Svar til Claus Holm

Claus Holms debatoplæg i Information 12.12.16, "Fri mig for forældet snak om fritidsrøveri", illustrerer meget fint, hvordan toneangivende folk på skoleområdet (Holm inklusive) tror, at teori/filosofi/politik er det samme som praksis.

Holm vælger at se den forlængede skoledag som et opgør med “industriel logik”, hvori der skelnes mellem arbejdstid og fritid. Vi skal i den forbindelse lære af efterskolerne og i øvrigt se “leg” som “læring”.

For det første.
Hvorfor er det forkert at skelne mellem arbejdstid og fritid? Den slags er da til at forstå. Som supervisor ser jeg meget ofte, at det netop er problemet med at forstå (og respektere) undervisningslokalet som en “arbejdsplads”, der resulterer i problematisk elev-adfærd. I en verden af konstante forandringer og ubegrænsede muligheder, bør skolen være en konservativ modkultur, hvor rutine og forudsigelighed er de primære omdrejningspunkter (ud over naturligvis de positive relationer i fællesskabet.)

For det andet.
Man kan ikke presse en voksen-miljø-logik ind over en børne-kontekst. Det er hårdt for enhver, og for børn især, at være i et støjfyldt og/eller uroligt miljø lang tid af gangen. Syv klokketimer er lang tid. Børn kan ikke bare “gå ud for sig selv” eller “power-nappe”, på samme måde som voksne måske kan i de moderne arbejdsmiljøer. Derfor bliver børn let stressede og trætte, når de går i skole i mange timer, uanset hvordan man strukturerer skoledagen. 

For det tredje.
Hvordan kan vi uproblematisk bruge idéer fra efterskolen til folkeskolen? Målgruppen er en ganske anden. Eleverne er ældre på efterskolerne, de har selv valgt at komme og de har oftest valgt den pågældende efterskole ud fra en sær-interesse. Vi kan lade os “inspirere”, på samme måde som vi kan lade os inspirere af en myretue eller en kagedåsefabrik. Men heller ikke mere end det. Der er tale om to helt forskellige kontekster.

For det fjerde.
Hvorfor skal leg være læring? Fy for den. Lad nu børnene lege i fred. Hvis de lærer noget, er det herligt. Hvis de ikke lærer noget, var legen sikkert sjov alligevel.

Disciplin m.m.

En gang imellem kunne jeg godt tænke mig, at gamle begreber som "autoritet", "disciplin" og "ansvar" fyldte lidt mere blandt eleverne i de danske klasselokaler. Ikke alle klasselokaler. Men nogle.

Skolen bør ikke være et offentligt finansieret hæng-ud-sted, hvor man altid kan gøre hvad man har lyst til, når man har lyst til det og med hvem man har lyst. Nogen gange må man rette ind, tie stille, rydde op og gøre som der bliver sagt. Uden diskussion.

Det er min holdning, at sådanne, umiddelbare, begrænsninger befordrer både personlig udvikling og fællesskabets muligheder på sigt.

Efteruddannelse

Det siges, at bevægelsen mod øget, specialpædagogisk inklusion i det traditionelt almene, er betinget af uddannelses- eller vidensniveauet blandt de professionelle. Ergo: Formel efteruddannelse er den bedste vej frem.

Den logik bør udfordres. I sin mest radikale form antages det nemlig, at man således kan uddanne sig til at vide, hvordan "børn med ADHD" eller "børn med angst" kan befordres. Det kan man bare ikke. Alle børn er unikke. Et ADHD-barn er ikke sin diagnose. Et "angst-barn" er ikke sin diagnose. Og så videre. Et barn er altid et barn, -som så mange andre.

Efteruddannelse er således blot et godt sted at starte. Det, vi i virkeligheden har brug for, er muligheden, tiden og redskaberne til at undersøge individuelle problemstillinger i rette kontekst, -ikke blot generaliserede, diagnostiske udfordringer på akademisk niveau.

Min pointe er, at vi kan sende nok så mange lærere, pædagoger og konsulenter m.m. på efteruddannelse, -men hvis de ikke har tid til efterfølgende at undersøge og rådgive til bunds i specifikke sagsforløb, så kommer vi ingen vejene.

