Problem-kultur

Uro og negative forstyrrelser fylder desværre mere og mere i de danske skoler. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt med en ekstra målrettet, effektiv og akut indsats, så klassen atter kan bringes på rette kurs.

De seneste år har jeg skabt gode resultater med ovenstående i skoler over hele landet. Et af mine forløb kom tilmed i DR-Nyhederne: Læs artikel og se video: Det sejlede i 3.x.

Indfaldsvinklen er, at problemadfærd aldrig bunder i enkelte elever (eksempelvis såkaldte "inklusionselever"), men i samspillet mellem en lang række faktorer: Pædagogik, didaktik, klasseledelse, det fysiske miljø, forældreopbakning, personlige relationer, spilleregler og traditioner - for blot at nævne nogle. Der er altså i højere grad tale om problem-kultur, end om problembørn.

Erfaringen siger mig, at det ofte er relativt små og banale forhold, der kan gøre en stor forskel i undervisningen. Problemet er imidlertid ofte, at man som underviser kan være blind for disse forhold, da man selv er viklet ind i problem-kulturen. I den forbindelse er det min opgave at få øje på disse forhold, så der kan sættes mål og retning for afvikling af en bedre skoledag.

I praksis tilbyder jeg design, procesledelse, praktisk gennemførsel og evaluering af interventioner, der har fokus på én eller flere af skolens problematiske klasser.

Fokus kan både rettes mod klasser i grundskolen og på ungdomsuddannelser.

Et forløb strækker sig typisk over nogle måneder og indbefatter:

  • Pædagogisk iagttagelse i klassen. Der anvendes PIL og iKON.
  • Interviewundersøgelse i elevgruppen. Der anvendes en semi-struktureret, narrativ interviewskabelon, udviklet i forbindelse med min ph.d.-afhandling.
  • Supervision i teamet. Der anvendes som udgangspunkt en systemisk grundmodel. Min rolle veksler mellem faciliterende procesleder og rådgivende ekspert, -alt efter behov og kontekst.
  • Aktionslæring. Der opstilles konkrete mål og laves tydelige aftaler for, hvad deltagerne forventes at fokusere på i tiden mellem mine besøg på skolen.
  • Forældremøde. Jeg holder oplæg for elevernes forældre og opstiller tydelige anbefalinger til, hvordan der bedst samarbejdes omkring klassens trivsel og faglige læring. Der kan i den forbindelse anvendes video-dokumentation.

Ovenstående betyder, at jeg møder op på skolen X antal dage, hvor jeg er med i undervisningen, hvor jeg taler med eleverne, hvor jeg superviserer lærerne og hvor jeg rådgiver skolens ledelse.

Ultimativt handler det om at overføre lærer/pædagog-teamets læring til resten af skolens personale. Dette kan gøres via en pædagogisk temadag eller pædagogisk aften.

Klik på billedet for at se video

Rasmus gav hurtig ro i en meget kaotisk og konfliktramt hverdag, -en hverdag der til sidst virkede helt uoverskuelig. Rasmus er meget lyttende, menneskelig og handlende i sin tilgang til samarbejdet.

Mødet med Rasmus var rigtigt behageligt, fordi Rasmus tog sig tid til at lytte til det der fyldte i vores hverdag og det var også det der konkret blev handlet på. Rasmus er meget anerkendende og empatisk.

Alle der står i en konfliktfyldt hverdag med sine elever, om det er fagligt eller socialt, vil få et stort udbytte af et samarbejde med Rasmus Alenkær. Vi sender vores varmeste anbefalinger.

Vh lærerne Kristian Ulriksen & Cecilie Westerberg