Danske Skoleelever viser sit sande ansigt

 

Før og efter sommerferien mødte jeg formanden for Danske Skoleelever, Jakob Bonde Nielsen, flere gange. Han virkede som en sympatisk og gennemtænkt fyr, der havde fokus på bolden - dvs. at repræsentere eleverne i folkeskolen. Vi snakkede rigtigt fint sammen.

Derfor undrer det mig, at Jakob pludselig melder ud, at en lang skoledag er helt OK. "Det er ikke så vigtigt for mig", siger han. "Det er vigtigere at skoledagen er varieret og spændende". (Se link til reference i kommentarsporet)

Hvad sker der lige?

Når jeg lytter til alle de mange elever rundt omkring på skolerne jeg besøger, så er det bestemt ikke det standpunkt, der gives udtryk for. De fleste siger, at den forlængede skoledag skaber træthed, koncentrationsbesvær og manglende motivation. Jeg har ikke hørt én eneste elev sige, at det er fedt at gå i skole til kl. 15.

Personligt tror jeg, at Danske Skoleelever igen viser sit sande ansigt. Vi så det med de to tidligere formænd, der konstant talte folkeskolereform-arkitekterne efter munden. Flere gange har jeg nærmest tabt mælet, når de slyngede om sig med Antorini-floskler som "det hele skal bare have lidt tid" og så videre.

Det virker som om, at Danske Skoleelever er konstrueret med det formål, at lave propaganda for de voksnes skolepolitiske dagsorden. Jeg nægter at tro, at en reel repræsentant for folkeskoleeleverne ville udtale sig så ukritisk og positivt om noget, som påfaldende mange folkeskoleelever forholder sig negativt til.

Men det virker. Nu lyder det nemlig som om, at de danske folkeskoleelever (altså menneskene ude i virkeligheden) vitterligt synes, at den forlængede skoledag er OK. Det siger deres repræsentant, formanden for Danske Skoleelever, jo. -Og da formanden er mindreårig, så får han ikke saksen fra sådan nogen som mig. Havde han været over 18 kan jeg love for, at handskerne var taget af. Trust me. Men han er teknisk set et barn, og dem behandler man som så. Dette er jeg i øvrigt sikker på, at de mange, velbetalte, voksne konsulenter m.m. bag foreningen Danske Skoleelever, godt ved.

Jeg postulerer hermed officielt, at Danske Skoleelevers formænd er spydspidser i en skolepolitisk dagsorden, de ikke selv har formuleret.

Jeg postulerer endvidere, at Danske Skoleelever ikke repræsenterer de danske folkeskoleelever på et dækkende niveau.

Jeg postulerer derfor, at konstruktionen Danske Skoleelever er uetisk og skadeligt for det danske demokrati.

Jeg vil vældig gerne overbevises om det modsatte og retter gerne ind, hvis jeg tager fejl.

Og jeg understreger, at Danske Skoleelevers formand er en sympatisk person med mange talenter, der er i sin fulde ret til at have sin egen mening. Men hans udtalelse og hans funktion bliver jeg nødt til at udfordre.

How to stop a bully

Der florerer en video på nettet, hvor en mand fortæller en sal fuld af skolebørn, "hvordan man stopper en verbal bølle". Det lyder tillokkende, -men jeg må anbefale at man træder varsomt.

Nedsættende kommentarer og "grænseoverskridende adfærd" (uklart begreb) kan helt sikkert afværges ved, at modtageren ikke begiver sig ind i en gengældende og dermed optrappende, dialogisk konfrontation. Dette gælder både børn og voksne.

Jeg har dog følgende bekymringer i forhold til videoens pointer:

1. Videoens tilgang retter sig mod almindeligt forekommende drilleri, -ikke mod mobning. Mobning er i min definition det der sker, når en eller flere krænkere systematisk angriber det samme offer - der ikke er i stand til at forsvare sig. Derfor kan videoens pointe ikke anvendes til at håndtere "mobning", men kun "drillerier" imellem nogenlunde ligeværdige børn.