Del gerne.

De stille piger

Jeg oplever, at der kommer flere og flere såkaldt "stille piger" i min praksis. Det er i hvert fald henvisningsårsagen. De oplever social marginalisering, lavt selvværd og nogle gange decideret mobning.

Når man lytter til disse pigers historier, så er pigerne faktisk ikke særligt "stille", "forsagte" eller "sensitive" i en individpsykologisk optik. De er ret normale, -hvad end det er. Herlige piger, der er fulde af ressourcer.

Ofte er de blot havnet i en klasse, hvor den sociale dynamik har lidt skade af for mange vikarer, for meget larm, for pressede lærere og for lidt AKT-støtte mv. De er således blevet symptomet på en langt større problematik, i forbindelse med hvilken de markante og socialt styrende elever overlever. Der er mindre overskud til, at man tager sig af de mindre frembrusende elever, der af ren overlevelse flyver under radaren.

Måske er det bare mig der er overbekymret, men jeg tænker, at vi har en reel udfordring her. Tænk hvor mange skæbner der pt. tabes på gulvet i den travle skole.

PS: Denne opdatering er udelukkende refleksioner over min egen psykolog-praksis. Evidens-religiøse mennesker kan se bort fra ovenstående, der ikke er baseret på systematiseret data. Jeg kan meget vel tage fejl.

Den der kaster den første sten...

På Indre Nørrebro har en gruppe børn (7-13 år) med anden etnisk baggrund end dansk, udøvet hærværk, kastet med sten og haft en konfliktfuld adfærd, skriver MetroExpress d.d.

Danske Folkepartis Peter Kofod Poulsen venter nu blot på, at der laves en ungdomsdomstol, så børnene kan blive betragtet som kriminelle og straffes. Det kommer ikke til at virke, kan jeg allerede nu godt sige.

Her er tre ting, der vil virke bedre:

1. Det skal være OK at tale højt om problemer, der relatere sig til etnicitet og kulturel baggrund.

Næsten hver gang, der er problemer med børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk, trækkes "racismekortet", "generaliserings-kortet" eller "det-er-meget-mere-komplekst-end-som-så-og-derfor-kan-vi-slet-ikke-tale-om-etnicitet-kortet". Fluks flyver det ind med følelsesladede eksempler på god integration. Dette er ikke hensigtsmæssigt.

Selvfølgelig er der masser af mennesker med anden etnisk og kulturel baggrund end dansk, der klarer sig godt i Danmark. Det ved alle. -Men der ER markante problemer med NOGLE børn og unge (og voksne), og disse problemer relaterer sig OGSÅ, eller i nogle tilfælde SPECIFIKT, til deres etnicitet og kulturelle værdier. Så længe vi tabuiserer dette forhold, kommer vi ikke videre.

2. Mennesker skal mødes med høje forventninger.

Når man kalder børn, unge og voksne for "ikke danske", til trods for, at de enten er født og opvokset i Danmark eller har dansk statsborgerskab, er der tale om en "lav forventning" i en specialpædagogisk optik. "Lave forventninger" giver "dårlige præstationer", ved vi.

Den uhensigtsmæssige adfærd er ganske uacceptabel, ingen diskussion. -Men man gør almindeligvis det, der forventes af én. Og hvis det ikke forventes, at man er en del af fællesskabet, så giver det heller ikke mening, at overholde fællesskabets spilleregler.

3. Systemet skal have fred til at løse opgaven.

Politiet, socialforvaltningerne og folkeskolen m.m. er hver især spændt hårdt op. Der bruges mængder af ressourcer på tossede tiltag, som folk længere oppe i systemet har udtænkt.

Jeg kunne ønske mig, at vi havde flere betjente på gaderne, flere socialrådgivere på hjemmebesøg og flere skolelærere/pædagoger (ad gangen) i klasserne. -Og jeg kunne tænke mig, at der var god tid til, at alle tre faggrupper (og andre) kunne samarbejde med hinanden om fælles mål, uden at blive overdænget med reformer og andre udviklingstiltag, de ikke selv har bedt om.

