Blå mandag

Blå Mandag i Esbjerg og byen er fuld af konfirmander, der i dagens anledning optræder som heltinder og verdensmænd. I Fætter BR spotter jeg tilfældigvis en “ny-voksen", der ubemærket har sneget sig væk fra festen i GåGaden og ned til hylderne med LEGO. Han er sky, forsigtig og ikke så cool som de andre. Men han har en mission. Han vælger to store æsker og sniger sig op til kassen. Konfirmationspengene på bordet. Æskerne ned i tasken. Hurtigt og diskret ud af døren.

Havde han dog bare set de andre konfirmander, der også var i butikken. De pjattede modent med at købe festhatte, vandpistoler og båthorn, alt imens de sendte lange, beundrende blikke efter æskerne med Lego - og ham der turde købe dem.

Det er ikke altid de seje drenge, der er de modige.