2. Videoen placerer ansvaret hos ofret. Altså, "-når du møder en bølle, er det dit ansvar at gøre sådan her". Dette er både etisk uforsvarligt og svært at praktisere i bred forstand. -For hvad nu, hvis ofret er skrøbelig af natur, nederst i det sociale hierarki, har kognitive vanskeligheder, har en traumatiseret historik og så videre? Så kan det altså være svært manifestere det rette overskud.

3. Videoen retter sig mod verbale krænkelser. Men erfaringen siger, at verbale overgreb ofte er forstadiet til fysiske konflikter, -hvilket mange ofre har erfaring med. Derfor er det en forståelig adfærd, at man som offer søger væk eller på anden måde dukker sig, hvis bøllen går i gang med at sende stikpiller eller andet.

4. Videoen retter sig mod "en" bølle. Men i praksis ser man oftest, at den sociale dynamik spiller ind stort omfang. Ofret har derfor ikke kun fokus på bøllen, men på dem, der er omkring bølle, -samt hvordan ofret almindeligvis opfattes i den sociale dynamik. Dette benytter de fleste "bøller" sig ofte af. Derfor er simple "comeback-sætninger" svære at få til at virke i praksis.

5. Min største bekymring er, at de tilhørerende børn i salen får en opfattelse af, at der er en simpel måde, hvormed man kan håndtere en bølle. Men hvad så, når virkeligheden melder sig, og man som offer fejler - simpelthen fordi problemet er langt mere komplekst end som så? Så står man der som offer og tænker "ja, -de har ret - end ikke et simpelt comeback kan jeg få til at fungere".

Pas på hinanden og DEL GERNE.

Tid til team

Dengang i 1996, hvor jeg startede som fuldtidsansat lærer i folkeskolen, var det med team-organisering noget ganske nyt, og “teamet” blev opfattet som en ekstra opgave, der skulle laves ud over det egentlige lærerarbejde.

Eftertiden har vist, at man kan rigtig meget godt i sin egen undervisning, hvis man har et velfungerende team i ryggen. Eksempelvis alt det med spilleregler og rutiner i klassen. Derfor er det også så bekymrende at se, hvordan man har reduceret på teamets tid til samarbejde. Faktisk virker det helt fjollet, at man i en teambaseret organisation ikke giver tilstrækkelig med tid til team-samarbejde.

Spørg børnene

Når jeg laver interventioner i “kaos-klasser” (hårdt ord, men det passer desværre ofte), anvender jeg i høj grad eleverne som informanter. Min tommelfingerregel er, at “halvdelen kan man se, -resten må man spørge om”. Derfor ledsager jeg altid iagttagelser i det pædagogiske rum med elevgruppe-interviews, oftest med udgangspunkt i IC3-modellen (se billedet).

I dag har jeg eksempelvis tilbragt dagen i en mellemtrinsklasse, der er præget af uproduktiv uro og negative forstyrrelser.

Gruppevis har eleverne deltaget i en refleksiv dialog om hhv.
1. de fysiske betingelser,
2. det sociale samspil og
3. mulighederne for opgaveløsning i klassen.

Det centrale spørgsmål er altid: "Hvor kommer uroen fra?".

Man får spandevis af guld hældt lige i favnen, når man gør det på den måde. -For én ting er, hvad vi som voksne professionelle definerer som “godt” og “skidt”. En anden ting er, hvad eleverne fortæller.

Løsningen, dvs. vejen til mindre uro, findes ofte i spændingsfeltet mellem de to positioner.

Derfor skal man altid spørge børnene.

Anmeldelse: Dialog - Realistiske ambitioner i skolen

Per Fibæk Laursen har udgivet bogen "Dialog - Realistiske ambitioner i skolen" på Hans Reitzels Forla. Den er god. Ikke bare fordi, at jeg er enig i det meste han skriver. Men også fordi den er velskrevet og overskuelig, -hvilket gør bogen relevant i en tidspresset, professionel hverdag.

Per Fibæk Laursen lægger ud med at uddele en omgang drøje tæsk. Det kan jeg lide! Så er vi i gang. Det gives tæsk til idéen om, at den danske skole kan blive markant bedre via testning, flere undervisningstimer, masser af IT, klare (eller synlige) mål og så videre. Sådan spiller klaveret ikke! Folkeskolen er allerede på et så højt niveau, at der INGEN forskningsmæssig underbygning er for, at dette skulle have en markant effekt. Sådan der.