Inklusion - tre definitioner

“Inklusion” kan betyde mangt og meget. Der kan være tale om et politisk projekt, et økonomisk anliggende, et menneskesyn, et juridisk perspektiv, en specialpædagogisk praksis eller en fundamental etik m.m. Derfor er der ikke nogen entydig måde at definere fænomenet på og ingen definition er som sådan forkert.

Her under har jeg opstillet tre mulige definitioner, der hver har sin præmis og hvert sit mål. Definitionerne retter sig mod arbejdet i praksis.

“Administrativ inklusion” definerer den praksis, hvor en given person (eksempelvis et barn) tillades ophold i et formelt fællesskab (eksempelvis en almindelig skoleklasse). Når barnet er indskrevet, er det inkluderet. Barnets faglige, sociale og personlige udbytte er mindre vigtigt. Administrativ inklusion handler om fysisk placering og om formel indskrivning.

“Traditionel inklusion” definerer den praksis, hvor en given person (eksempelvis et barn) placeres inden for rammerne af en traditionel organiseringsform (eksempelvis en almindelig skoleklasse). I dette traditionelt organiserede fællesskab skal barnet udvikle sig fagligt, socialt og personligt. At barnet måske har brug for en anden organiseringsform er mindre vigtigt, da traditionel inklusion handler om opretholdelse af traditionelle organiseringsformer og traditionelle fællesskaber. Grænsen mellem "almen" og "speciel" er skarp og konstant. Du er inde eller ude, ikke noget midt imellem.

“Kvalitativ inklusion” definerer den praksis, hvor man indledningsvist ser bort fra fysisk placering, men i stedet overvejer hvilke fysiske, sociale og opgaveløsningsmæssige behov, en given person (eksempelvis et barn) har. Ud fra disse overvejelser definerer man, hvilket fællesskab og hvilken pædagogik barnet skal mødes med. Denne inklusionsdefinition kaldes under tiden IC3 og må ikke bruges for radikalt, da fællesskabselementet så står for skade at forsvinde til fordel for individorienterede løsninger. I denne tænkning kan der godt være tale om "inklusion" i et mindre, specialpædagogisk fællesskab, så længe rammerne er afstemt med barnets behov. Oplevelse af tilhør i et overordnet fællesskab er dog central.

Jeg ser pt. en ønsket bevægelse fra den traditionelle til den kvalitative inklusionsform. I praksis strander processen dog ofte ved den administrative, for kvalitet er jo pokkers dyrt og tager tid. Nogle steder lykkes processen, heldigvis, hvilket jeg er glad for. Men de steder, hvor processen ikke lykkes, er der tale om alvorlige, menneskelige tragedier.
 

Slå dig selv over fingrene med en hammer

For tre år siden blev den såkaldte “Slå-dig-selv-over-fingrene-med-en-hammer-reform” igangsat. Målet var/er, at alle skal slå sig selv noget mere over fingrene end tidligere.

Da de færreste synes, at det er rart at slå sig selv over fingrene med en hammer, har reformen mødt en del modstand. De centrale beslutningstagere holder dog på, at der er tale om en udviklingsproces, hvori flere og flere med tiden kommer til at slå sig selv mere og mere over fingrene. “Vi er blot ikke i mål endnu”, som man siger.

Heldigvis går det frem ad. Den seneste rapport på området konstaterer, at lederne arbejder målrettet på, at få medarbejderne til at slå sig selv så meget som muligt over fingrene. Rapporten siger også, at medarbejderne slår så meget de kan, men at de med tiden godt kan komme til at slå sig selv endnu mere over fingrene.

Rapporten måler både slagstyrke, slagfrekvens og effekt på de ramte fingre. Rapporten stiller dog ikke spørgsmål ved, om det fundamentalt set er en god idé, at slå sig selv over fingrene med en hammer.

Tænk på ovenstående parallel, når du læser den nyeste rapport om folkeskolereformen. Se link.

En tegning fra 1997

Jeg har netop fundet denne tegning fra 1997, hvor jeg var lærer på Guldager Skole i Esbjerg Kommune. Kunstneren er den dengang 7årige Jeanne Vogt. Det synes jeg er sjovt.

