De nye fædre

Min barndom var fuld af mænd, der var sure på børn. Næsten hele tiden var de verbalt vrissende og vrængende. Sådan husker jeg det, men jeg kan tage fejl. 

Hvis vi børn ville have hjælp til en leg, så var vi for det meste til besvær. Hjælpen fik vi, men altid akkompagneret af sure miner og “i-skal-virkeligt-sætte-pris-på-det-her-for-jeg-strækkker-mig-langt-når-jeg-bruger-min-tid-på-jer-rollinger”-looket.

Hvis vi ville bygge noget, så fik vi på forhånd skæld ud for det, der evt. kunne komme til at gå galt, inden vi gik i gang med at bygge.

Og hvis noget gik galt eller hvis vi lavede en fejl, som det jo sker når børn leger, så brød helvede løs. Verbal korsfæstelse uden nåde.

Sådan var normen i 70érne, hvor jeg voksede op. Den bløde mand fandtes kun i børne-TV. I virkeligheden var han en aggressiv gnavpot. Der var naturligvis også søde og venlige voksne, men jeg husker den gennemsnitlige, ikke pædagogisk uddannede familiefar som lidt af en sur sok. 

Nu er alle os fra 70érne blevet voksne og har selv fået børn. Det er mit klare indtryk, at tonen er blevet mere respektfuld, anerkendende og venlig, uden nødvendigvis at være eftergivende eller grænseløs. 

De fleste mænd på omkring de 40 år kan godt lide børn, gider godt lege og går langt for at hjælpe, hvis de kan. Uden at brokke sig. Hvis noget går galt, så rydder man op og prøver igen. Der bliver råbt og skreget mindre end for 40 år siden. 

Har jeg ret? Og hvis jeg har, hvorfor har billedet ændret sig?