Den smertelige inklusion
/Vedhæftede artikel gav anledning til et lille søndagsbrøl.
Vi er helt enige om, at den inklusionstænkning som pt. lanceres i Danmark er uholdbar, -både som ideologi og praksis. Det handler om at få flest mulig børn ind i det, vi traditionelt har kaldt det "normale". Når man er der, i "det normale", er man "inkluderet". Uanset hvordan man har det og hvad man får ud af det. Man har endda sat tal på, hvor mange børn der skal flyttes: 10.000 inden 2015.
Man kan ikke regne kvalitet ud på den måde, og mange børn og deres forældre kommer derfor i klemmen.
Vi er også enige om, at man kun kan undre sig over hvordan det kan lade sig gøre, at vi i vores såkaldte "demokrati" har en regering, der gør det totalt modsatte af det, som rigtigt mange fagfolk anbefaler. Det er top-down anvendelse af magt og ikke involverende ledelse.
Amatører med magt bestemmer pt. over vores fremtid. Det går ikke.
Men. For der er et "men".
Jeg er sikker på at forfatteren til den vedhæftede artikel er dygtig, velmenende og så videre, -men artiklen er og bliver et udtryk for, at han i høj grad er i sine følelsers vold. Han er frustreret, fair nok. Men det bliver fagfolk altså ikke troværdige af.
Gad vide, om regeringen ikke lytter til os der ved noget, fordi nogle af os konstant disker op med hjerteskærende fortællinger om "sølle børn", "selvmord" og "ulykkelige forældre"? Jeg ved godt det ikke er nemt, men kom nu ind i kampen med fagligheden.
Hvor ville det være rart, hvis der kom nuancer, referencer og viden med i de indsigelser, os, der tilhører den inklusionskritiske del af Danmarks fagbefolkning, kommer med.
"Inklusion" er ikke bare "inklusion". Der er "administrativ inklusion", som forfatteren taler om, og der er "kvalitativ inklusion", som er noget helt andet.
Hvorfor gøres denne forskel ikke klar i artiklen, hvis forfatteren selv mener at være fagmand? Hvad er det vi taler om? Med hvilke referencer? Hvad er vi for og imod?
Jeg er for opgøret med mangeltænkning og den traditionelle "det-er-eleven-der-ikke-kan-sidde-stilles-skyld, -bestemt-ikke-den-kedelige-undervisnings-skyld" -tilgang. Det er inklusion!
Jeg er for opgøret med en række af den traditionelle skoles selvforherligende normer og praktikker. Vi skal tilpassse os de unger der er i skolen, ikke de voksnes forestillinger om, hvordan de gerne vil have det. Det er inklusion!
Jeg er for opgøret med den traditionelle skoleklasse. Man definerer ikke pædagogik ud fra viden om, hvornår folk blev født i sin tid. Det gør man ved at iagttage dem, arbejde med dem, evaluere i fællesskab og så videre. Det er inklusion!
Jeg er for opgøret med den forestilling om, at nogle børn er specielle og dermed mindre værd for samfundet. Alle børn er specielle og lige meget værd. Der er ingen ADHD-børn, Autisme-børn eller AKT-børn. Der er Jonas, Mette og Mustafa. De har nogle gange særlige behov, fair nok, men de er ikke mere specielle end andre børn. Det er inklusion!
Jeg er for opgøret med at sende børn med særlige behov langt væk fra det almene system. Ind i skolerne med dem, så de møder almindeligheden (hvad enten det er) i det omfang de kan håndtere den. Men ikke ind i klasserne med dem, hvis det ikke giver mening. Det er inklusion!
Jeg er for "sikkerhed" og "godt udbytte" for alle. Men der er desværre nogle mennesker, der ikke kan være med i det almene, og sådan er det. Derfor skal der være grænser for, hvor mange mennesker vi kan og skal betjene inden for rammerne af det store fællesskab. Men at kategorisere og smide folk ud, uden at de først har fået en chance, er vi for godt til i vores land. Forskning og statistik peger i øvrigt på, at dette er den bedste måde at sikre vores velfærdssamfund på i fremtiden. Det er inklusion!
Lad os nu være de fagfolk vi er. Jeg ved godt at det handler om penge, men det hander også om meget andet. Og det skal vi gøre klart for de folk, der i forvejen har meget svært ved at træffe beslutninger.
Tak fordi du gad at læse min kommentar, som gerne må deles.
Rasmus Alenkær
Lad os dele børn op i hhv. "et hold for de ukoncentrerede" og "et superliga-hold". Hmmmm...
Afsenderen har en væsentlig pointe i, at der er nogle børn som lider under andre børns problemadfærd. Jeg anerkender og genkender hendes bekymring. Ingen skal lide af andres forstyrrende adfærd, -det skal vi gøre noget ved.
Men løsningen er ikke at kategorisere børn i hhv. grupper af "ukoncentrerede" og "superliga", således at de aldrig møder hinanden. Hvis man allerede i 1. klasse bliver sat i bås som "umulig" er det svært at slippe af med denne kategorisering, og "umuligheden" vil derfor kun vokse med tiden. Man vil blive mødt som "umulig", undervist som "umulig" og nedvurderet socialt fordi man er...umulig (-for man går jo på det "umulige" hold - så hvordan skal øvrige elever og deres forældre ellers forstå een?).
Resultatet er på længere sigt, at vi på den måde udvikler samfundstabere på overførselsindkomst, førtidspension eller lignende, og gæt hvem der skal betale for dette...de "artige børn på superligaholdet"...
Hertil vil de "artige" børn på "superligaholdet" for det første kun møde børn, der er som dem selv (farvel til træning i empati, mangfoldighed og demokrati) og de vil med al sandsynlighed udvikle det, der kaldes positiv bias, -dvs. en destruktiv selvfedhed, -man tænker: "vi er på det gode hold, hvorfor vi er gode - også selv om vi faktisk ikke har lavet det vi skal, ikke deltager eller er så vældigt søde som vores kategorisering signalerer.
Som en af de største fortalere for dynamisk organisering, dvs. brug af holddeling på tværs af årgang og afdeling, evt. med udgangspunkt i læringsstil, præstationsniveau, særlige behov, kulturel baggrund eller køn m.m., må jeg slå meget klart fast, at rigid kategorisering af børn i hhv. "gode" og "dårlige" er skadeligt på alle måder. Det lyder tillokkende, især for folk der ikke ved noget som helst om skolepraksis, men det virker ikke.
Det betyder ikke, at nogle børn skal forstyrre andre børn. Eller at nogle børn skal bruge som buffere. Men det betyder, at hvis vi tror reaktionen på regeringens totalt misforståede inklusionstænkning (det, der hedder administrativ inklusion - og som ikke handler om kvalitet men om økonomi), er intern eksklusion, eller med et andet gammelt ord "apartheit", så er det ikke løsningen.
Der skal meget, meget, meget mere komplicerede løsninger til for at løse folkeskolens aktuelle krise: Eksempelvis opkvalificering af både personalets, forældres, elevers og supportsystemets kompetencer, organisatoriske ændringer, undervisningsmetodik og andet godt, -foruden naturligvis de fornødne økonomiske midler.
Og man skal bestemt overveje, om alle elever skal være sammen om alt hele tiden, -hvilket de naturligvis ikke skal. Men at definere sorteper og vedholde denne definition i hele skole forløbet kommer ingen børn til gode. Heller ikke de små engle.
Tak fordi du gad at læse min kommentar, -som gerne må deles.
Alt det bedste
Rasmus Alenkær
http://m.jyllands-posten.dk/…/ECE5927733/rummelighed-har-k…/