Har du brug for hjælp?

I formiddags spottede jeg en ulykkelig dreng, der stod i vejsiden på en stærkt trafikeret vej i Esbjerg. Tårerne trillede ned af kinderne på ham og han vinkede panisk med armene. Jeg parkerede bilen og gik hen til ham.

Til at starte med græd han så meget, at han ikke engang kunne sige sit egen navn. Efter et par minutter faldt han til ro og vi snakkede lidt. Han var 11 år og gik i 4. klasse. En time tidligere var han stukket af fra skolen og havde løbet ca. 2.5 km. Han var faret vild, han var ulykkelig og han havde ingen telefon. Det værste var dog, at han følte sig helt alene. “Jeg var så bange for, at der ikke var nogen, der ville hjælpe mig”, sagde han og fortalte, at han havde forsøgt at vinke til biler i et stykke tid, inden jeg kom forbi.

Jeg kørte drengen tilbage til skolen, hvor vi i fællesskab fandt en lærer/leder, han var tryg ved. Forældrene blev kontaktet og eftersøgningen blev afblæst. Drengen så ud til, at have det godt igen. Så langt så godt.

Det kan dog undre mig, at ingen tidligere havde stoppet deres bil for at hjælpe drengen. Tro mig, han var ikke til at overse.

Jeg er sikker på, at der i dette tilfælde har været tale om en misforståelse. De fleste ville sikkert hjælpe, hvis de kunne.

Må jeg alligevel opfordre til, at vi som voksne altid tager medansvar for de børn, vi møder på vores vej. -Særligt de børn, der med deres kropssprog eller ord fortæller, at noget er galt.

Det kan gøre en verden til forskel, hvis man blot siger “Hej, har du brug for hjælp?”. Spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Læs på Facebook

Ultra Jam

DR´s Ultra Jam er et musik-program, der hylder surt slid.

I hvert afsnit får udvalgte børn chancen for at møde deres musikalske forbillede, -som de spiller musik med, taler med og optræder med. Der knibes en tåre i ny og næ, ligesom de voksne stjerner tydeligvis er positive og meget anerkendende, -men programmet bliver aldrig selvhøjtidelig følelsesporno.

Men hov. Stop lige. Sådan kan man da ikke lave et musik program.
Hvor er frisøren, der skal style børnene?
Hvor er koreografen, der skal hjælpe børnene med at danse?
Hvor er Thomas Blackman-typen, der skal "rådgive" børnene og fortælle dem, hvor "store og unikke kunstnere" de er, efter de har spillet?
De er hjemme.
Eller i Netto.
Eller noget.
Og det er fint, for vi savner dem ikke.

I programmet er der fokus på musik, men parallellen er let at fange for de fleste: Hvis du vil være god, så må du øve dig. Længe. Igen og igen og. Det er ikke altid sjovt. Men til gengæld er resultatet ægte, -ulig næsten alt andet af det ligegyldige vrøvl, du ser på TV.

Sådan der, DR. Mere af det, tak.

Hvad ved folk om deres biler?

I tirsdags hjalp jeg en tilfældig kvinde på gaden i Århus, da hendes bil var punkteret. Hun vidste ikke helt, hvad man skulle gøre i situationen. Jeg spurgte hende, om hun havde et skum-pumpe-kit i bilen? Det vidste hun godt nok ikke, selv om hun havde haft bilen i 5 år. Nå, vi fandt heldigvis et skum-kit inkl. pumpe, der sjovt nok gemte sig i et mystisk og hemmeligt rum under bagagerummet, sådan som den slags jo plejer at gøre. Jeg tænkte, at det er da utroligt, som folk ikke kender deres eget køretøj.

I dag gik det så op for mig, at der i min VW´s handskerum er både CD´afspiller og SD-kortlæser. Jeg har haft bilen i halvandet år og har faktisk savnet de to ting. Så jeg tænker frem over ingenting om folk og deres biler.

Må eksperter give gode råd?

I 00érne slog team-organisering for alvor igennem i skolerne. Ud med “den privatpraktiserende underviser” og ind med “den åbne dør” og mere samarbejde.

