Kender du typen

Morgenstunden er vigtig for både børn og voksne i skolen. Det er her, der skabes tryghed, ro og retning, så fokus kan rettes mod dagens dont. Imidlertid har jeg både som forældre, tidligere lærer og nuværende psykolog iagttaget en række forældreadfærdstyper, der gør det svært at praktisere “god start” om morgenen. Disser adfærdstyper viser sig primært på de yngre klassetrin, men kan også ses hos de ældre årgange.

Langt det fleste forældre vil deres børn det godt, og er gode til at hjælpe “den gode start” på vej. Jeg kalder denne adfærdstype for “Samarbejdspartneren”, hvilken beskrives til sidst i denne tekst.

Men der findes også andre adfærdsforældretyper, hvoraf jeg her under har beskrevet 10 stk. Adfærdstyperne er naturligvis sat meget på spidsen og beskrevet med et glimt i øjet.

Kender du typen?

Kidnapperen

Kidnapperen står klar ved personalerummets dør, når den intetanende lærer kommer ud for at begive sig mod dagens første lektion. Her fanger kidnapperen læreren i et jerngreb og holder fast, mens de to bevæger sig mod klassen. -Kidnapperen har “noget meget vigtigt at fortælle”, som kræver hele lærerens udelte opmærksomhed. I “akutte problemstillinger er det naturligvis OK, men i de fleste situationer burde man lade læreren være i fred, så han/hun kan tune sig ind på den forestående undervisning.

Guerillaen

Gurillaen er en variation af “kidnapperen”. Han/hun stå gemt i klassen og hopper pludseligt frem, når læreren viser sig i døren. Ofte springer Gurillaen almindelige høfligheder over og går direkte til sagen med korte og insisterende sætninger, eksempelvis “fodsvamp - hvad gør vi?” eller “det er snart jul!”. Læreren væltes opmærksomhedsmæssigt af pinden og tvinges til at fokusere på alt andet end det vigtige, nemlig eleverne.

Bosætteren

Bosætteren betragter skolen som et hyggeligt sted, hvor man kan sludre lidt med de andre forældre om vind, vejr og fodbold. Han stiller sig op i klassen og chatter lystigt med andre forældre, også selv om læreren gør mine til lektionsopstart. Lydniveauet bliver derved hævet, ligesom eleverne har svært ved at gennemskue, hvilken voksen, der har ledelsen i rummet. Er det mor, far eller er det læreren?

Butleren

Butleren nærmest bærer barnet ind i af døren, også selv om barnet går i 4. klasse. Her efter pakker Butleren sit barns taske ud, stiller madkassen i køleskabet, hænger jakken på knagen og hjælper barnet med at finde en klassekammerat at snakke med. Nogen gange tager Butleren selv snakken med klassekammeraten, så banet ikke behøver at gøre det selv. Butlerens barn forventer et højt service-niveau, langt højere end skolen kan tilbyde, -så når timen starter og Butlerbarnet er uden Butler, er det hjælpeløst.

Columboen

Denne forældretype er opkaldt efter den legendariske TV-detektiv Columbo. Der er altid et eller andet Columboen skal spørge om, uanset hvor meget, det er til ulejlighed. “Det tager kun lige 1 minut”, siger Columboen og insisterer på at få lærerens opmærksomhed midt i morgenmylderet. Det kan være svært at afvise til Columboen, hvilket har den effekt, at eleverne må vente med at komme igang, til Columboen er færdig med læreren.

Ildsjælen 

Ildsjælen er med i alt, hvad man som forældre på skolen kan være med i: Klasse-råd, bestyrelse, løbsudvalg, cafe-aften-udvalg, fastelavnsudvalg, julepyntsudvalg og forældreforening, for blot at nævne nogle få. Ildsjælen bruger gerne hver morgen på at koordinere indsatsen med andre forældre, dele sedler ud, samle tilmeldinger og finde på nye udvalg m.m. Tanken er smuk, men effekten er desværre, at mange forældre forhindres i at sige pænt farvel til deres egne børn. Dette bevirker, at flere forældre lige stikker hovedet ind i klassen for at sige “hej”, også selv om det har ringet. Endvidere kan der opstå en lidt hektisk energi, da mange af de øvrige forældre kravler rundt langs murene i et forsøg på at undgå Ildsjælens fangarme. Man skulle jo nødigt ende i et udvalg.

Veninden

Veninden opfatter læreren som sin bedste ven. “Vi skal da lige snakke lidt, når vi nu mødes”, tænker veninden og indtager en nu-skal-vi-rigtigt-snakke-positur. Der bliver givet knus og fortalt om weekendens udskejelser, om skilsmissen eller om opskriften på en fantastisk og kalorielet tun-mousse. Hun er meget sød, men hun respekterer ikke lærerens rolle som professionel. Dette forvirrer børnene, ligesom Veninden bruger alt for meget af lærerens opmærksomhed.

Telefonisten

Telefonisten er til stede uden at være det. Han/hun afleverer børnene alt imens der sendes SMS-beskeder, tjekkes mails, laves Facebook-opdateringer og tages billeder til Instagram m.m. Det er umuligt for både voksne og børn at komme i rigtigt kontakt med Telefonisten, hvilket selvsagt er uhensigtsmæssigt. Det værste er dog det signal, Telefonisten sender, nemlig, at alt andet end her, hvor vi er nu, er mere spændende.

Stylisten 

Stylisten har sit primære fokus på sit (perfekte) barns udseende. Hver en krølle skal sidde perfekt, tøjet skal sidde som i et modekatalog og barnet skal smile et bredt tandpastasmil. Stylistens morgen går med at rette på barnets tøj, tørre barnets mund og formane barnet om ikke at svine sig til. I værste tilfælde forventer Stylisten, at læreren holder specielt øje med hendes barn i løbet af dagen, så den beklædningsmæssige standard opretholdes. Stylisten har kun fokus på sit eget barns ydre, og kan både være larmende, stresset og små-sur.

Snigeren

Efter klokken har ringet kommer Snigeren listende med sit barn. Der gælder nemlig særlige regler for Snigeren, -synes han/hun selv. Snigeren tænker, at det er sikkert ikke er forstyrrende, hvis man blot lister ind i klassen med sit barn, også selv om læreren er igang med en fælles besked. Læreren må derfor starte forfra i sin instruktion, så snigerens barn får det hele med.

 

Kender du typen?