I stedet argumenter Fibæk Laursen for DIALOG, som både er en til lejligheden konstrueret model, -men også et fundamentalt perspektiv på pædagogisk praksis. Kort fortalt: Undervisning er mødet mellem en autentisk lærer, der vil noget med sine elever, -men som også godt ved, at han/hun ikke kan presse dem til at ville det samme som ham/hende. Derfor må læreren via "dialog" interessere sig for, hvad eleverne "vil" og hvor eleverne "er", således at undervisningen bliver et respektfuldt møde mellem lærer og elev. Meget kort fortalt. Alt for kort.

En glimrende bog af en glimrende fagmand, -med hjælp fra en dygtig lærer - Camilla Agger Larsen.

Anbefales her fra.

Chefen er afgørende for stressbehandling

Blandt dagens klienter har jeg i dag haft besøg af to kvinder med nogenlunde identiske udfordringer: Begge har en psykisk overbelastningsreaktion (eller "stress" i daglig tale), hvorfor jeg i samråd med almen praktiserende læge har anbefalet dem at blive sygemeldt fra deres respektive jobs i en kortere periode.

Den enes chef har reageret på følgende måde: "Jeg er ked af, at du har det skidt. Det må ikke være rart. Hjem med dig, -vi holder skansen. Kom igen når du er klar. Og når du kommer, så få lige psykologen til at sige, hvordan vi skal indrette os, så du ikke bliver sygemeldt igen".

Den andens chef har reageret lidt anderledes: "Vi er trætte af dig og din sygdom. Nu har du 14 dage til at bevise, hvad du kan. Hvis du fejler, så degraderer vi dig og du mister retten til at fuldføre den lederuddannelse, du er halvt færdig med".

Jeg holder mere med den enes chef end den andens chef. Så er det sagt.

Trætte børn

I dag har jeg haft en opgave i en mellemtrinsklasse. Hvor og hvorfor kan jeg ikke røbe, men det er også lige meget.

Eleverne startede dagen med at være på natur-tur i fire lektioner. Dernæst havde de idræt i to lektioner. Kl. 14 skulle eleverne være i klassen i en times tid, hvor der var traditionel undervisning - hvilket var den eneste organisatoriske mulighed.

På det tidspunkt lignede de nogen, der efter min faglige vurdering havde bedst af at blive sendt hjem. Trætte af frisk luft, motion og masser af faglig fordybelse.

Jeg tvivler på, at eleverne fik noget særligt positivt ud af den sidste lektion, selv om skolepædagogen gjorde en formidabel indsats. Men hov! Det siges jo, at elevernes forlængede skoledag bare handler om "spændende indhold", "ud-af-huset-aktiviteter" og "mere motion".

Tja... ikke i dag.

Må jeg minde om, at alt imens der diskuteres formål, dannelse og des lige i folkeskolen, så ses der højt på en række fundamentale, biologiske behov hos børnene. Det virker uproduktivt. Man kan springe op, falde ned og slå alverdens pædagogiske kolbøtter, men hvis børnene er trætte, så er det hele lige meget.

Hvorfor er vi provokerede over den forlængede skoledag?

I skoleverdenen er det en grundlæggende værdi, at hvis noget ikke virker i praksis, så fixer man det. Hurtigst muligt, hvis man kan. Dette hedder “at tage ansvar” og er efter min mening noget af det helt fundamentale ved den dannelsesproces, eleverne skal igennem.

Men sådan er det ikke aktuelt, når fokus falder på den forlængede skoledag. Selv om vi nu på 4. år kan konstatere, at flere lektioner er en uhensigtsmæssig, pædagogisk strategi, så sker der ikke noget. Der snakkes der bare. I aviser. I TV. På de sociale medier. Til konferencer. Snak, snak og mere snak.

Når “rigtige” skolefolk således er negativt indstillede overfor den lange skoledag, er det ikke bare fordi, den ikke virker efter hensigten.