Samtidig slog “den konsultative bølge” igennem på landets PPR-kontorer. Psykologer og konsulenter skulle nu i mindre grad se og tale med børn, men i højere grad arbejde indirekte om den pædagogiske opgave, dvs. i mødelokaler med de før omtalte team. Her skulle man som psykolog og/eller konsulent forlade sin “ekspertposition”, og i stedet facilitere teamets undersøgelse af egen praksis, for derved at finde svar.

Det er min vurdering, at “den åbne dør” og “mere samarbejde” er et væsentligt element i moderne, pædagogisk praksis. Det er ligeledes min vurdering, at teamet bestemt bør være i stand til at reflektere over egen praksis.

Men er det ikke gået lidt for vidt? Er det ikke på tide, at “eksperter” i langt højere grad for lov at bidrage med specialviden, uden at skulle lege systemisk-coach-procesdialog-facilitator-refleksions-partner-aktionslæringsdesign-leder? Disse "eksperter" kan være eksterne konsulenter/psykologer eller interne ressourcepersoner.

Bare en gang i mellem. Lærerne og pædagogerne har rigeligt at se til i forvejen.

Og så er der det, med økonomien.

Hvis et lærer/pædagog-team på 7 personer eksempelvis skal mødes en time om en given case, så skal der jo bruges minimum 7 arbejdstimer på dette. -Vel at mærke uden, at de 7 (i øvrigt dygtige) lærere/pædagoger nødvendigvis har særlige forudsætninger for at arbejde med komplekse, specialpædagogiske problemstillinger. Med 7 timer kan man komme RIGTIGT LANGT, hvis man er uddannet til at løse sådanne opgaver, hvilket psykologer og konsulenter jo er i højere grad er/bør være.

Så, jeg siger ikke, at teamet ikke skal arbejde selvstændigt med metodisk refleksion. Tvært i mod. Jeg har selv udgivet flere bøger om emnet og alle ved, at jeg fortaler for den slags.

Men, jeg siger, at vi skal have mere spillerum for de specialuddannede psykologer og konsulenter, der nogle gange skal have lov til at lave god, gammeldags undersøgelses- og rådgivningsarbejde i de komplekse sager. Simpelthen fordi det kan være billigere og mere effektivt.

Det er bare en idé og jeg har sikkert ikke fået alle detaljer med.

Hvad siger du til det?

Mobberen skal flytte

Liberal Alliance foreslår, at mobbere skal smides ud af skolen, så ofret ikke er nødsaget til at flytte. Man kan kun være enig i, at der skal skrides hurtigt ind, hvis der er tale om mobning. -Men om mobbere i alle tilfælde skal smides ud af skolen, synes jeg ikke, man skal sætte entydige regler for.

Misforstå mig ikke. Hvis der er tale om overfald eller vedvarende terror, så skal hammeren falde konsekvent, sådan som det bør være i et retssamfund.

Men mobning kan være en kompleks størrelse, hvor en mængde variabler spiller ind. Endvidere kan det være svært at placere et entydigt ansvar hos een mobber, da der i en given klasse kan være en decideret mobbekultur med mange deltagere. I så fald ville hele klassen altså skulle flytte.

Mobberen skal i øvrigt et sted hen; -hvis han/hun bare flyttes, og i øvrigt får lov at fortsætte sin adfærd det nye sted, -så er vi jo lige langt.

Gid det var mere enkelt.
Men det er det ikke.
Derfor afhænger det hele af, om lærere, elever og forældre er i løbende dialog om klassens trivsel.
Om ledelsen skrider hurtigt ind, når det går galt.
Og om klassen bag efter får hjælp til at genetablere et prosocialt miljø.

Mobning skal forebygges med dialog.
Håndteres med hast.
Efterbehandles med ansvar.

Læs på Facebook og deltag i debatten

Fri mig for læring

Mere eller mindre alt i folkeskolen har fået tilnavnet “læring”. “Læringsteam”, “læringsmøde”, “læringskonference” eller “læringstid” osv. Det virker umiddelbart overflødigt, da børns læring pr. definition er en del af skolens kerneopgave. Man siger jo heller ikke “spise-aftensmad”, “lytte-koncert” eller “sove-seng”.

