Hvorfor gjorde du det?

"Hvorfor gjorde du det?", "hvorfor er du ikke klar", "hvorfor har du ikke gjort dit" eller “hvorfor har du ikke styr på dat?".

Sådanne spørgsmål hører jeg ofte voksne sige til børn som første sætning i en irettesættelse.

Lad os lige se nærmere på det.

Hvis man som voksen vitterligt har brug for en forklaring, så er det vel et relevant spørgsmål.

-Men sådan er det jo sjældent, for spørgsmålet er i virkeligheden en anklage eller påtale. Altså ville det være mere rigtigt at sige "du har ikke gjort dit og dat, hvilket er forkert".

Ikke så meget desto mindre forstår barnet spørgsmålet som et spørgsmål, og kommer derfor med en forklaring, - som den voksne allerede inden spørgsmålet blev stillet, enten godt kendte til - eller havde besluttet sig for ikke at acceptere.

Derfor er der nu to ting, som barnet har gjort forkert (i den voksnes perspektiv): Ikke gjort som forventet + kommet med en ikke acceptabel forklaring.

Dette underbygger den voksnes magtposition som overlegen, og barnet kan nu 1) sluge uretfærdigheden/nederlaget eller 2) optrappe.

Må jeg foreslå et par alternativer. Man kunne jo sige:
"Hov, -det skal vi da lige have styr på".
"Det kan da vist gøres bedre...har du brug for hjælp?".
"Stop...ikke den vej...men den vej"
"Prøv lige igen, jeg er sikker på at du kan".

Find selv på flere.