10 ting du måske skal / skal ikke sige til dit barn

Vedhæftet finder du en liste på "10 ting du IKKE må sige til dit barn" (fra go.tv2.dk - 2012 - link desværre væk, beklager - red.). Pop-psykologi af bedste (eller værste) skuffe. Jeg ved ikke hvem der er forfatteren bag listen.

Over morgenkaffen lavede jeg en lille øvelse, hvor jeg argumenterede fagligt, men POSITIVT, i forhold til de samme råd. Det kunne sagtens lade sig gøre, endda med den saglige hæderlighed i nogenlunde god behold. Det, du IKKE MÅ sige til dit barn, blev til det, du GERNE MÅ sige til dit barn.

Pointen er, at man ikke skal tro på såkaldte “råd” eller såkaldte “eksperter” i medierne. Heller ikke mig. I hver fald ikke når rådene er fremlagt som 100% skridsikre og universelt gældende.

I de fleste tilfælde er det langt bedre, at tænke lidt selv: Hvad man skal gøre afhænger i højere grad af relationen, konteksten og målet, end af en generaliseret huskeregel.

Anyway. Her er listen, der nu er blevet til “10 ting du GERNE må sige til dit barn”. Læs den ikke som psykologiske råd, men som et eksempel på, at man ikke skal tro på alt hvad medierne kommer op med.

1. “NEJ”

Børn har brug for klare rammer, så vær ikke bange for at sige fra. Her til og ikke længere. Sig det pænt, men sig gerne “nej”.

2. “DU MÅ SPØRGE FAR NÅR HAN KOMMER HJEM”

Træf ikke valg på din partners vejne. Hvis dit barn spørger, om det må komme med far i svømmehallen, så bed barnet spørge far, når han kommer hjem.

3. “DU ER BEDST”

Børn har brug for bekræftelse, ros og anerkendelse. Du må ikke overdrive, men fortæl gerne barnet, at det er bedst til noget. Ros gerne indsatsen og fremskridtet, -ikke bare resultatet.

4. “VI FÅR SE”

Børn søger umiddelbar behovstilfredsstillelse. Nogle gange kan det være en hjælp at skyde beslutninger lidt, for måske forsvinder behovet af sig selv. Anerkend barnets umiddelbare behov, men træk beslutningen lidt.

5. “GIV FASTER ET KNUS”

Hvis barnet er låst fast i sin egen lille verden af iPad-spil eller lign, kan det være en hjælp at sætte spilleregler for social interaktion og almindelig høflighed. Man hilser høfligt når det kommer besøg, og familiemedlemmer kan godt få et knus.

6. “SLAP LIDT AF”

Kører barnet i højeste gear skal du ikke skælde ud eller belære. -Det hører barnet alligevel ikke. Etabler øjenkontakt, læg evt. en hånd på barnets skulder, og bed det stille og roligt om at slappe af. Når der er faldet ro på, kan du evt. tale videre med barnet. Vær selv rolig under hele seancen og gå evt. et mere roligt sted hen.

7. “NÅR JEG HAR RET, SÅ HAR JEG RET - OGSÅ NÅR JEG TAGER FEJL”

Børn har brug for faste rammer og tydelig ledelse. Stå ved dine beslutninger og forvir ikke barnet med din egen usikkerhed.

8. “DET MÅ DU IKKE SIGE”

Der eksisterer en række kulturelt definerede spilleregler i vores samfund, som det er din pligt at viderebringe til dit barn. Der er ting man ikke siger til andre, eksempelvis “du er en lattelig so”, “din fede kælling” eller “dit nazi-svin”. Her skal du trække en klar grænse.

9. “LAD MIG HJÆLPE DIG MED DET DER”

Du skal ikke gøre alt for dit barn, men du må meget gerne hjælpe. Lad barnet gøre så meget som det selv kan, -og gør så resten i fællesskab.

10. “VIL DU HAVE, AT VI SKAL TAGE HJEM”

Dit barn har brug for at vide, at der er en klar grænse for acceptabel adfærd. Giv dit barn et klart og kontrolleret valg om enten at tage hjem, eller at opføre sig anderledes. Skæld ikke ud og være ikke aggressiv, men vær bestemt. Når du giver barnet et valg oplever det sig mere i kontrol, end hvis du alene tager beslutningen.

Kan du se min pointe?