De små konger
/Under tiden møder jeg den antagelse, at “børn er blevet små konger”. Argumentationen er, at forældre generelt er holdt op med at opdrage, hvorfor deres børn opfører sig asocialt, støjende og selvoptaget i undervisningen, i fri aktiviteter og derhjemme.
Ovenstående forsimpling er en effektiv forargelsesgenerator, der fungerer fint som click-bait på de sociale medier. -Men faktisk tror jeg ikke, at antagelsen holder. ALLE børn er ikke selvfede terrorister. Jeg møder så mange søde, nærværende, empatiske, pro-sociale og medspillende børn, der fuldt accepterer de voksnes lederskab.
Til gengæld er der NOGLE børn, der ikke navigerer efter fællesskabets spilleregler og som derfor skaber forstyrrelser, ubehag og stress for deres omgivelser. Og der er NOGLE forældre, der anvender uhensigtsmæssige, opdragelsesmæssige greb i hjemmet.
Det er min hypotese, at de seneste års udvikling på skole- og institutionsområdet har bevirket, at de få, problematiske elementer er blevet mere synlige end tidligere. Personalet er presset, mangfoldigheden (fagligt og socialt) er blevet stor og der skal testes og måles konstant. Ja, og så skal det hele gå så hurtigt, for i næste nu er der en ny, banebrydende, kommunal idé, der skal omsættes i klasseværelset eller i børnehaven.
Overskud og tid til at håndtere adfærdsmæssige udfordringer i hverdagen er derfor blevet mindre, så de få “konger” bliver pludseligt meget synlige og meget forstyrrende. Gad vide om disse børn i virkeligt er “konger” - eller om de blot mangler nogle professionelle, der har tid til dem og deres familie. Jeg tror det sidste er en mulig forklaring.
(Se eksempel på reference i kommentarsporet på Facebook)