Nationale tests

I dag fik min kone og jeg “svar” på resultatet af den nationale test, min søn på 8 år for nylig har deltaget i. Det var, som forventet, ganske ubrugeligt. Hvad skal jeg, min søn eller hans lærere gøre med informationen om, at han ligger det ene eller det andet sted i forhold til et landsgennemsnit?

Nogle uger forinden havde vi været til skole/hjem-samtale. Her fremlagde lærerne ganske sobert og professionelt 1) hvilke fremskridt knejten havde gjort siden sidst, 2) hvad de vurderede han kunne kaste sig over som det næste, og 3) hvordan vi i fællesskab kunne hjælpe ham med at nå de nye mål. Vi snakkede også om trivsel, både socialt og fagligt, om ansvar, udvikling og interesser. Det blev til en god plan, som alle var med på - også drengen selv (vi snakkede videre med ham, da vi kom hjem)

Så hvorfor skulle min søn igennem en national test? Vi havde jo længe fundet vejen frem via skole/hjem-samtalen.

Det eneste han lærte i forbindelse med testen var, at nogen klassekammerater kan blive rigtig kede af det, hvis opgaverne er for svære og presset er for stort. Der var flere der græd og havde ondt i maven på test-dagen. Nå jo, han lærte også, at når det virkelig gælder, så får man ingen hjælp fra de voksne.

Hvis de nationale test handler om at forbedre skolers “fremskridt” via komparative undersøgelser, så mangler jeg i høj grad undersøgelses-etikken. Det er ikke OK at skræmme livet af små elever, blot fordi man vil vide, hvor deres skole ligger i forhold til andre skoler. Og det er slet, slet, slet ikke i orden at spilde både lærernes, pædagogernes, skoleledernes, forældrenes og elevernes tid med ligegyldigt pjat. Det er livet for kort til