Bag denne finurlige dobbeltkonfekt befinder sig et bekymrende skolesyn, hvor testresultater er det eneste interessante. Læring = forbedret, målbar, faglig præstation.

“Uha nej”, siger de statslige og kommunale beslutningstagere, “-sådan er det slet ikke. Den personlige udvikling og det sociale samspil er også vigtig.” “Fint”, siger jeg. “Men hvorfor hedder det så ikke “dannelsesteam”, “trivselsmøde”, “sunde-børn-konference” eller “kulturforankringstid”?”

Læs på Facebook, kommentér og deltag i debatten

Flygtningebørn

Flere danske kommuner dropper modtagerklasserne og sender flygtningebørn direkte ind i de almindelige skoleklasser. -Også selv om børnene ikke kan tale dansk, ikke har aldersvarende faglige kundskaber efter dansk standard, mangler sociale kompetencer og ofte har psykiske problemer.

Jeg troede helt ærligt, at vi var færdig med den slags amatør-pjat efter de sidste to-tre rapporter om inklusion. Det er simpelthen ikke fair over for hverken børn eller voksne.

Læs og deltag i debatten på Facebook

Hvor skal vi hen, Grøn Koncert?

Hvor skal vi hen, Grøn Koncert?

Det var en blandet fornøjelse at deltage i Grøn Koncert i Esbjerg, torsdag d. 28. juli. Bl.a. kunne man høre gruppen SUSPEKT, synger og rapper om at have sex. Det må de jo selv om og der er ytringsfrihed og så videre. Personligt synes jeg, at teksterne er platte og uoriginale, -så jeg lytter hellere til noget andet. Hvis andre vil nyde SUSPEKT, så er det fint med mig.

Disse “andre” skal dog være voksne. Ikke småbørn som dem, jeg så på Grøn Koncert i går. Her så jeg bl.a. en grupper 8-10 årige piger stå i flok og synge “Sut den op fra slap” og senere hoppe rundt mens de råbte “Har kneppet til den her sang”. Dette er helt og aldeles upassende. Hvorfor har arrangørerne af Grøn Koncert valgt supervulgære SUSPEKT, når de nu ved, at der kommer masser af børn til arrangementet? Det er en ommer.

Og hvad er Grøn Koncert i øvrigt for noget? For mig virker det som et halbal uden hal. Fadøl, folkelig musik og mennesker der mødes. Jeg havde selv en hyggelig dag med min kone og et par gode venner.

Men Grøn Koncert virker bestemt ikke som et familievenligt arrangement. Fulde mennesker der bæller fadbamser, vrøvler og tumler, mens børn kigger på. Nogle børn fik ikke lov til at løbe selv rundt på pladsen, men mange gjorde.

Jeg er sikker på, at Grøn Koncert ikke sælger alkohol til unge, -men jeg så mange, mange mindreårige, der drak alkoholsodavand. Både inden for hegnet, men i høj grad også på pladsen uden for.

Jeg har ingen problemer med hverken tekster om sex eller fest med alkohol. Men da vi lever i en overseksualiseret kultur med alt for meget druk i en alt for tidlig alder, så synes jeg, at vi skal passe lidt på med, hvad vi viser vores børn.

Må jeg opfordre arrangørerne af Grøn Koncert til, at de meget klart sætter rammen for deres arrangement. Enten er det fuld skrald på og kun for voksne, -eller også er det en mere nedtonet familiefest. Begge dele er fint med mig.

Vær med i debatten på Facebook

Sørine Gotfredsen og Andreas Bo

Sørine Gotfredsen diskvalificerer Andreas Bo, fordi han ikke har argumenterne i orden, når han siger, at det ikke hjælper noget at "bede for" terrorens ofre. Han synes hellere, at man skal "gøre noget". Han er for poppet, uuddannet og en "drengerøv" som alle de andre komikere, der berører alvorlige emner. End ikke mini-konfirmanter ville købe hans argumenter, siger hun.

