børnenes hjem. Man skal nemlig ikke lave stopprøver på friskoler.

7. Testen fokuserer på børn i skolealderen, hvilket er alt for sent. Hvorfor ikke starte i børnehavealderen?

8. Testen tester det enkelte barn. Hvis man skulle teste, burde man teste hele familien, og dernæst give forældrene medansvar for, at et forsvarligt, målrettet og gensidigt anerkendende skole/hjem-samarbejde kan finde sted.

9. Testen vil for nogle børn skabe store bekymringer i forhold til deres ret til deltagelse i klassens fællesskab. Man mister jo sin deltagelsesret, hvis man ikke er god nok eller hvis den mentale klap går ned i testsituationen. En dårlig præstation er altså det samme som eksklusion, -ikke nødvendigvis i den virkelige verden, men i det nervøse barns lille sind. Dette kan vi ikke være bekendt! Personalet skal derfor bruge masser af tid på at forberede børnene mentalt på stopprøven, så den ikke skaber angst. Den tid kunne man have brugt på faglig læring, kreativitet og alt muligt andet.

10. -Og nu bliver det afslutningsvist ganske Monty Python: Det giver ingen mening for regeringen at tale om “stopprøver” og “fratagelse af deltagelsesret til klassefællesskabet hvis man ikke er god nok til dansk”, når et næsten enigt folketing i 2012 vedtog Inklusionsloven under parolen “alle har ret til at være del af fællesskabet".

Stopprøver

Vi har ikke brug for stopprøver mellem 0. og 1. klasse. Spild af tid og penge. I stedet burdet man lytte til børnehavekasselederne i god tid, for min erfaring siger mig, at de nærmest altid har et glimrende overblik over, hvilke elever, der har brug for den ene eller den anden specialpædagogiske indsats. Og så burde man bruge alle de penge, en given stopprøve ville koste, på pædagogisk støtte, særlige tilbud og øget PPR-involvering.

Mangfoldighed er ikke nødvendigvis en ressource

Det ses ofte, at begrebet “inklusion” kædes sammen med “mangfoldighed”, som dernæst beskrives som en “ressource”. Altså: Det er pr. definition godt, hvis der er mangfoldighed i klasseværelset.

Dette er enten en indlysende sandhed der end ikke behøver at italesættes, eller også er det et udtryk for strategisk manipulation.

Hvis “mangfoldighed” henviser til køn, etnicitet, politisk overbevisning, religiøsitet, seksualitet eller lignende, er mangfoldighed naturligvis en ressource. I så tilfælde skaber “mangfoldighed” grobund for dialog, perspektivering og nysgerrighed. Det siger sig selv, og hvem kan være imod det? Indlysende.

Problemet er, at anvendelsen af begrebet “mangfoldighed” i bredt omfang anvendes manipulatorisk til at nedtone det problematiske i de store udfordringer, den reelle inklusionsopgave udgør i praksis. Jeg taler eksempelvis om opmærksomhedsforstyrrelser, problemadfærd, lavt eller markant ujævnt kognitivt funktionsniveau, udviklingsforstyrrelser, døvhed, blindhed, hyperaktivitet, personlighedsforstyrrelser, angst og så videre. Hvordan kan alt dette være en “ressource”? I min bog er der i højere grad tale om “markante udfordringer”, der kræver faglighed, tid og økonomi.

Det er således for nemt at sælge “inklusion” som “mangfoldighed” der pr. definition er en “ressource”. Jeg så hellere man sagde: “Vi tager udfordringerne ved et inkluderende og mangfoldigt skolesystem alvorligt, og tilfører derfor de rette ressourcer”.

Generation reform

Generation "reform", dvs. de nuværende 4. klasseelever, læser dårligere end forventet. Det har man testet sig frem til. Det interessante derved er ikke testresultatet i sig selv. Det interessante er, at reformbagmændene ikke kunne regne det ud. Jeg mener. Først nedsætter man lærernes forberedelsestid, så sætter man elevernes undervisningstimetal op, dette gør man samtidig med indførslen af en inklusionslov og lige i halen på en faglig-lockout, mens man sideløbende indfører centrale læringsmål og derved afmonterer lærernes faglighed og så videre og så videre... Hvordan kan man lave så meget ravage, uden at forvente dårlige elevpræstationer?

