Inklusion - min definition

Mange spurgt mig, om jeg kort og kontant kunne fortælle hvor jeg står holdningsmæssigt og teoretisk. Så derfor nedenstående.

Jeg arbejder konsekvent ud fra den teoretiske og praktiske retning, der kaldes "kvalitativ inklusion", -en teoriretning jeg selv er medskaber af og helt sikkert den, der råber højest om.

Jeg tager aktivt afstand fra de ineffektive og uddaterede tanker, der findes i begreber som eksempelvis rummelighed og administrativ inklusion. Der kommer ikke noget godt ud af, at alle mennesker skal være sammen om alt hele tiden. -Og børn i udsatte positioner får det ikke godt af at opholde sig et sted, hvor de ikke trives, hvor der ikke er økonomi eller menneskelig overskud til at tage sig af dem.

Dette er mit valgte ståsted, take it or leave it.

Min ordrette inklusions-definition er derfor som følger:

Inklusion er en dynamisk og vedvarende proces, der har til formål at udvikle mulighederne for ethvert menneskes tilstedeværelse i, og udbytte af, samfundets almene arenaer.

I denne proces har man fokus på kvaliteten af det enkelte individs fysiske betingelser, sociale samspil og opgaveløsning inden for rammerne af en valgt kontekst.

Der tages i den forbindelse særligt hensyn til dem, der er i farezonen for marginalisering og eksklusion.

Og hvad betyder det så i praksis?

I min forståelse er god praksis det samme som inkluderende praksis. En velfungerende organisation (skole, børneinstitution, ungdomsuddannelse eller andet) er automatisk i stand til at håndtere øget (men ikke grænseløs) mangfoldighed i et højt ydende og trygt praksismiljø.

  • I en inkluderende organisation er man metodisk, 
  • man kan reflektere sammen, 
  • man arbejder effektivt, 
  • man er kreativ, 
  • man er mulighedsorienteret, 
  • vidensniveauet er højt, 
  • de ansatte ser sig selv om ledere, 
  • man tilpasser sig løbende sin målgruppe, 
  • organiseringen er dynamisk, 
  • man er klar til forandring (når forandring kræves) 
  • og man holder fast i traditioner (når traditioner kræves).

Hertil promoverer man konstant et anerkendende menneskesyn og en fælles ånd, som alle har ansvar for.

Kvalitativ inklusion er et spørgsmål om oplevet effekt, ikke placering. -Man er ikke inkluderet, blot fordi man er indskrevet i en given institution eller i en given klasse. Dette kaldes administrativ inklusion.

Kvalitativ inklusion er et spørgsmål om respekt og anstændighed. Derfor er man ikke inkluderet på lige fod med andre, hvis man kategoriseres som ”specialelev” eller tituleres ved sin diagnose, sit handicap, sin kulturelle baggrund, sin hudfarve eller sin seksualitet m.m. Dette kaldes rummelighed. Man er ikke sin vanskelighed. Man er et menneske.

Kvalitativ inklusion er et spørgsmål om den enkeltes behov og mulighederne for at imødekomme disse inden for rammerne af et fællesskab. Det traditionelle fællesskab, eksempelvis skoleklassen, er i den forbindelse ofte alt for begrænset. Hvis alle skal være med, må vi bryde med de traditionelle rammer og i den forbindelse anerkende, at mennesker kan deltage i mange forskellige fællesskaber, og at nogle mennesker har behov for at være uden for de almene fællesskaber i kortere eller længere tid.

Man kan trives mange steder og på mange måder.

Mangfoldigheden blomstrer først, når vi tager ansvar for at praktisere og organisere vores ydelser…mangfoldigt, ikke bare i traditionelle klasser.

Bevægelsen mod øget kvalitativ inklusion koster penge. Særligt i overgangsfasen fra en praksisform til en anden er der brug for tid, penge og menneskelige ressourcer.

Idéen om, at vi alle skal være sammen som mangfoldighed er en smuk vision, som vi bør forfølge. Men der er grænser for mulighederne. Naturlige grænser.

Alle mennesker kan og skal ikke være sammen hele tiden. Mulighederne og begrænsningerne findes dog ikke i diagnosemanualer og økonomiske tabeller, men i innovative og realistiske arbejdsprocesser over tid.

Med god faglighed, et lyst sind og ansvar for hinanden kan vi ikke alt, men vi kan mere end vi tror.