Så lad os konkludere.
1) Kun højtuddannede præster eller lignende må sige noget om det, der sker i verden. Sjove mennesker skal man ikke tage alt for alvorligt.
2) Det er ikke sagligt at postulere, at handling hjælper mere end ord.
3) Minikonfirmanter køber ikke rationelle argumenter.
4) Man må gerne selv være nedladende og usaglig hvis man er Sørine Gotfredsen, men andre må ikke.
5) Man skal primært forholde sig til form og ikke indhold, for så glemmer folk nok, at det man siger, er noget sludder.
Jesus...

Læs og deltag i debatten på Facebook

Tag nu en beslutning

For mange rapporter og for at få beslutninger hjælper ikke børn i skole og daginstitutioner. Kom nu ind i kampen!

Anmeldelse: Særlig sensitiv - eller særligt udfordret

Af Barbara Hoff Esbjørn & Marie Tolstrup & Nicoline Normann & Sofie Wille Østergaard. Akademisk Forlag

Anmeldt af Rasmus Alenkær, PhD.

Jeg er “særlig sensitiv”. Det har jeg fundet ud af ved at tage den “test”, som den amerikanske psykolog Elaine Aron har udviklet og publiceret på hsperson.com, der er hendes egen hjemmeside. Her er der 27 spørgsmål, hvor af jeg svarede “ja” til de 17, -dvs. nok til at være “særlig sensitiv”. For at være helt sikker tog jeg en lignende, dansk test på sensitiv.dk, hvor der af en eller anden grund kun er 23 spørgsmål. Her svarede jeg bekræftende til 15 spørgsmål, hvilket er over cut-off-grænsen på 12. -Så den er god nok, -jeg er åbenbart særlig sensitiv.

Kaster man et blik på de offentlige debatter om fænomenet “særlig sensitivitet”, herunder navnlig debatterne på de sociale medier, så kvalificerer min nyfundne, “særligt sensitive personlighed”, mig i høj grad til at anmelde Nedenstående bog. Her er det mit indtryk, at ens egen, særligt sensitive personlighed i sig selv er en argumentativ kvalifikation. I det lys kan du som læser altså mene hvad du vil om nedenstående, for da jeg som “særlig sensitiv” har en unik, personlig indsigt i fænomenet, står mine konklusioner meget, meget stærkt.

Eller gør de?

Efter at have læst Esbjørn, Tolstrup, Normann & Østergaards bog “Særlig Sensitiv - eller særlig udfordret” bliver jeg helt i tvivl om min nyopdagede, “særligt sensitive” personlighed. Måske måler testen nemlig slet ikke det, den giver udtryk for at måle. Og måske er begrebet “særlig sensitivitet” så bredt, at det er svært ikke at se sig selv som “særlig sensitiv” i et eller andet omfang. Derfor har jeg valgt ikke at bero nedenstående anmeldelse på min egen, særligt sensitive personlighed, men på mine kvalifikationer og kompetencer som fagmand. Bare så du ved det.

Esbjørn, Tolstrup, Normann & Østergaards bog falder på et tørt sted. Der findes allerede en del danske udgivelser om emnet, men bøger med forskningsmæssig forankring, stringent teorianvendelse og vigtigst af alt selvkritik og transparens, er der mangel på. Jeg har ikke læst alle bøger på området, så jeg kan naturligvis tage fejl.

Bogen er delt op i fire dele:

Del 1 er en introduktion til begrebet “særlig sensitiv”, sådan som det fremstår i litteraturen på området. I den forbindelse er der særlig fokus på Elaine Arons teori, men der skeles også til begrebsanvendelsen i Danmark. Fremlæggelsen munder ud i tre kritikpunkter: 1) Definitionen er bred og svært afgrænselig fra andre teorier. 2) Det er problematisk, at teorien om “særlig sensitivitet” uden videre anvender beslægtede begreber fra andre forskningsområder. 3) Målingen af “særlig sensitivitet”, herunder navnlig det her over nævnte, 27-punkters spørgeskema, er upræcis og grænsende til det ubrugelige.

Del 2 er en introduktion til alternative begreber på samme temaområde, herunder blandt andet “udviklingspsykopatologi”, “temperament” og “personlighed”. Disse begreber sættes i relation til “særlig sensitivitet” og fremstår som en fin og saglig gennemgang.