Den fødte lærer bør afgå ved døden

Forskningschef ved UCC, Martin Bayer, siger i et interview om sin nye bog, at “den fødte lærer bør afgå ved døden”. Lærer er noget, man skal uddanne sig til. Det er ikke noget, man er født til at være.

Uddannelse er godt, -det er vi enige om. Men når det kommer til lærerfaget, så forholder det sig efter min mening således, at nogen “har den”, mens andre “ikke har den”. Så simpelt er det.

Og hvad er det så, man “har”, når man “har den”?

Måske kunne man kalde det “en dybtliggende forbindelse til genstandsområdets kerne og muligheder”. Skriv gerne en bedre defintion i kommentarfeltet, hvis du har et forslag. Uanset er førnævnte nok for langhåret på en mandag, så vi kalder det i denne sammenhæng for “talent”.

“Talent”, som man ikke kan uddanne sig til, er noget andet end “teknik”, som man godt kan uddanne sig til.

Man kan blive en OK lærer ved kun at have teknik, men intet talent. Men den gode lærer, dvs. den, der bliver husket for noget godt hele livet af sine elever, han/hun har både teknik og talent.

Så jeg er enig med Martin Bayer i, at uddannelse er væsentligt. Men alle kan ikke blive gode lærere.

Eller jo...alle kan blive gode lærere, hvis jobbet defineres som "den tekniske disciplin, i hvilken man ukritisk langer færdigretter hen over katederet". Er det mon det, Bayer er interesseret i?

DEL GERNE

PS: Det kunne lige så godt handle om pædagogerne, -men nu er der altså kun fokus på lærerne i interviewet med Bayer.

Danske Skoleelever viser sit sande ansigt

Før og efter sommerferien mødte jeg formanden for Danske Skoleelever, Jakob Bonde Nielsen, flere gange. Han virkede som en sympatisk og gennemtænkt fyr, der havde fokus på bolden - dvs. at repræsentere eleverne i folkeskolen. Vi snakkede rigtigt fint sammen.

Derfor undrer det mig, at Jakob pludselig melder ud, at en lang skoledag er helt OK. "Det er ikke så vigtigt for mig", siger han. "Det er vigtigere at skoledagen er varieret og spændende". (Se link til reference i kommentarsporet)

Hvad sker der lige?

Når jeg lytter til alle de mange elever rundt omkring på skolerne jeg besøger, så er det bestemt ikke det standpunkt, der gives udtryk for. De fleste siger, at den forlængede skoledag skaber træthed, koncentrationsbesvær og manglende motivation. Jeg har ikke hørt én eneste elev sige, at det er fedt at gå i skole til kl. 15.

Personligt tror jeg, at Danske Skoleelever igen viser sit sande ansigt. Vi så det med de to tidligere formænd, der konstant talte folkeskolereform-arkitekterne efter munden. Flere gange har jeg nærmest tabt mælet, når de slyngede om sig med Antorini-floskler som "det hele skal bare have lidt tid" og så videre.

Det virker som om, at Danske Skoleelever er konstrueret med det formål, at lave propaganda for de voksnes skolepolitiske dagsorden. Jeg nægter at tro, at en reel repræsentant for folkeskoleeleverne ville udtale sig så ukritisk og positivt om noget, som påfaldende mange folkeskoleelever forholder sig negativt til.

Men det virker. Nu lyder det nemlig som om, at de danske folkeskoleelever (altså menneskene ude i virkeligheden) vitterligt synes, at den forlængede skoledag er OK. Det siger deres repræsentant, formanden for Danske Skoleelever, jo. -Og da formanden er mindreårig, så får han ikke saksen fra sådan nogen som mig. Havde han været over 18 kan jeg love for, at handskerne var taget af. Trust me. Men han er teknisk set et barn, og dem behandler man som så. Dette er jeg i øvrigt sikker på, at de mange, velbetalte, voksne konsulenter m.m. bag foreningen Danske Skoleelever, godt ved.

Jeg postulerer hermed officielt, at Danske Skoleelevers formænd er spydspidser i en skolepolitisk dagsorden, de ikke selv har formuleret.

Jeg postulerer endvidere, at Danske Skoleelever ikke repræsenterer de danske folkeskoleelever på et dækkende niveau.

Jeg postulerer derfor, at konstruktionen Danske Skoleelever er uetisk og skadeligt for det danske demokrati.

Jeg vil vældig gerne overbevises om det modsatte og retter gerne ind, hvis jeg tager fejl.