Det er simpelthen fordi, at det er stik imod god, pædagogisk praksis at lade stå til. Man rydder op, hvis man har rodet. Man siger undskyld, hvis man har dummet sig. Og så videre. Man er en professionel rollemodel, der gør det, man selv siger.

Derfor er det vanvittigt provokerende, når beslutningstagere og andre magtfulde folk på skoleområdet bare snakker. Selv når undervisningsministeren laver et lille forsøg med at skære et par timer på sølle 50 skoler, genererer det snak. Snak, snak og mere snak. Det virker som om, at disse folk repræsenterer et helt andet værdisæt, end det, vi forsøger at bibringe vores elever i praksis. Faktisk virker det nogen gange som om, at de ikke aner, hvad de snakker om.

Jeg beklager, men jeg faktisk godt gammeldags træt af det.

Skoledagens længde

Om skoledagens længde bør man ikke mene. Man bør vide.

Fakta er, at danske børn går mere i skole end børn i de lande, vi almindeligvis sammenligner os med.

Samtidig er der ikke forskningsmæssig evidens for sammenhæng mellem hhv. højt antal skoletimer og højt fagligt præstationsniveau.

Hertil er det almindelig kendt blandt fagfolk, at der er øget uro, manglende koncentration og dalende produktivitet i skoledagens sidste timer. Dette er ikke fordi der mangler "kvalitet i indholdet", fordi skolereformen ikke "har fået en chance" eller fordi lærerne/pædagogerne ikke passer deres arbejde. Det er simpelthen fordi, at elevere er trætte. Fordi de er børn.

Tilskud eller gevinst?

Der er to muligheder:

A. Man giver udfordrede skoler en pengepræmie, hvis de forbedrer sig.

B. Man giver de udfordrede skoler nogle penge, som de kan udvikle sig for.

Selv om statsministeren tror mest på model nr. A, så kan jeg ud fra en faglig betragtning konstatere, at model nr. B er mest realistisk. -For hvis de udfordrede skoler kunne "forbedre" sig for eksisterende midler, så havde de jo nok gjort det.

Det kræver simpelthen ekstra ressoucer, at skabe udvikling på udfordrede skoler. Længere er den ikke, -og jeg ved, hvad jeg snakker om. Der skal eksempelvis flere varme hænder i klasserne og der skal ekstern konsulenthjælp til, hvis indsatsen skal batte. Alt sammen noget, der ikke er gratis.

Det er fint med ja-hatte og økonomiske gevinster, men målrettede investeringer er at foretrække. Tænk i øvrigt på, hvad elever fra belastede skoler (ofte) koster samfundet på lang sigt. 

Ind i kampen. Nu.

Problemer i klassen

I mit arbejde med adfærdsproblematiske skoleklasser har jeg noteret mig, hvordan eleverne i påfaldende grad er dygtige til at samarbejde med hinanden om at være i mod forandring. Et almindeligt træk er, at de mest offensive elever bevidst udvælger en ydre fjende, som de kan kæmpe imod. Det kan være læreren, pædagogen eller en ressourceperson. 

Alfred Bion, gruppedynamikkens fader, ville have kaldt sådanne skoleklasser for "grundantagelsesgrupper", og mere specifikt "kamp/flugt-grupper". Eleverne kæmper for at opretholde den løsslupne stemning, den hårde tone og tilfredsstillelsen af umiddelbare, lystbetonede behov m.m. Med andre ord: Uproduktiv og ekskluderende kaos. 

I en hverdag, hvor eleverne skal "lære" mest muligt, hurtigst muligt, har sådanne grupper gode vækstbetingelser. Konstante tests, præstationskultur, forventninger hos forældre, et tempo-stresset uddannelsessystem og offentliggørelse af karakterer m.m. tvinger i flere tilfælde lærerne til at fokusere på det fag-faglige, hvormed håndtering på problematisk adfærd nedprioriteres. 

Den går ikke. Nogle gange skal det være helt OK at koncentrere sig om at reetablere et velfungerende, anerkendende og respektfuldt, socialt læringsmiljø. Helt fra bunden af. 

