Mangfoldighed er ikke nødvendigvis en ressource

Det ses ofte, at begrebet “inklusion” kædes sammen med “mangfoldighed”, som dernæst beskrives som en “ressource”. Altså: Det er pr. definition godt, hvis der er mangfoldighed i klasseværelset.

Dette er enten en indlysende sandhed der end ikke behøver at italesættes, eller også er det et udtryk for strategisk manipulation.

Hvis “mangfoldighed” henviser til køn, etnicitet, politisk overbevisning, religiøsitet, seksualitet eller lignende, er mangfoldighed naturligvis en ressource. I så tilfælde skaber “mangfoldighed” grobund for dialog, perspektivering og nysgerrighed. Det siger sig selv, og hvem kan være imod det? Indlysende.

Problemet er, at anvendelsen af begrebet “mangfoldighed” i bredt omfang anvendes manipulatorisk til at nedtone det problematiske i de store udfordringer, den reelle inklusionsopgave udgør i praksis. Jeg taler eksempelvis om opmærksomhedsforstyrrelser, problemadfærd, lavt eller markant ujævnt kognitivt funktionsniveau, udviklingsforstyrrelser, døvhed, blindhed, hyperaktivitet, personlighedsforstyrrelser, angst og så videre. Hvordan kan alt dette være en “ressource”? I min bog er der i højere grad tale om “markante udfordringer”, der kræver faglighed, tid og økonomi.

Det er således for nemt at sælge “inklusion” som “mangfoldighed” der pr. definition er en “ressource”. Jeg så hellere man sagde: “Vi tager udfordringerne ved et inkluderende og mangfoldigt skolesystem alvorligt, og tilfører derfor de rette ressourcer”.