Og jeg understreger, at Danske Skoleelevers formand er en sympatisk person med mange talenter, der er i sin fulde ret til at have sin egen mening. Men hans udtalelse og hans funktion bliver jeg nødt til at udfordre.

How to stop a bully

Der florerer en video på nettet, hvor en mand fortæller en sal fuld af skolebørn, "hvordan man stopper en verbal bølle". Det lyder tillokkende, -men jeg må anbefale at man træder varsomt.

Nedsættende kommentarer og "grænseoverskridende adfærd" (uklart begreb) kan helt sikkert afværges ved, at modtageren ikke begiver sig ind i en gengældende og dermed optrappende, dialogisk konfrontation. Dette gælder både børn og voksne.

Jeg har dog følgende bekymringer i forhold til videoens pointer:

1. Videoens tilgang retter sig mod almindeligt forekommende drilleri, -ikke mod mobning. Mobning er i min definition det der sker, når en eller flere krænkere systematisk angriber det samme offer - der ikke er i stand til at forsvare sig. Derfor kan videoens pointe ikke anvendes til at håndtere "mobning", men kun "drillerier" imellem nogenlunde ligeværdige børn.

2. Videoen placerer ansvaret hos ofret. Altså, "-når du møder en bølle, er det dit ansvar at gøre sådan her". Dette er både etisk uforsvarligt og svært at praktisere i bred forstand. -For hvad nu, hvis ofret er skrøbelig af natur, nederst i det sociale hierarki, har kognitive vanskeligheder, har en traumatiseret historik og så videre? Så kan det altså være svært manifestere det rette overskud.

3. Videoen retter sig mod verbale krænkelser. Men erfaringen siger, at verbale overgreb ofte er forstadiet til fysiske konflikter, -hvilket mange ofre har erfaring med. Derfor er det en forståelig adfærd, at man som offer søger væk eller på anden måde dukker sig, hvis bøllen går i gang med at sende stikpiller eller andet.

4. Videoen retter sig mod "en" bølle. Men i praksis ser man oftest, at den sociale dynamik spiller ind stort omfang. Ofret har derfor ikke kun fokus på bøllen, men på dem, der er omkring bølle, -samt hvordan ofret almindeligvis opfattes i den sociale dynamik. Dette benytter de fleste "bøller" sig ofte af. Derfor er simple "comeback-sætninger" svære at få til at virke i praksis.

5. Min største bekymring er, at de tilhørerende børn i salen får en opfattelse af, at der er en simpel måde, hvormed man kan håndtere en bølle. Men hvad så, når virkeligheden melder sig, og man som offer fejler - simpelthen fordi problemet er langt mere komplekst end som så? Så står man der som offer og tænker "ja, -de har ret - end ikke et simpelt comeback kan jeg få til at fungere".

Pas på hinanden og DEL GERNE.

Tid til team

Dengang i 1996, hvor jeg startede som fuldtidsansat lærer i folkeskolen, var det med team-organisering noget ganske nyt, og “teamet” blev opfattet som en ekstra opgave, der skulle laves ud over det egentlige lærerarbejde.

Eftertiden har vist, at man kan rigtig meget godt i sin egen undervisning, hvis man har et velfungerende team i ryggen. Eksempelvis alt det med spilleregler og rutiner i klassen. Derfor er det også så bekymrende at se, hvordan man har reduceret på teamets tid til samarbejde. Faktisk virker det helt fjollet, at man i en teambaseret organisation ikke giver tilstrækkelig med tid til team-samarbejde.

Spørg børnene

Når jeg laver interventioner i “kaos-klasser” (hårdt ord, men det passer desværre ofte), anvender jeg i høj grad eleverne som informanter. Min tommelfingerregel er, at “halvdelen kan man se, -resten må man spørge om”. Derfor ledsager jeg altid iagttagelser i det pædagogiske rum med elevgruppe-interviews, oftest med udgangspunkt i IC3-modellen (se billedet).

I dag har jeg eksempelvis tilbragt dagen i en mellemtrinsklasse, der er præget af uproduktiv uro og negative forstyrrelser.

Gruppevis har eleverne deltaget i en refleksiv dialog om hhv.
1. de fysiske betingelser,
2. det sociale samspil og
3. mulighederne for opgaveløsning i klassen.