Dvs.: 
Hånden op, hvis man vil sige noget. -For ellers bliver ikke alle hørt.
Drop smarte kommentarer. -For ellers tør ikke alle sige noget.
Tal pænt. -For ellers har kun de stærke lyst til at være i klassen.
Og så videre. 

Er der styr på den slags, så skal eleverne nok score højt i alverdens tests.

LKT eller AKT

Aktuelt laver jeg en del interventioner i skoleklasser, hvor problemadfærd, støj og mangelfuld social trivsel fylder meget mere, end godt er. Undervisningen kan næsten ikke gennemføres, og ikke en dag går uden skrig, skrål og tårer (...desværre også ofte personalets...). Heldigvis får vi ved fælles hjælp vendt skuden og dagligdagen bliver god igen.

Imidlertid har jeg lagt mærke til, at jeg har en del af sådanne opgaver i indskolingen, -dvs. de børn, der kun har gået i skole siden reformbølgens testbare læringssyn blev indført. Er der mon et sammentræf? Jeg ved det ikke med sikkerhed.

Det kan i den forbindelse noteres, at det efter skolereformens indførsel ikke længere hedder "AKT", men "LKT". Ikke alle steder, men i de reformloyale kommuner. "A", der står for "adfærd", er taget (eller sparet) væk, og erstattet med "L", der står for "læring". Underkender man derved det, efter min mening, afgørende fokus på adfærd i klasserummet? Jeg tror det.

Hvis vi endeligt skulle bruge "L" i den sammenhæng, så skulle det stå for "lær at iagttage dig selv og andre, for vi er mange samlet på et lille sted og vi må alle afstemme vores adfærd i forhold til konteksten, hvis kaos ikke skal regere". -Men det synes, at "L" står for "lær mest muligt for pengene, for så er beslutningstagerne glade".

Uanset er jeg bekymret for vores børn, deres lærere og deres pædagoger.

PS: I min bog hedder det "AKT". Altid.

Skolen som "elevernes arbejdsplads"

Under tiden omtales skolen som “elevernes arbejdsplads”. Denne metafor relaterer sig eksempelvis til forventninger og krav om elevernes lydighed, arbejdsomhed og produktivitet m.m. Fair nok, -jeg anvender selv metaforen i mit arbejde med problemfærd, og den kan være ganske anvendelig i praksis.

Men hvad nu, hvis skolen i virkeligheden VAR en arbejdsplads…? Hvor lang tid ville der så gå, før Arbejdstilsynet satte foden ned og sagde “så stopper vi”?

Tænk på de mange elever, der puttes ind i de (ofte) små lokaler. Dette genererer dårligt indeklima, …dvs. lavt iltindhold, forhøjede temperaturer og duften af prut. Den slags giver hovedpine, lav årvågenhed og koncentrationsbesvær.

Eller lydniveauet, der let overstiger en vedvarende styrke på 85db, -hvilket ifølge Arbejdstilsynet giver alvorlig risiko for høreskade. Ikke fordi eleverne laver ballade, -men fordi de samarbejder i grupper - som de jo har fået besked på.

Tænk på elever med særlige behov, der tvinges til at deltage i tests eller andre aktiviteter, som disse elever oplever som angstprovokerende.

Tænk på elever, der udsættes for psykiske krænkelser eller fysisk vold. Hos voksne politianmeldes den slags, -men pyt…det er jo bare børn.

Man kunne blive ved.

Heldigvis er der rigtigt mange skoler, der i ovennævnte optik er en god og sund arbejdsplads. Men der er bestemt også undtagelser. -Og det er da interessant, -om ikke andet som et lille tankeeksperiment, at vi gerne udsætter børn for noget, der ALDRIG var gået i voksenverdenen.

Tænk lidt over det.

Facebook-kommentar til "Robuste børn"

Kommentar til blog om "Robuste børn" og "curlingforældre".

Der har været mange kommentarer til min blog omkring ovenstående; -tak for det og tak for den gode tone. Jeg kan se, at der er et par misforståelser mht. mit ærinde, så derfor denne fælles kommentar.