Del 3 har fokus på psykiatriske diagnoser, der kan relateres til forekomsten af “særlig sensitivitet”. Her er der fokus på autismespektrumforstyrrelse, opmærksomhedsforstyrrelse og angst.

Del 4 afslutter med forslag til faglig intervention og rådgivning på området. Anbefalingen er, at man skal være forsigtig med anvendelsen af begrebet “særlig sensitivitet”, da det kan stå i vejen for andre, mere evidensbaserede interventioner. I denne del understreges det, at “særlig sensitivitet” ikke er en psykiatrisk diagnose. Ikke så meget desto mindre optræder fænomenet ofte i forbindelse med problematikker, der udspiller sig i eksempelvis skole og daginstitution. Her anbefales det, at man forholder sig åbent og nysgerrigt til både individorienterede og kontekstuelle forklaringer, -eller det jeg selv ville benævne som en fordomsfri, transdisciplinær perspektivering.

Esbjørn, Tolstrup, Normann & Østergaard har valgt den mest sympatiske af alle vinklinger på emnet. Personligt havde jeg måske selv valgt en langt mere polemisk og konfrontativ stil, da fænomenet “særlig sensitiv” på mange måder minder om en ensomt ventende bold i straffesparksfeltet foran et tomt fodboldmål: Der er så mange usammenhængende antagelser og emotionelt baserede konklusioner på området, at man som fagmand har lyst til at råbe “NU STOPPER I”. Heldigvis kommer Esbjørn, Tolstrup, Normann & Østergaard mig i forkøbet med en velskrevet, saglig og på mange måder nedtonet bog, der i langt højere grad skaber rum for kritisk tænkning, end for instinktive forsvarsreaktioner. Dette er naturligvis den rigtige vej og jeg tipper min hat i retning af de fire forfattere.

Numerologi

Over formiddagskaffen surfede jeg lidt rundt på nettet, for at tjekke det seneste nyt m.m. på mit fagfelt. Af en eller anden årsag kom jeg ind på hjemmesiden til en kvindelig numerolog (navnet udelader jeg i denne omgang - for det kan jo ændre sig i løbet af dagen, hvis de magiske tal-energier forskyder sig).

Den pågældende numerolog var (efter eget udsagn) specialpædagogisk udfordret i sin skoletid, men da hun fandt numerologien forsvandt alle regneproblemer. Hun skulle bare forstå tallenes energi. Hun har også kureret angst og søvnproblemer hos børn via sine tal-sessions. Faktisk kan man købe en session til sit spædbarn og helt undgå problemer resten af dets liv.

Verden står nemlig åben for os alle, -det handler ikke om andet end energi: Citat: "Størstedelen af os tror, at aspekter som arv og miljø afgør vores liv. Med mit numerologiske syn på livet, ser det anderledes ud. Energierne i vores navne definerer vores livsoplevelse".

Uddanner man sig til numerolog på hendes numerologuddannelse skal man i øvrigt ikke gøre andet, end at møde op. Det står der i hendes uddannelsesmanual. Hun tror ikke på eksamen, men mere på energi.

Og så tænkte jeg to ting:

1. Det er da det, vi skal. Ud på skolerne med nogle numerologer, så alle de ting vi bøvler med, herunder integrationsproblematikker, problemadfærd, social belastning, tilknytningsproblematikker, ordblindhed, alle fysiske og psykiske handicap og naturligvis de allestedsnærværende sorgprocesser som resultat af skilsmisse, alvorlig sygdom og dødsfald i familien, for blot at nævne nogle få. Det handler jo bare om tal og energi.

2. Hvem hulen hopper på ovenstående? Hvem betaler penge for den slags? Hvem bruger tid på det?

Man må efter min mening være numerolog, blomsterhealer, vibrationsspecialist eller trommeguru, lige så tosset man vil. Men jeg finder det uetisk, når man lover lette løsninger på alvorlige problemer til bekymrede forældre, hvis man ikke har seriøs rygdækning for sine postulater.

Læs på Facebook