Det centrale spørgsmål er altid: "Hvor kommer uroen fra?".

Man får spandevis af guld hældt lige i favnen, når man gør det på den måde. -For én ting er, hvad vi som voksne professionelle definerer som “godt” og “skidt”. En anden ting er, hvad eleverne fortæller.

Løsningen, dvs. vejen til mindre uro, findes ofte i spændingsfeltet mellem de to positioner.

Derfor skal man altid spørge børnene.

Anmeldelse: Dialog - Realistiske ambitioner i skolen

Per Fibæk Laursen har udgivet bogen "Dialog - Realistiske ambitioner i skolen" på Hans Reitzels Forla. Den er god. Ikke bare fordi, at jeg er enig i det meste han skriver. Men også fordi den er velskrevet og overskuelig, -hvilket gør bogen relevant i en tidspresset, professionel hverdag.

Per Fibæk Laursen lægger ud med at uddele en omgang drøje tæsk. Det kan jeg lide! Så er vi i gang. Det gives tæsk til idéen om, at den danske skole kan blive markant bedre via testning, flere undervisningstimer, masser af IT, klare (eller synlige) mål og så videre. Sådan spiller klaveret ikke! Folkeskolen er allerede på et så højt niveau, at der INGEN forskningsmæssig underbygning er for, at dette skulle have en markant effekt. Sådan der.

I stedet argumenter Fibæk Laursen for DIALOG, som både er en til lejligheden konstrueret model, -men også et fundamentalt perspektiv på pædagogisk praksis. Kort fortalt: Undervisning er mødet mellem en autentisk lærer, der vil noget med sine elever, -men som også godt ved, at han/hun ikke kan presse dem til at ville det samme som ham/hende. Derfor må læreren via "dialog" interessere sig for, hvad eleverne "vil" og hvor eleverne "er", således at undervisningen bliver et respektfuldt møde mellem lærer og elev. Meget kort fortalt. Alt for kort.

En glimrende bog af en glimrende fagmand, -med hjælp fra en dygtig lærer - Camilla Agger Larsen.

Anbefales her fra.

Chefen er afgørende for stressbehandling

Blandt dagens klienter har jeg i dag haft besøg af to kvinder med nogenlunde identiske udfordringer: Begge har en psykisk overbelastningsreaktion (eller "stress" i daglig tale), hvorfor jeg i samråd med almen praktiserende læge har anbefalet dem at blive sygemeldt fra deres respektive jobs i en kortere periode.

Den enes chef har reageret på følgende måde: "Jeg er ked af, at du har det skidt. Det må ikke være rart. Hjem med dig, -vi holder skansen. Kom igen når du er klar. Og når du kommer, så få lige psykologen til at sige, hvordan vi skal indrette os, så du ikke bliver sygemeldt igen".

Den andens chef har reageret lidt anderledes: "Vi er trætte af dig og din sygdom. Nu har du 14 dage til at bevise, hvad du kan. Hvis du fejler, så degraderer vi dig og du mister retten til at fuldføre den lederuddannelse, du er halvt færdig med".

Jeg holder mere med den enes chef end den andens chef. Så er det sagt.

Trætte børn

I dag har jeg haft en opgave i en mellemtrinsklasse. Hvor og hvorfor kan jeg ikke røbe, men det er også lige meget.

Eleverne startede dagen med at være på natur-tur i fire lektioner. Dernæst havde de idræt i to lektioner. Kl. 14 skulle eleverne være i klassen i en times tid, hvor der var traditionel undervisning - hvilket var den eneste organisatoriske mulighed.

På det tidspunkt lignede de nogen, der efter min faglige vurdering havde bedst af at blive sendt hjem. Trætte af frisk luft, motion og masser af faglig fordybelse.

Jeg tvivler på, at eleverne fik noget særligt positivt ud af den sidste lektion, selv om skolepædagogen gjorde en formidabel indsats. Men hov! Det siges jo, at elevernes forlængede skoledag bare handler om "spændende indhold", "ud-af-huset-aktiviteter" og "mere motion".

Tja... ikke i dag.

Må jeg minde om, at alt imens der diskuteres formål, dannelse og des lige i folkeskolen, så ses der højt på en række fundamentale, biologiske behov hos børnene. Det virker uproduktivt. Man kan springe op, falde ned og slå alverdens pædagogiske kolbøtter, men hvis børnene er trætte, så er det hele lige meget.