Min blog er ikke en anmeldelse af Per Schultz Jørgensens bog, da jeg jo ikke har læst den. Dette skriver jeg også i min tekst. Jeg forholder mig ikke til PSJ´s begreb "robuste børn" eller hans argumentation for samme. Jeg er ligeledes tydelig omkring, at PSJ (muligvis) ikke selv anvender begrebet "curling". Derfor behøver jeg ikke, som nogen anbefaler, at læse bogen, før jeg skiver en blog som det her nævnte emne. Mit ærinde er ikke PSJ´s bog eller PSJ som fagmand, men mediernes/den populære anvendelse af begrebet "curling".

Min blog retter sig mod PSJ´s udtalelse til DR.dk, hvor han siger "forældre" (altså alle forældre) i stedet for "nogle forældre" eller "der er en tendens til, at forældre i højere grad end tidligere...osv". Dette er en upræcis og efter min mening ganske forkert generalisering. Som jeg skriver, er der sikkert tale om et fejl-citat. Men når det står i et toneangivende medie, bør dette problematiseres. -Ellers gælder kategoriseringen jo i teorien både mig og dig, -og jeg er bestemt ikke "curling". Den slags har jeg tjek på.

Det mest væsentlige i min blog er det populistiske begreb "curlingforældre" samt den måde, dette begreb anvendes på. I det hele taget er jeg stærkt kritisk over for både faglig og (i endnu højere grad) populistisk kategorisering, -herunder eksempelvis "inklusionsbørn" eller "særligt sensitive". Lige så snart vi putter folk ned i en forståelsesmæssig kasse, begrænser det vores muligheder for konstruktiv interaktion, da vi i så fald i højere grad forholder os til kategorien end til den iagttagede adfærd. Her i ligger mit væsentligste ærinde.

Jeg ved godt, at nogle forældres adfærd er "overbeskyttende", "egoistisk" og "asocial" m.m.. Ingen tvivl. Men jeg tænker bare ikke, at den bedste måde at forandre denne adfærd, er ved A) at putte alle forældre i en samlet "fejl-kasse", eller B) at underkende forældres positive, bagvedliggende intentioner. Derved skabes der uhensigtsmæssig modstand, hvilket hverken tjener børn eller voksne. Og for at være helt tydelig: Jeg har ikke sagt at PSJ gør ovenstående, men jeg har sagt, at dette sker i medierne.

Robuste børn

Per Schultz Jørgensen har skrevet en ny bog, Robuste Børn, og straks er der atter fokus på fænomenet "curling-forældre". Jeg har ikke læst bogen og ved faktisk ikke, om PSJ rent faktisk anvender begrebet "curling" i bogen. Men begrebet anvendes bestemt i de medier, der omtaler bogen.

På DR.dk siger PSJ, at "forældre i dag skåner deres børn for ansvar og beskytter dem for selv den mindste smule modgang". Det er givetvis et fejl-citat, for jeg kan ikke forestille mig, at en anerkendt fagmand vil lægge navn til en sådan generalisering. Men jeg kommer i tvivl. Måske er der rent faktisk en videnskabelig undersøgelse, der helt præcist besvarer følgende spørgsmål:

Hvor stort er problemet? Hvor mange "curlingforældre" har vi ca. i Danmark og er antallet det sammen som i andre lande? Bor disse "curlingforældre" særlige steder eller er der tale om et spredt, geografisk fænomen? Findes der curling-gettoer?

Hvilken faglig definition opererer man med, når man siger "curlingforældre". -Og er man sikker på, at denne definition ikke overlapper andre problemgrupper (eksempelvis "speltmor" eller "særligt sensitive forældre", -jo, begge begreber eksisterer skam)? Er definitionen i øvrigt psykologisk, sociologisk eller antropologisk? Eller er den bare lommefilosofisk?

Hvad er det helt præcist curling-forældrene gør/tænker/føler, der muliggør en entydig klassificering som "curling". Personligt følger jeg eksempelvis min 10årige søn i skole næsten hver morgen, og jeg indrømmer, at jeg nogle gange bærer hans tunge taske af ren og skær kammeratlighed. Er jeg så curling? Eller spelt? Eller bare en god far der hygger sig med sit barn?

Jeg er sikker på, at PSJ ikke generaliserer ud fra egen erfaring, -det er han for garvet til. Men det ser ud til, at medierne gør. Eller tager jeg fejl?

