De stille piger

Jeg oplever, at der kommer flere og flere såkaldt "stille piger" i min praksis. Det er i hvert fald henvisningsårsagen. De oplever social marginalisering, lavt selvværd og nogle gange decideret mobning.

Når man lytter til disse pigers historier, så er pigerne faktisk ikke særligt "stille", "forsagte" eller "sensitive" i en individpsykologisk optik. De er ret normale, -hvad end det er. Herlige piger, der er fulde af ressourcer.

Ofte er de blot havnet i en klasse, hvor den sociale dynamik har lidt skade af for mange vikarer, for meget larm, for pressede lærere og for lidt AKT-støtte mv. De er således blevet symptomet på en langt større problematik, i forbindelse med hvilken de markante og socialt styrende elever overlever. Der er mindre overskud til, at man tager sig af de mindre frembrusende elever, der af ren overlevelse flyver under radaren.

Måske er det bare mig der er overbekymret, men jeg tænker, at vi har en reel udfordring her. Tænk hvor mange skæbner der pt. tabes på gulvet i den travle skole.

PS: Denne opdatering er udelukkende refleksioner over min egen psykolog-praksis. Evidens-religiøse mennesker kan se bort fra ovenstående, der ikke er baseret på systematiseret data. Jeg kan meget vel tage fejl.