Lov 409

Almindeligvis blander jeg mig ikke offentligt i folks arbejdsvilkår, men i forhold til lærernes nye arbejdstidsaftale må jeg gøre en undtagelse.

Lad mig først lige slå fast, at jeg hverken er politiker, lærer, skoleleder, kommunal psykolog, forvaltningsmand, repræsentant for Undervisningsministeriet, Danmarks Lærerforening eller andre interesseorganisationer. Jeg er ikke direkte parthaver i denne her sag og måske burde jeg blande mig uden om. Jeg holder ikke med nogen. Jeg er ikke imod nogen. Jeg konstaterer blot, at arbejdstidsaftalen ikke virker.

Jeg kan godt forstå, at folk har været misundlige på lærerstanden. For lad os sige det, som det er: Nogle ganske få lærere har i tidens løb sjoflet sig igennem arbejdslivet med et minimum af flid, betalt fritid og lav pædagogisk kadence. Bare drop det, vi ved alle hvem jeg taler om.

Problemet er, at offentligheden har sidestillet de få brodne kar med resten af den solidt arbejdende, ambitiøse og selvforvaltende gruppe af lærere, som der stadig er, og altid har været, flest af. Man kan nemlig ikke se “rigtigt” lærerarbejde, da den slags udspiller sig klasseværelserne, i mødelokaler og bag skriveborde, ikke i det offentlige rum.

Jeg ved, at langt de fleste lærere arbejder hårdt. Dette er et faktum, for jeg har selv været lærer, jeg er barn af lærer-forældre, jeg er gift med en lærer og jeg er selvstændig konsulent med 80% af mine opgaver på de danske skoler (offentlige og private). Jeg glorificerer ikke. Jeg konstaterer.

Men i stedet for at give de FÅ, dovne svindlere sparket (som man ville gøre i enhver anden, privat virksomhed), har man nu “normaliseret” hele pivtøjet, så den øvrige offentlighed kan føle sig retfærdigt behandlet. Mød ind kl. 8.00 og gå hjem kl 16.00.

Fair nok. Nu er der så synlig tilstedeværelse og masser af mulighed for fælles forberedelse, reflekterende dialoger, varetagelse af udviklingsopgaver og kollegial sparring, -som jo er så vigtig for både almen præstation og specialpædagogisk inklusion.

Det hele ville virke sikkert virke fint, hvis det ikke lige var for den ny skolereform, der lægger beslag på det meste af lærernes tid: Når dagens kerneopgaver er løst og undervisningen er forbi, er klokken ret mange. Alt for mange! Der er simpelthen ikke tilstrækkelig tid til forberedelse, udvikling og samarbejde. Et årgangsteam skal være heldig, hvis det kan mødes 1 time om ugen, hvori der både skal koordineres daglig drift og udvikles innovative tiltag.

-Og så er det jo lidt svært at planlægge eksempelvis dymamisk holddeling, tværfaglige forløb og målrettede kurser for udvalgte elever. For man skal jo hjem kl. 16.00, ligegyldigt, hvor langt man er kommet.

Jeg har endnu ikke mødt nogen skolefolk, der er glad for arbejdstidsaftalen. Det handler i den forbindelse ikke om tilstedeværelsen fra 8-16 og det handler heller ikke om, at man ikke må forberede sig derhjemme. Det skal man som sådan nok overleve.

Der imod er både lærere og ledere frustrede over det halvfærdige resultat, der kun lige er tid til at levere. Jeg har naturligvis ikke mødt alle, langt fra, men jeg har mødt mange skolefolk. Rigtigt mange skolefolk. Og de fleste synes, at det er så pinligt, så pinligt, det, de kan levere på den givne tid.

Som én, der ved lidt om det (i al beskedenhed), kan jeg ikke anbefale, at den nuværende arbejdstidsaftale får lov at bestå. Den producerer stress, middelmådig faglighed og lav medarbejdertilfredshed. Alt sammen noget, der går ud over eleverne.

Det kan godt være, at man kan handle ind på fem minutter i Fakta, men det tager lidt mere tid at forberede god undervisning.