Antorini i forsvar

I et åbent samråd om pædagogernes rolle i folkeskolen, er Antorini positiv over for skolereformen.

At være positiv overfor skolereformen er i øvrigt det syndrom, der i medicinske termer hedder SR+. Bare rolig, smittefaren er ikke stor og syndromet ses primært hos beslutningstagere med lille eller ingen kontakt til virkelighedens praksis.

Nå. Spøg til side.

Antorini er i sin gode ret til at være positiv overfor sit eget skaberværk. I midlertid minder dialogen mellem hende og Riisager mest om, at den ene vil have ret og den anden ved, hvad hun taler om. Gæt selv hvem.

Eksempelvis citeres Antorini for at sige, at det er blevet "diskuteret grundigt" og "pindet ud", hvad pædagogernes rolle er i reformen. Fair nok.

Men det er altså ikke nogen garanti for kvalitet, at man "diskuterer grundigt" og "pinder ud". Jeg har set flere steder hvor lærer- og pædagogsamarbejdet fungerede fint. Men mest har jeg set pædagoger, der uanset lovtekst bliver tildelt knapt så fordelagtige arbejdsopgaver. Som en pædagog sagde til mig: "Jeg er gået fra at være en supergod pædagog til at være en halvdårlig lærer".

Riisager siger: ""Ligeværdighed er det, jeg forsøger at beskrive. Der er ligeværdighed mellem professioner, men man kommer med forskellige fagligheder, og de fagligheder skal supplere hinanden. Pædagogerne skal ikke bare tage lektiecafeen med 60 elever en sen eftermiddag, fordi det kan få skemaet til at gå op. Det er ikke ordentligt, og man kan jo ikke have kundskaber indenfor et andet området end det, man er uddannet indenfor".

Jeg er ikke nødvendigvis enig i det med kundskaberne, men hvorfor hulen giver Antorini ikke bare Riisager et klap på skulderen og siger "sådan der!"

Synlig magt

I 2012 indførte man inklusionslovens bestræbelser på, at 96% af alle børn/unge skal placeres i almen-pædagogiske tilbud. Alle med tilknytning til praksis kunne se, at processen var underfinancieret, forhastet og kompetencemæssigt mangelfuld. Men den blev gennemført alligevel.


I 2014 indførte man skolereformens idéer om centralt styret, "synlig" læring, der primært har til formål, at skabe gode test-resultater. Reformen har mødt vedholdende og massiv modstand, både fra dem, der er tæt på praksis, men også fra politikere og fra eksperter. Alligevel er der, som med inklusionsloven, ikke sket et fundamentalt opgør med reformen. Den skal bare have tid, -og faktisk er det praktikernes skyld at det hele går i fisk, for de har jo taget "nej-hatten" på.

Jeg bliver således nødt til at konkludere, at Danmark ikke længere er et demokrati. Vores børn- og ungeområde afspejler ikke flertallets ønsker. I stedet defineres området af en lille gruppe beslutningstagere, konceptkøbmænd og økonomer, der regerer på landets højere læreranstalter, kommunale forvaltninger, statslige embedsposter og i konsulentvirksomheder m.m.

Jeg har stor tillid til, at undervisningsminister Merete Rissager, gør alt hvad hun kan. Men tro ikke, at hun som enkeltperson eller minister kan trække i alle tråde. Magtnetværket omkring børn- og ungeområdet ønsker jo netop "test-defineret læring", fordi langhårede størrelser som "fordybelse", "virkelyst" og "fantasi", -der i øvrigt alle er termer hentet fra folkeskolens formålsparagraf, er vanskelige at sælge længere oppe i hierakiet, hvor man vil have "mest mulig læring for pengene".

Så alt i alt:

Få synes, at processen omkring inklusionsloven eller skolereformen var/er en god idé, men vore beslutningstagere er mere optaget af "synlig magt" end "dannelse", -så sådan blev det.

Skolen er blevet big business.
Daginstitutionsområdet får samme tur lige om lidt.
Sig mig...er det tid til en revolution?

Svar til Claus Holm

Claus Holms debatoplæg i Information 12.12.16, "Fri mig for forældet snak om fritidsrøveri", illustrerer meget fint, hvordan toneangivende folk på skoleområdet (Holm inklusive) tror, at teori/filosofi/politik er det samme som praksis.

Holm vælger at se den forlængede skoledag som et opgør med “industriel logik”, hvori der skelnes mellem arbejdstid og fritid. Vi skal i den forbindelse lære af efterskolerne og i øvrigt se “leg” som “læring”.

For det første.
Hvorfor er det forkert at skelne mellem arbejdstid og fritid? Den slags er da til at forstå. Som supervisor ser jeg meget ofte, at det netop er problemet med at forstå (og respektere) undervisningslokalet som en “arbejdsplads”, der resulterer i problematisk elev-adfærd. I en verden af konstante forandringer og ubegrænsede muligheder, bør skolen være en konservativ modkultur, hvor rutine og forudsigelighed er de primære omdrejningspunkter (ud over naturligvis de positive relationer i fællesskabet.)

For det andet.
Man kan ikke presse en voksen-miljø-logik ind over en børne-kontekst. Det er hårdt for enhver, og for børn især, at være i et støjfyldt og/eller uroligt miljø lang tid af gangen. Syv klokketimer er lang tid. Børn kan ikke bare “gå ud for sig selv” eller “power-nappe”, på samme måde som voksne måske kan i de moderne arbejdsmiljøer. Derfor bliver børn let stressede og trætte, når de går i skole i mange timer, uanset hvordan man strukturerer skoledagen. 

For det tredje.
Hvordan kan vi uproblematisk bruge idéer fra efterskolen til folkeskolen? Målgruppen er en ganske anden. Eleverne er ældre på efterskolerne, de har selv valgt at komme og de har oftest valgt den pågældende efterskole ud fra en sær-interesse. Vi kan lade os “inspirere”, på samme måde som vi kan lade os inspirere af en myretue eller en kagedåsefabrik. Men heller ikke mere end det. Der er tale om to helt forskellige kontekster.

For det fjerde.
Hvorfor skal leg være læring? Fy for den. Lad nu børnene lege i fred. Hvis de lærer noget, er det herligt. Hvis de ikke lærer noget, var legen sikkert sjov alligevel.

Disciplin m.m.

En gang imellem kunne jeg godt tænke mig, at gamle begreber som "autoritet", "disciplin" og "ansvar" fyldte lidt mere blandt eleverne i de danske klasselokaler. Ikke alle klasselokaler. Men nogle.

Skolen bør ikke være et offentligt finansieret hæng-ud-sted, hvor man altid kan gøre hvad man har lyst til, når man har lyst til det og med hvem man har lyst. Nogen gange må man rette ind, tie stille, rydde op og gøre som der bliver sagt. Uden diskussion.

Det er min holdning, at sådanne, umiddelbare, begrænsninger befordrer både personlig udvikling og fællesskabets muligheder på sigt.

Efteruddannelse

Det siges, at bevægelsen mod øget, specialpædagogisk inklusion i det traditionelt almene, er betinget af uddannelses- eller vidensniveauet blandt de professionelle. Ergo: Formel efteruddannelse er den bedste vej frem.

Den logik bør udfordres. I sin mest radikale form antages det nemlig, at man således kan uddanne sig til at vide, hvordan "børn med ADHD" eller "børn med angst" kan befordres. Det kan man bare ikke. Alle børn er unikke. Et ADHD-barn er ikke sin diagnose. Et "angst-barn" er ikke sin diagnose. Og så videre. Et barn er altid et barn, -som så mange andre.

Efteruddannelse er således blot et godt sted at starte. Det, vi i virkeligheden har brug for, er muligheden, tiden og redskaberne til at undersøge individuelle problemstillinger i rette kontekst, -ikke blot generaliserede, diagnostiske udfordringer på akademisk niveau.

Min pointe er, at vi kan sende nok så mange lærere, pædagoger og konsulenter m.m. på efteruddannelse, -men hvis de ikke har tid til efterfølgende at undersøge og rådgive til bunds i specifikke sagsforløb, så kommer vi ingen vejene.

Del gerne.